Den radikale leder Morten Østergaard er ikke vant til den store medieomtale. Men i de seneste dage har han været manden i centrum i dansk politik.
Det skyldes hans budskab om, at Mette Frederiksen ikke længere kan gå ud fra hans støtte til at blive statsminister, hvis der er rødt flertal efter næste valg.
Dette budskab kommer, efter at Socialdemokratiet har gjort det klart, at man ikke længere ønsker et regeringssamarbejde med De Radikale. Man går efter at regere alene.
Østergaard kræver nu en skriftlig politisk aftale med Mette Frederiksen, hvor De Radikale får passende indrømmelser, hvis han skal støtte hende som statsminister.
Ført og fremmest vil den radikale leder bruge en sådan aftale til at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Det gælder også i forhold til udlændingepolitikken.
Socialdemokratiet har blankt afvist at indgå en særlig aftale med De Radikale. Men Østergaard mener åbenbart, at han er i en position, hvor han kan presse Mette Frederiksen til komme ham i møde.
Her tager han gruelig fejl. De Radikale vil ikke kunne tvinge Socialdemokratiet til at holde Dansk Folkeparti væk fra indflydelse. Specielt da ikke, når det gælder udlændingepolitikken, hvor Mette Frederiksen vil holde tæt fast på Kristian Thulesen Dahl.
De to vil feje Morten Østergaard til side og samarbejde med hinanden. Så må Østergaard hoppe og sprutte, som han vil.
Morten Østergaards fejlvurdering
Det står noget uklart, hvad Morten Østergaard egentlig er ude på sig med sine krav. Bortset fra, at han søger opmærksomhed, og det har han da fået lidt af.
Især er det store spørgsmål:
Hvad vil han egentlig gøre, hvis Socialdemokratiet fastholder et nej til en skriftlig aftale og fastholder, at De Radikale ikke skal have indflydelse på, hvem en S-regering samarbejder med om hvad?
Vil De Radikale så bidrage til at Lars Løkke bliver statsminister i stedet for Mette Frederiksen eller hvad? Østergaard viger uden om at svare på dette.
Han håber øjensynlig på, at selve truslerne er nok til, at han får indrømmelser fra Mette Frederiksen.
Bag dette håb ligger en forestilling om, at Mette Frederiksen kun kan blive statsminister ved at få opbakning fra alle de røde partier. Dermed mener Østergaard, at De Radikale har en klemme på hende.
Men det er meget tvivlsomt, om De Radikale overhovedet har en sådan klemme på Socialdemokratiet. Noget kunne tyde på, at Østergaard fejlvurderer Dansk Folkepartis rolle i dette spil.
Løkke er førstevalg
Lars Løkke Rasmussen er Dansk Folkepartis førstevalg som statsminister efter valget.
Dansk Folkeparti ønsker et blåt flertal, og hvis der bliver et blåt flertal, peger man på Løkke som statsminister (i første omgang som forhandlingsleder).
Skulle der opstå en meget grumset parlamentarisk situation, vil Løkke også være Dansk Folkepartis førstevalg.
Thulesen Dahl kan tage luften ud af Østergaard
Det interessante spørgsmål er, hvad partiet skal gøre, hvis der er rødt flertal.
Skal Kristian Thulesen Dahl sidde med hænderne i skødet og lade Morten Østergaard (og/eller Uffe Elbæk) true Mette Frederiksen til indrømmelser i regeringsgrundlaget, som går stik imod Dansk Folkepartis politik? Ikke mindst udlændingepolitikken.
Det er selvfølgelig svært at svare på den slags hypotetiske spørgsmål. Men der kan opstå en parlamentarisk situation, hvor Dansk Folkeparti har en klar interesse i at tage luften ud af Østergaards og Elbæks trusler.
Partiet kan bruge sine stemmer til at lade Mette Frederiksen blive statsminister mod store politiske indrømmelser til Dansk Folkeparti og ingen indrømmelser til De Radikale og resten af de røde, når det gælder udlændingepolitikken og for eksempel retspolitikken.
De røde vil blive holdt uden for indflydelse på disse meget værdipolitiske områder. Og der kan skabes et væsentligt samarbejde mellem de tre store partier: Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre.
Udover værdipolitikken kan dette samarbejde også få en stor rolle i forhold til økonomisk politik og velfærdspolitik.
Opsigtsvækkende meningsmåling
Men måske vil der slet ikke være rødt flertal efter valget. Den seneste tids meldinger fra Morten Østergaard, Alternativets Uffe Elbæk og Enhedslistens Pernille Skipper øger de blå partiers chance for at få flertal.
Disse meldinger giver indtryk af splid og rod i den røde lejr. De svækker også Mette Frederiksens status som leder. Der kan brede sig et indtryk af, at hun ikke har styr på flokken.
Efter en periode med indbyrdes røde slagsmål peger en ny meningsmåling faktisk i retning af, at blå blok står lige med rød blok: 88 mandater til de røde, 87 mandater til de blå. (Epinion/DR)
Så Morten Østergaards holdning har tilsyneladende allerede haft sin virkning. Men vist ikke lige den, han havde forestillet sig.
Målingen understreger, at en solid og handlekraftig regering i Danmark kræver samarbejde mellem de tre store partier.
