Det er så grotesk, at man fristes til at tro, at det er en spøg. Men nej, det er den måde, man i Norge reagere på asociale ‘uledsagede flygtningebørn’.
Falske brandalarmer
34 ‘uledsagede flygtningebørn’ under 18 år lever på et bosted i Norge.
De har gennem 2017 skabt problemer for lokalområdet, fordi de igen og igen har tilkaldt brandvæsnet uden at der var anledning til det.
I 2017 var der 30 gange falske brandalarmer, og det lokale brandvæsen måtte rykke ud til bostedet uden grund.
Det belaster brandvæsnet. Og det er også dyrt for bostedet, som hver gang skal betale 5000 kroner for den falske bandalarm. Det skriver rights.no på grundlag af lokale medier.
Derfor har man nu fået den ide at belønne asylbørnene, hvis de lader være med at lave falske brandalarmer.
Hvert ‘asylbarn’ får 500 kroner om måneden, hvis de ikke trykker på alarmknappen.
Gør det modsatte
Det har forarget borgere og politikere.
Morten Wold, der er medlem af Stortinget for Fremskridtspartiet valgt i området, mener man bør gøre det modsatte.
asylbørnene bør lære at deres handlinger har konsekvenser. De skal ikke belønnes men straffes, hvis de udløser brandalarmen. Man kunne for eksempel trække dem i deres lommepenge, siger Morten Wold.
Men det gør man ikke.
Til Bygdeposten (betalingsmur) siger Wold om den økonomiske belønningen af asylansøgerne:
Det er en meningsløs opførsel på linje med hærværk. Det er helt uacceptabelt, når man tænker på, at de skal fungere i den norske velfærdsstat.”
De falske alarmer svækker brandvæsnet, som har en vigtig opgave i lokalsamfundet, hvor de også hjælper syge mennesker.
Det prøver man så at stoppe på en helt forkert måde.
Pligter og ansvar
Et samfund som det norske bygger på pligter og ansvar over for fællesskabet.
Men det lærer man ikke asylbørnene.
Tværtimod får de det indtryk, at de ikke selv har noget ansvar. Og deres handlinger får ikke konsekvenser.
De er ofre, og det er samfundet som skal fjerne hver en sten på deres vej. De skal nok blive besværlige og krævende indbyggere senere i livet. Til skade for dem selv og til skade for nordmænd og det norske samfund.
Og det kan man i vidt omfang takke sig selv for.
Kilde:Hege Storhaug i Rights.no
