Tilbage i oktober sidste år ville Socialdemokratiet ikke svare på, hvorvidt de ville stemme for et burka- og niqabforbud.
Selv på trods af de seneste udmeldinger, hvor Socialdemokratiet fremstår som hardlinere på udlændingepolitikken, kan vi fortsat ikke få et klart svar på, om Socialdemokratiet har tænkt sig at stemme for et forbud.
Det er under al kritik, at vi ikke ved, hvor Socialdemokratiet står på så vigtigt og principielt et spørgsmål.
Hvis Socialdemokratiet virkelig mener, at udlændingespørgsmålet er genstand for en af hvor tids største udfordringer, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor de tøver med at støtte forslaget.
Ønsker man et opgør med islamismen, så kan man ikke komme uden om et burka- og niqabforbud.
Vi har store problemer med parallelsamfund i Danmark. Vi ser, hvordan særligt muslimske mindretal lever med andre sociale, kulturelle og religiøse normer end den resterende del af landet. Det går ganske enkelt ikke.
Derfor var det også glædeligt, da Socialdemokratiet bedyrede, at en stram udlændingepolitik er en af partiets topprioriteter.
Men ord gør det som sagt ikke alene. Et burka- og niqabforbud sender jo netop et klart signal til muslimske mørkemænd om, at vi i Danmark ikke vil acceptere, at kvinder undertrykkes i Islams navn.
Et burka- og niqabforbud er langt vigtigere, end det måske umiddelbart kan lyde.
Forslaget handler nemlig ikke om, hvor mange kvinder, der bærer den muslimske klædedragt.
Et burka- og niqabforbud tjener derimod som et vidnesbyrd om, at vi i Danmark ikke vil acceptere at middelalderlige skikke undertrykker kvinder.
Derfor undrer det mig også, at alt fra liberalister til såkaldte feminister nærmest står i kø for at lufte deres betænkelighed ved forslaget.
Hvis Socialdemokratiet virkelig mener det, de siger, så burde det være det nemmeste i verden at stemme for forslaget. Men hvorfor trækker de så tiden?!
Det er på høje tid, at Socialdemokratiet bekender kulør. Stem så for det burkaforbud. Det er nu, vi har chancen.