Scenen er sat. Kynisk kan man sige, at mindehøjtideligheder efter terrorangreb er blevet rutine. Intet mangler: blomsterne, faklerne, den knugede og rædselslagne befolkning, der samles i et fællesskab om den tragedie, der har ramt landet og for at mindes og ære ofrene og deres pårørende.
Denne gang gjaldt det mindehøjtideligheden på etårsdagen for terrorangrebet den 7. april 2017 på Drottninggatan i Stockholm. Et terrorangreb, der blev udført af en afvist asylansøger, usbekeren Rakhmat Akilov.
Heller ikke den svenske statsminister Stefan Løfven manglede på denne dag. Ej heller de til lejligheden sædvanlige svulstige ord fra en skamløs statsminister: ”Vi vil aldrig overgive os til terror. Vi vil komme igennem dette sammen.” – ”Sverige har i løbet af de seneste år vist, at det kan en morder ikke tage fra os. Vi vil altid være stærkere end de kræfter, der vil rive os fra hinanden”.
”De seneste år”. Han burde have tilføjet ”og fremover”. For tro ikke, at det slutter her, hverken i Sverige eller i noget andet vestligt land.
Kvalmende var det som sædvanligt at høre, at en ledende politiker, der sammen med sin regering bærer det fulde ansvar for, at terrormordet på fire svenskere (nogle aviser nævner fem), heriblandt den kun elleve år gamle Ebba Åkerlund, samt mange kvæstede, kunne muliggøres.
Mon disse ord er en trøst for dem, der har mistet? Og en trøst for dem, der aldrig forvinder chokket over at have været til stede under terrorangrebet?
Langt mere ægte og gribende var udsendelsen Terror i Stockholm: Drottninggatan. En pårørende til en myrdet, en af de kvæstede samt mennesker, der gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe, fortæller i udsendelsen om den dag, der ændrede deres liv for altid.
Terrorister
Afviste asylansøgere har intet at miste. De rejser sjældent hjem, når de er afvist. Nogle vil have hævn over afslaget, og da de ikke kan ramme de myndigheder, som har givet afslaget, må befolkningen lægge krop til. De fleste går dog under jorden, dvs. forsvinder fra myndighedernes radar, og håber på bedre held med deres asylansøgning i et andet land, ofte under et andet navn (hvor forsvandt fingeraftrykkene hen for at umuliggøre asylshopping?).
Nu skal vi ikke tro, at det altid og udelukkende er afviste asylansøgere, der er terrorister. Antallet er – alt efter hvem man spørger – meget få. Nogle terrorister kan være IS-folk, der skjuler sig i strømmen af asylansøgere. Det skyndte PET sig imidlertid at afvise i 2015, allerede mens migrantstrømmen bevægede sig op gennem Europa.
Majoriteten af terrorister er migranter, deres efterkommere (altså ”født og opvokset” i Danmark) eller ægtefællesammenførte.
De lærer håndværket i IS’ træningslejre og begår de samme bestialske forbrydelser som deres undervisere. Når modoffensiven sætter ind og skræmmer livet af dem, smutter de tilbage til deres værtsland i Vesten.
IS-krigerne bliver taget pænt imod, når de kom ”hjem”. Chefpsykolog Anders Korsgaard mener, de er traumatiserede, hvilket så at sige gør dem til dobbeltofre: de halshuggede ofres ofre. Belønningerne for deres ugerninger står i kø: De skal resocialiseres, have uddannelse, arbejde og bolig. Og så skal de (naturligvis) have ”“fyldestgørende religiøs støtte i fængslet”. Altså mere af det, der i første omgang bogstavelig talt gav dem blod på tanden.
Selv om Danmark har meddelt dem dansk statsborgerskab, burde de aldrig af hensyn til befolkningens sikkerhed lukkes ind i landet igen. Klager over det fratagne statsborgerskab til alle mulige instanser kan de sende fra deres oprindelige hjemland. Denne fremgangsmåde forbyder desværre Menneskerettighedskonventionen, medmindre en IS-kriger har dobbelt statsborgerskab. Så til evig tid må vi finde os i, at den tidsindstillede bombe går rundt iblandt os.
Men en IS-kriger med dobbelt statsborgerskab, som fx den tyrkiske Enes Ciftci, var virkelig uheldig. Han kom både i fængsel og fik frataget sit danske statsborgerskab. Erdogan vil sikkert nødigt have ham, så vi har fået endnu en terrorist på tålt ophold, der kan bevæge sig frit i det danske samfund.
Internering af uønskede
Det er ikke kun i Danmark, der er røster fremme om, at afviste asylansøgere og kriminelle på tålt ophold skal i forvaring, til de kan sendes hjem. Også i Sverige og Tyskland er der politikere, der ønsker dette.
Menneskerettighedskonventionens artikel 5 (f) hindrer ikke dette:
- f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er verserende.
Der er altså intet i Konventionen, der er til hinder for, at EU-landene internerer de, der er uønskede, til de kan sendes hjem. På den anden side ville det være underligt, hvis Menneskerettighedsdomstolen ikke endnu engang satte en stopper for beskyttelse af urbefolkningerne.
Men vi er blevet rutinerede ved terrorangreb: Blomster, fakler, sang og musik, mindehøjtideligheder og statsministerord om at ”stå sammen”. Og i kølvandet en masse ødelagte skæbner.
