Italien er i økonomisk krise – men politikere lever i luksus med tårnhøj løn og biler med blå blink

Set fra Danmark kan der midt i den økonomiske tragedie samtidig være noget komisk over italiensk politik. Reportagerne er fyldt af flamboyante typer som Silvio Berlusconi, professionelle komikere som Bebe Grillo og anløbne typer med Mafia-forbindelser. Pludselig ændres det politiske billede totalt, som i 1990’erne hvor de gamle partier blev elimineret af korruptionsskandaler, der banede vej for Berlusconis Forza Italia. Og nu igen, hvor den folkelige opbakning samler sig om 5-Stjernebevægelsen og Lega.

 

Den let overbærende fortælling fra dette perspektiv er, at italienerne er umodne, meget snakkende mennesker, der ikke rigtig tager opgaven alvorligt, og at de derfor har de politikere, de fortjener.

 

Det politiske system har stået overfor voldsomme problemer

Som med mange fordomme er heller ikke denne fuldkommen forkert. Men den er altovervejende baseret på uvidenhed og arrogance. Italienske regeringer uanset farve og holdning har i efterkrigstiden stået over for opgaver, der i kraft af landets sociale forhold, geografiske splittelse, strukturelle udfordringer og i de senere år også en endeløs migrantstrøm, er så vanskelige, at de udfordringer, danske politikere står over for, blegner. Desværre har det italienske politiske system heller ikke været i stand til at løfte opgaverne.

 

Det betyder ikke, at de almindelige italienere har kunnet køre på frihjul. Siden finanskrisen og med fuld kraft fra 2011 har italienske arbejdere og lønmodtagere været hårdt ramt af kriseforanstaltninger, der også har virket i den forstand, at de tidligere markante underskud på de offentlige budgetter faktisk er elimineret. Spareplanerne har betydet, at Italienerne må til lommerne ved lægebesøg – gebyrer på 10 euro for almindelige lægebesøg og 25 euro for et besøg på skadestuen, hvis man ikke er i livsfare, men f.eks. blot har fået hjernerystelse eller andre mindre læsioner. Flere genopretningsplaner har betydet offentlige besparelser for mange mia. euro. Italienerne har således oplevet løn- og ansættelsesstop i den offentlige sektor, hævede skatter, øget brugerbetaling på sundhedsydelser, lavere pensioner og sen forhøjet pensionsalder.

 

Italiens Statistik, Istat, har samtidig dokumenteret, at flere end hver tiende italiener må klare sig for et beløb, der ligger under den officielle fattigdomsgrænse.

 

Det bemærkelsesværdige er, at det har været ikke-valgte teknokratregeringer, der har haft ansvaret for den største del af den økonomiske genopretning. De egentlige politikere har i vidt omfang kørt på frihjul og været optaget af at forsvare deres privilegier. For italienske politikere er kriser noget de andre rammes af!

 

Udgifterne til det italienske politiske system

De samlede udgifter til det politiske system, fra parlamentet i Rom til landets mindste kommune, sluger omkring 12,6 pct. af indkomstskatterne, hvilket svarer til et gennemsnitligt årligt bidrag pr. skatteyder på 646 euro (ca. 4.800 kr.).

 

Det parlamentariske system i USA koster 100 mio. euro mindre det italienske, selv om de italienske parlamentarikere kun har halvt så mange arbejdsdage om året som deres amerikanske kolleger. Desuden er fraværet blandt parlamentsmedlemmerne i Rom ti gange højere, end det er i Washington.

 

Det skønnes, at omkring 1,3 mio. italienere lever af indtægter, som er forbundet med politik: Der er 630 medlemmer af Deputeretkammeret, 315 medlemmer af Senatet. Der er 20 regioner med Præsidenter, Regionsråd og hele svineriet, 106 Provinser med formand og Provinsråd og 7978 kommuner med Borgmestre og Kommunalbestyrelser. Hertil kommer et utal af bestyrelsesposter og lukrative ben i hel- og halvoffentlige institutioner, selskaber m.v.

 

Læs også
Italiens 5-stjernebevægelse vil lave helt ny gruppe i EU-Parlamentsvalget

Eksorbitant lønniveau

Euronews indsamlede i 2016 oplysninger fra EU-landenes parlamenter om lønniveauet i de forskellige lande. Da der eksisterer betydelige lønforskelle landene imellem har Euronews set på forholdet mellem parlamentarikernes løn og gennemsnitslønnen i det pågældende land, for på den måde at få et mål for, hvor højt politikkerne er lønnet i forhold til gennemsnitsborgeren.

 

Uanset om man opgør lønnen i euro eller sætter den i forhold til gennemsnitsindkomsten, så er Italien suverænt det land blandt EU-landene, hvor det er mest økonomisk attraktivt at være politiker. En italiensk parlamentariker får ifølge opgørelsen 167.257 euro om året, hvilket svarer til omkring 1,25 millioner kr.

 

Et italiensk parlamentsmedlem tjener omkring 12.000 euro om måneden. Til sammenligning tjener deres tyske og franske kolleger ca. 7.000 euro, mens spanske parlamentarikere må klare sig for omkring 3.000 euro.

 

En tidligere ansat ved parlamentet i Palazzo Montecitorio har i flere år samlet dokumentation for det ufattelige spild i Italiens politiske system. Et par eksempler: Bag parlamentets tykke mure arbejder ni barberer, som tjener 11.000 euro (omkring 80.000 kr.) om måneden. Der fortælles også om livvagten, der efter at have beskyttet sicilianske dommere mod mafiaen, blev forflyttet til Rom, hvor han om morgenen hjælper et parlamentsmedlems kone med at købe ind og om aftenen følger parlamentarikeren til stævnemøder med dennes elskerinde.

 

Politikerne nyder godt af rabatter på alt fra telefonabonnementer og rejser til forsikringer og fartbøder. Parlamentet har også sine egne restauranter, hvor der serveres overdådige måltider til meget fordelagtige priser. Og på trods af den strenge adgangskontrol til parlamentet bliver der ofte anmeldt tyverier af f.eks. computere og pelsfrakker. Hvorfor? Fordi der er en forsikring, der dækker ethvert tyveri, som foregår inden for parlamentets mure.

 

Auto Blu

Læs også
Borgmester ville have de penge turister kaster i Trevifontænen – men det slap hun ikke godt fra

Et særlig italiensk fænomen er systemet med ”auto blu”. Det tyske medie Welt har oplyst, at der i Italien er indregistreret 600.000 tjenestevogne til politikere og højere tjenestemænd –  benævnt ”auto blu” efter det blå blink, der sættes på taget når fremfærden sinkes af den almindelige trafik. Den årlige omkostning løber op i 18 mia. euro.

 

Flugten fra de ”gamle” partier

Der er almindelig enighed om at ovennævnte forhold har bidraget til den udbredte ”politikerlede” i Italien og modstanden mod etablerede partier. Det vil vise sig, om 5-Stjenebevægelsen og Lega som ansvarlig regering kan afholde sig fra som forgængerne at mæske sig ved truget?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…