Regeringens ghettoplan rummer en række udmærkede forslag:
Forbedringer af belastede boligområder. Ændring af beboernes sammensætning. Styrket politiindsats og højere straffe. Bedre danskkundskaber. Bedre fordeling af børn i daginstitutioner og skoleelever.
Disse forslag vil sikkert medføre nogle fremskridt. Men de vil under ingen omstændigheder løse det afgørende problem for dansk udlændingepolitik:
Alt for mange ikke-vestlige migranter kommer stadig ind i Danmark.
Selv om asylansøgernes tal på det seneste er faldet mærkbart, modtager vi for tiden i størrelsesordenen 10.000 ikke-vestlige asylansøgere og familiesammenførte om året.
Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil udgøre en voksende andel af den danske befolkning.
Vi vil få større og stærkere parallelsamfund, overvejende med baggrund i den muslimske verden.
Uanset ghettoplanen.
Man kan ikke integrere sig ud af problemerne
I årtier har Danmark og andre europæiske lande åbnet for stor tilstrømning fra ikke-vestlige lande. Den kultur, migranterne har medbragt, ligger ofte meget langt fra den danske.
Tilstrømningen har derfor ført til dannelsen af stadig flere og stærkere parallelsamfund.
Politikernes løsning på problemerne har typisk været, at vi må styrke integrationen.
Man har lavet et hav af udspil om integration. Man har hældt enorme summer i diverse integrationsprojekter.
Man har hyret rådgivere, konsulenter og ’mentorer’ i hobetal.
Men problemerne med parallelsamfundene er bare fortsat med at vokse.
Ghettoplanen er endnu et forsøg på at integrere sig ud af problemerne – det vil ikke lykkes.
Det er der to afgørende grunde til: Der kommer for mange til landet. Og kulturmodsætningerne er alt for store.
Parallelsamfundene vil fortsat vokse
Der findes vellykkede integrationsprojekter. Der findes ikke-vestlige migranter, der af sig selv falder godt til i det danske samfund med arbejde og dagligliv. Fint.
Men samlet set vil parallelsamfundene blive udbygget i takt med, at den ikke-vestlige, overvejende muslimske del af befolkningen bliver ved med at vokse.
Der kommer asylansøgere. Der kommer familiesammenførte. Der kommer folk, som får afvist deres asylansøgning, men ikke er til at få sendt hjem igen.
Mange af dem får selvfølgelig børn – de fleste får flere end danskerne. Alt dette bidrager til parallelsamfundenes vækst.
Problemet skal løses ved grænsen
Der er kun ét sted, hvor vi effektivt kan bremse parallelsamfundene. Det er ved grænsen. EU’s ydre grænse og den danske grænse.
I dag er det sådan, at hvis migranter kommer til den danske grænse og siger ”asyl”, skal de lukkes ind i landet. De har ret til at få deres asylsag vurderet her.
I en del tilfælde går denne vurdering bare ud på, at de skal sendes tilbage til et andet EU-land, hvor de kommer fra.
Men mange bliver simpelt hen hængende. Alle velstående EU-lande har gjort den samme erfaring: Det er ekstremt svært at få afviste asylansøgere sendt hjem.
Hjemsendelserne er en tordnende fiasko.
Imens fortsætter ændringen af vores befolkning. Imens fortsætter udbygningen af parallelsamfundene. Ghettoplanen vil ikke ændre ved det.
EU’s regler
Politikerne bruger enormt megen tid på at diskutere denne ghettoplan. De skulle bruge langt mere tid på at diskutere, hvordan vi får standset tilstrømningen ved grænsen.
De skulle bruge mere tid på at få gennemført princippet om, at folk, der kommer hertil fra sikre lande, ikke bliver lukket ind i Danmark.
Faktisk er det ikke flygtningekonventionen, der forhindrer dette. Det er EU’s regler (den såkaldte Dublin-forordning).
Disse regler er i dag halvvejs i opløsning. Alligevel holder man krampagtigt fat i dem på det punkt, som er vigtigere end alt det andet. Nemlig at stoppe tilstrømningen over grænsen.
Politikerne må godt bruge lidt mindre tid på ghettoplanen. Hvis de til gengæld bruger tiden på at få bremset den ikke-vestlige tilstrømning, så folk i stedet hjælpes i deres nærområde.
