Fhv lektor ved Hærens Officerskole: “Danmark skal blive ved med at være Danmark”

(Foto: Hans Jørgen Buchberg)

”Der er slået huller i Danmarkskortet”, sagde statsministeren i sin nytårstale 1. januar 2018 og lidt senere fortsatte han: ”Vi skal lukke hullerne i Danmarkskortet og genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs”. Det er regeringens store handlingsplan ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”, der blev fremsat torsdag den 1. marts 2018, et første skridt til at rette op på.

I gamle dage hed marts måned i Danmark Tor efter guden Thor i den nordiske mytologi. Thor var krigsgud og han havde en hammer, Mjølner, som han uforfærdet og retlinet bekæmpede kaosmagterne i Udgård med, og som Mjølnerparken er opkaldt efter. Her fra TV-sendte regeringen med statsministeren i spidsen for syv fagministre på den første tors dag i tors måned den højtprofilerede præsentation af planen. Det var spektakulært og overraskende symbolfyldt.

 

Men … men … men! Den 1. marts er også en Thycho Brahesdag! Så man ved aldrig.

 

Lad os nu forlade symbolerne og se på handlingsplanen. Den kaldes en strategi og består af 22 nye initiativer rettet imod ”de områder i Danmark, hvor udfordringerne med parallelsamfundene er størst” (s. 7-8). Statsministeren sagde ved præsentationen at det ikke handler om hudfarve eller religion. Jeg er enig i det første, om hudfarve, men ikke i det andet, om religion. Det handler rigtig meget om religion, selv om det ikke siges. Hverken ordene hudfarve, religion, islam eller muslim forekommer i den skriftlige handlingsplan. Her taler man alene om ikke-vestlige indvandrere, så intentionen er tydeligvis både at være farveblind og sekulær. Så langt så godt!

 

Regeringen fortjener ros for at lægge berøringsangsten bag sig og for at tage fat i virkelige problemer, der allerede har mærkbare destruktive virkninger for hele samfundet. Og det er på tide. Med regeringens egne ord: ”Det er ved at være sidste udkald ”(s. 6). Det er jeg enig i. Samfundskontrakten smuldrer i hastigt tempo, både i bredden hvad angår hvem vi danskere vil tillade kalder sig danskere, og opad, hvilken styreform vi vil lade os at styres af, demokrati eller diktatur?

 

Hvad er en ghetto?

Handlingsplanen sigter på at der i 2030 ikke længere eksisterer ghettoer og parallelsamfund, men kun ét samfund, det danske. I handlingsplanen regner man med 25 almene boligområder på den såkaldte ghettoliste med 60.000 beboere, hvoraf to tredjedele har ikke-vestlig baggrund (s. 7-8), og en tredjedel af dem med ikke-vestlig baggrund har i de sidste 4 ud af 5 år været på passiv forsørgelse.  Her hviler planen på den underforståede præmis at en ghetto er en ghetto på grund af mange ikke-vestlige indvandrere og de dermed sammenhængende sociale problemer. Da det egentlige problem ikke er ikke-vestlige indvandrere som helhed, selv om handlingsplanen siger det, men muslimske indvandrere, er det helt afgørende at gå det skridt videre og se på, ikke bare hvad der gør en ghetto af ikke-vestlige indvandrere til en ghetto, men også hvad der gør ghettoen til en muslimsk ghetto.

 

Sagt på en anden måde: Hvad nu hvis dannelsen af de ghettoer, som strategien sigter på helt skal være fjernet i 2030, er resultater af ikke bare én, men to selvstændige kræfter, der spiller sammen og fra et vist punkt under fremvæksten vokser sammen så de forstærker hinanden? Enklavedannelsen, der gør en ghetto til en ghetto, på den ene side, og islam, som derudover gør enklavedannelsen til en muslimsk ghetto, på den anden side?

 

Det er nemlig meget vel tænkeligt at man kan komme ghettoerne til livs i den forstand, at de i handlingsplanen opregnede ghettoer ikke længere eksisterer i 2030, samtidig med at den muslimske bestræbelse på af afskærme sig fra det vestlige samfund fortsætter, simpelthen fordi dens drivkraft ikke er social, men religiøs, måske endda politisk-religiøs. Afskærmningen kan i stedet meget vel tænkes at vokse sig stærkere og tilpasse sig ved at skifte ham. I så fald ender man paradoksalt nok med både nybyggede bydele og en nye type parallelsamfund. Og hvad så?

 

Jeg skal belyse nævnte problemstilling ved at inddrage to solide svenske undersøgelser, den ene foretaget af tre forskere, Lina Aldén, Mats Hammerstedt og Emma Neuman, fra Linnaeus Universitet i Växjö i Sverige (”Ethnic Segregation, Tipping Behavior, and Native Residential Mobility” offentliggjort i det amerikanske tidsskrift IMR International Migration Review, Vol. 49, No. 1, 2015, ss. 36 – 69. Artiklen indgår i nationaløkonomen Emma Neumans ph.d.-afhandling: Essays on Segregation, Gender Economics, and Self-Employment. Linnaeus University Press, 2015, 180ss, hvorfra jeg har hentet den. Tilgængelig her http://lnu.diva-portal.org/smash/get/diva2:822705/FULLTEXT01.pdf) og den anden af socialantropologen Aje Carlbom: The Imagined versus the Real Other. Lund University, 2003 (234ss). Det er ligeledes en ph.d.-afhandling. Tilgængelig her https://lup.lub.lu.se/search/ws/files/4421698/1693275.pdf

 

Lina Aldén, Mats Hammerstedt og Emma Neuman interesserer sig for den såkaldte tipping adfærd, hvor et nabolag med et oprindeligt svensk befolkningsflertal ændres til et nabolag nærmest helt og holdent beboet af minoriteter (s. 12). I den forbindelse interesserer forfatterne sig særligt for det såkaldte tipping point. Det er den procentvise befolkningssammensætning i et nabolag – sådan hedder en enklave hos dem – mellem den indfødte svenske befolkning og indvandrere, hvor landets egne indbyggere, der oprindeligt udgjorde flertallet i nabolaget, netop i stigende grad begynder at flytte væk fra nabolaget eller alternativt fravælger at flytte til nabolaget udefra. Tipping pointet er således det helt afgørende for, hvornår et nabolag udvikler sig til det, vi i Danmark kalder en ghetto.

 

Læs også
Ballade i luften, når dansk debattør møder indvandrere – videoer er vildt populære blandt unge

Et højt tipping point angiver altså den høje procentvise befolkningssammensætning, hvor den indfødte befolkning begynder at fraflytte/ikke-tilflytte. Et lavt tipping point er modsat den lave procentvise sammensætning, hvor den indfødte befolkning i særlig grad giver sig til at fraflytte/ikke-tilflytte. Ved et højt tipping point skal der flytte mange indvandrere til, før svenskerne vælger at flytte fra, ved et lavt tipping point skal der ikke flytte ret mange indvandrere til, før svenskerne vælger at stemme med fødderne.

 

De tre forfattere deler indvandrere op på europæiske og ikke-europæiske indvandrere og de udvælger 12 kommuner i Sverige, herunder naturligvis de 3 største byer Stockholm, Göteborg og Malmö, til deres undersøgelse. Den mindste kommune i undersøgelsen er Lund (s. 27 & 46). Dem undersøger de i to perioder 1990 – 2000 og 2000 – 2007.

 

Det overrasker i hvert fald mig at der er så store forskelle i tipping point. Fra 0,3 % til 22,5 %! Derimod overrasker det ikke mig at tipping point ligger meget højere ved europæiske indvandrere end ved ikke-europæiske indvandrede. Indfødte svenskere har simpelthen markant større tolerance over for indvandrere fra andre europæiske lande end over for ikke-europæiske indvandrere. Allerede ved sølle 0,3 %, det laveste tipping point i undersøgelsen, fravandrede svenskerne ved ikke-europæisk indvandring til nabolaget. Det er den mindst målte tolerance og den blev fundet i perioden 1990 – 2000. Modsat var tolerancen 22,5 % ved det højeste tipping point, og her drejede det sig ikke overraskende om europæiske indvandrere (s. 54). Svenskerne vil med andre ord meget hellere have mange naboer fra andre europæiske lande end fra ikke-europæiske lande.

 

Det gennemsnitlige tipping point for europæiske indvandrere var alligevel kun på 9,5 % for 1990 – 2000 og 9,8 % for 2000 – 2007. For ikke-europæiske indvandrere var det gennemsnitlige tipping point 3,2 % i perioden 1990 – 2000 og 4,1 % for 2000 – 2007. Sagt med andre ord: Når over 10 ud af 100 i et nabolag kommer fra andre europæiske lande, begynder svenskerne normalt at fraflytte! Men allerede når blot 3 til 4 beboere ud af 100 i et nabolag kommer fra et eller flere ikke-europæiske lande, flytter svenskerne normalt væk! Hertil kommer som et særligt raffinement, at de, der er hurtigst til at stemme med fødderne ved ikke-europæisk indvandring, er svenskere med højest løn og højest uddannelse (s. 59)! Personlig siger min fordom mig ellers efter i over 20 år at have boet mellem en tredjedel og heltid i Sverige, de første fem år i Stockholm-området og fra 2002 i Malmö – Lund-området, at det netop er denne gruppe, hvis adspurgt, ville være de mest positive over for indvandring af ikke-europæere i Sverige. Det er også dem, der befolker mainstream-medierne i Sverige, altid parat til at kalde andre racister.

 

I regeringens handlingsplan har man alene skitseret en strategi rettet imod overvægten af indvandrere fra ikke-europæiske lande (Fig. 5, s. 15), idet man formentlig antager at overvægten alene skyldes at indvandrere fra ikke-europæiske lande frivilligt klumper sig sammen blandt andre fra ikke-europæiske lande. Det er givetvis en del af sandheden, som vi skal se. Lina Aldén, Mats Hammerstedt og Emma Neumans solide undersøgelse peger imidlertid på at et meget større problem vil være de i regeringens tilfælde etniske danskere. Hvordan fastholder man dem, når de ikke-europæiske indvandrere ifølge strategien flytter fra de nuværende ghettoer for at blive genhuset nye steder? Ved permanente økonomiske fastholdelsespræmier? Det vil formentlig hjælpe et stykke ad vejen, men vil næppe blive billigt, da præmierne må antages at skulle være permanente. Herom er handlingsplanen tavs.

 

Umiddelbart er det nærliggende at drage den slutning ud fra Aldén, Hammerstedt og Neumans undersøgelse, at en genhusning, sådan som handlingsplanen stiller i udsigt, hvis den står alene, i stedet vil udløse en tsunami af fraflytninger af etniske danskere i de nye genhusningsområder, desto hurtigere, jo bedre uddannede og jo højere aflønnet danskerne er (jf Aldén, Hammerstedt & Neuman, ss. 59 – 62). I så fald har man blot flyttet ghettoen! Hertil kommer at man tilsyneladende tror at kun almene boligområder kan udvikle sig til ghettoer. Det kan parcelhusområder sandelig også. Her kræves ligeledes nytænkning, hvis man ikke vil udsætte sig selv for et tidsindstillet chok.

 

Læs også
Radikalisering af Sverige: Muslimske børn drikker ikke vand på skolen, fordi det er “kristent”

Vi har nu ved hjælp af Aldén, Hammerstedt og Neumans omhyggelige undersøgelse fået slået fast, at hovedproblemet ved ghettodannelse og statsministerens ønske om at ”genskabe de blandede kvarterer, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs” ikke er tilflytning af fremmede, men fraflytning af indfødte. Vi skal nu modificere denne viden ved at gå skridtet videre og se på, hvad der gør en ghetto til en muslimsk ghetto.

 

Hvad gør en ghetto til en muslimsk ghetto?

Til at belyse denne problemstilling vil jeg inddrage Aje Carlboms fremragende, noget ældre, men stadig lige relevante og omhyggelige undersøgelse. Han tager udgangspunkt i at der blandt svenske indvandrerforskere i 1990’erne var enighed om at den muslimske ghettodannelse skyldtes svenskernes allestedsværende kulturelle racisme (xenofobi) mod muslimer. For at beskytte sig var muslimerne nødt til at flytte sammen (Carlbom, ss. 167 – 174). Denne påstand var rent dogmatisk og ikke et resultat af empiriske undersøgelser, viser Aje Carlbom, der i sidste halvdel af 1990’­erne valgte at undersøge hele problemstillingen ved klassisk feltarbejde. Hele familien bestående af Aje Carlbom, hans kone, socialantropologen Sara Johnsdotter og deres tre børn, Isak, Tea og Kira flyttede derfor til bydelen Rosengård i Malmö i 1995 og boede der i 3 år for at undersøge forholdene på stedet (s. 30). Aje Carlbom er i dag docent ved Malmö Universitet og hans kone, Sara Johnsdotter, er professor samme sted.

 

De fleste muslimer, Carlbom interviewede (Ch 7: The Muslim Enclave as a Social Shield) om, hvorfor de flyttede til Rosengård, fortalte at de gjorde det, fordi de ønskede at bo og leve blandt muslimer, så religionen kunne fylde mere i deres liv, så de kunne opdrage deres børn blandt muslimer og at børnene kunne lære deres hjemlands sprog. Det gjaldt også muslimer der efter eget udsagn var relativt velintegrerede dér, hvor de før boede blandt almindelige svenskere, inden de flyttede til Rosengård. Det gjaldt endda også dem der havde været inviteret hjem til indfødte svenskere. Den tætte koncentration af muslimer dér betød nemlig fremvæksten af en lokal muslimsk kultur med halal-slagtere, købmænd med hjemlandenes varer, mellemøstlige restauranter, hvor mændene samledes, islamiske frisører, islamiske kulturhuse og privatskoler o.s.v.. Samtidig kunne børnene afskærmes fra at opleve bylivet og dets fristelser som det udspillede sig i resten af Sverige. Parabolantennernes antal og vinkler vidnede om endnu en livline tilbage til hjemlandene. Muslimerne fravælger således bevidst en integration med svenskerne og tilvælger i stedet at bo og leve blandt andre muslimer med den mulighed, det giver for at lade islam fylde mere i deres liv.

 

Hvor Aldén, Hammerstredt & Neuman primært undersøger, hvad der får de oprindelige indfødte svenskere til at fraflytte/ikke-tilflytte et nabolag, så det fra at være helsvensk nærmest bliver helt ikke-europæisk, undersøger Carlbom primært den modsatte adfærd: Hvorfor vælger muslimer bevidst og velovervejet at fraflytte svenske områder, hvor de efter eget udsagn er relativt velintegrerede, for at bosætte sig i en enklave som Rosengård, så den med danske ord bliver en muslimsk ghetto.

 

Det er disse to forskellige sociale adfærdsmåder, regeringens handlingsplan, hvis den skal lykkes, skal ændre afgørende på. Det er som sagt sidste udkald.

  1. marts 2018

Henning Duus

Jeg er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og har eksamen i fag under minoritetsstudier og religionsvidenskab under Åbent Universitet, Københavns Universitet. Jeg var lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole i 28 år, frem til min pensionering i 2015.

Læs også
Video: Indvandrere angriber studenter – “det var aftalt og for sjov” – Mette Thiesen undrer sig
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…