Dansk Folkeparti vil smide Tyrkiet ud af NATO

Tyrkiet hører ikke længere hjemme i NATO. Landet skal ud.

 

Sådan lyder det i en kronik i dag i Jyllands-Posten, skrevet af to fremtrædende figurer i Dansk Folkeparti: næstformand og udenrigsordfører Søren Espersen og EU-parlamentariker Morten Messerschmidt.

 

NATO havde brug for Tyrkiet under Den Kolde Krig, skriver de to politikere. Men Den Kolde Krig er slut, og det er ikke længere militært nødvendigt at holde Tyrkiet i NATO.

 

Samtidig er der sket afgørende ændringer i Tyrkiet, hedder det i kronikken.

 

Den henviser til, at Tyrkiet under den islamistiske præsident Erdogan har udviklet sig til et land, som er klar modstander af de frihedsværdier, som NATO er bygget på.

 

”Hvad vi nu ser, er en stærk og provokerende muslimsk stat med stadig mere autoritære træk og osmanniske ambitioner. Overalt går Tyrkiet på tværs af USA’s, Europas og dermed også Danmarks interesser.

 

”I dag er Tyrkiet ikke længere en forbundsfælle for Vesten, men en modstander. Det er på tide, at vores veje skilles. Og det er på høje tid, at Vesten mander sig op og sætter Tyrkiet grundigt på plads.”

 

Konklusionen er: ”ingen dansk soldat skal risikere livet for et Tyrkiet, som konsekvent modarbejder Vestens interesser.”

 

”Vi vil fortryde det bittert i morgen”

De to DF-politikere henviser til, at der er opbygget stærke tyrkiske parallelsamfund i de europæiske lande. Disse er i vidt omfang loyale over for præsident Erdogan – og de, der ikke er loyale, bliver forfulgt af det tyrkiske regime.

 

Erdogan arbejder hårdt på at give endnu flere tyrkere endnu bedre adgang til EU-landene ved hjælp af visumfrihed.

 

Kronikken henviser til, at Tyrkiet i Syrien har støttet ”fanatiske sunnimuslimske grupper”, mens man har angrebet de kurdiske styrker, som har været en støtte for Vesten i kampen mod Islamisk Stat.

 

”EU bør én gang for alle indstille alle forhandlinger og kontakter, der har til formål at gøre Tyrkiet egnet til at blive medlem af EU – og holde op med at forære europæernes penge til tyrkerne.”

 

”Hvis vi ikke sætter os i respekt over for Tyrkiet i dag, vil vi fortryde det bittert i morgen.”

 

Venstre og Dansk Folkeparti

Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, erklærer sig over for Jyllands-Posten dybt uenig med Dansk Folkeparti:

 

”Der er mange ting, vi er utilfredse og uenige med tyrkerne om. Men Tyrkiet er brobygger mellem Asien og Europa. Hvis vi smider landet ud af NATO, kan det vende sig mod Rusland, Iran eller danne et nyt fyrstendømme. Af geopolitiske hensyn er det langt bedre, at Tyrkiet er på vores side.”

 

Aastrup Jensen siger, at det ikke diskvalificerer et NATO-land, at det er mindre demokratisk.

 

Regeringspartiet Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti er enige om, at udviklingen i Tyrkiet er alvorlig og truende i forhold til demokratiet.

 

Men de er uenige om, hvilke udenrigspolitiske og militære konsekvenser det vil have at smide Tyrkiet ud af Tyrkiet.

 

Og de er uenige om, hvor megen vægt der skal lægges på de to sider: På den ene side Erdogans stærkt antivestlige kurs i både indenrigs- og udenrigspolitik. På den anden side de militærstrategiske behov for at have Tyrkiet med i NATO-alliancen.

 

Men nu har Dansk Folkepartis Søren Espersen og Morten Messerschmidt brudt den forlegne tavshed i forhold til Tyrkiet og sagt nogle hårdt tiltrængte sandheder om Erdogans islamistiske styre.

 

Denne debat vil rulle videre.

Del på Facebook