Ved søndagens tyrkiske valg blev islamisten Recep Tayyip Erdogan genvalgt som præsident.
Ifølge det officielle tyrkiske nyhedsbureau, Anadolu Agency, fik han 52,6 procent af stemmerne i Tyrkiet.
Tyrkere i Danmark deltog også i det tyrkiske præsident- og parlamentsvalg.
De gav vel at mærke en stærkere opbakning til islamisten Erdogan end tyrkerne i Tyrkiet!
Ifølge Anadolu Agency fik Erdogan hele 57,6 procent af stemmerne blandt tyrkerne her i landet.
Ved parlamentsvalget fik Erdogans parti AKP også en større støtte i Danmark end i Tyrkiet.
Islamisme i stedet for integration
Dette er ikke en tilfældig mærkværdighed.
I Belgien, Holland, Østrig, Tyskland, Frankrig og Norge så man det samme mønster: Her stemte en større andel på islamisten Erdogan end blandt tyrkerne i Tyrkiet.
Dette passer meget dårligt til forestillingerne om, at muslimske indvandrere i de europæiske lande gradvis bliver mere og mere integrerede i modtagerlandets samfund, kultur og værdier.
Snarere synes det modsatte at ske: De bliver mere islamistiske i deres holdninger. Det vil sige mere fjendtlige over for de vestlige begreber om frihed og demokrati.
Naivitet
Tyrkere i Danmark og andre europæiske lande danner ofte parallelsamfund. I disse parallelsamfund lukker man sig om sig selv. Og man definerer sig i modsætning til det omgivende samfund.
Mange søger en særlig tyrkisk og muslimsk identitet i islamismen. En identitet, der er klart adskilt fra den danske og europæiske. Denne tendens ser ud til at være særlig stærk blandt unge muslimer.
I mange år har man talt meget om integration af indvandrere i det danske samfund. Og man har postet enorme summer i projekter, der skulle fremme denne integration.
Men det bliver mere og mere tydeligt, at snakken om integration i vidt omfang har været naiv.
De ser Tyrkiet som deres hjemland
Nogle indvandrere med ikke-vestlig baggrund bliver en integreret del af det danske samfund. Men en stor del bliver det ikke.
Mange bevæger sig endda den modsatte vej:
De rykker væk fra det danske samfund. De ser ikke Danmark, men deres oprindelsesland som deres hjemland. Og de finder deres ståsted i islamiske værdier, regler og holdninger.
Samtidig mærker de tyrkiske indvandrere presset fra Erdogans religiøse og politiske propagandaapparat.
Tyrkiet blander sig særdeles aktivt i påvirkningen af tyrkerne i Danmark og kontrollen med deres meninger. Man forfølger kritikere af Erdogan uden ringeste respekt for, at de opholder sig i et andet land.
Til sammen betyder disse forhold, at tyrkerne i Danmark og andre europæiske lande bakker stærkere op om islamisten Erdogan end tyrkerne i Tyrkiet.
Samme tendens findes i andre store grupper af muslimske indvandrere.