Frem til kupforsøget i juli 2016 var Tyrkiet et yndet rejsemål for danske turister – i 2015 knap 410.000. Kupforsøget mod præsident Erdoğan slog som bekendt fejl, og uanset de politiske forhold i Tyrkiet er turisterne i 2018 ved at vende tilbage. Det danske udenrigsministerium gør dog opmærksom på, at der efter kupforsøget i juli 2016 fortsat er undtagelsestilstand i Tyrkiet, og fraråder rejser til områder inden for en afstand af 10 km fra grænserne til Syrien og Irak.
Danskeres ferieboliger i Tyrkiet
Mange danskere har også været fristet af klimaet og det moderate prisniveau og købt feriebolig i Tyrkiet. Husejerne og hele ejendomsbranchen fik naturligvis, som alle andre, en grim overraskelse i forbindelse med kupforsøget forrige år og præsident Erdogans efterfølgende anslag mod grundpillerne i et demokratisk retssamfund. I dag kan de mere end 6.000 danskere, der ejer en feriebolig i Tyrkiet, dog trøste sig med, at trods krænkelser af liberale frihedsrettigheder, er det i hvert fald endnu ikke gået helt så skidt på ejendomsmarkedet, som de kunne frygte.
På den økonomiske side handlede usikkerheden om, hvorvidt den politiske uro ville bremse den økonomiske vækst og dermed også forretningsgrundlaget for investeringer i boliger til en hastigt voksende middelklasse i en befolkning på 80 millioner mennesker.
Der har været andre problemer end den politiske tumult, verbale stridigheder med en række vestlige lande i forbindelse med folkeafstemningen i 2017 om ændret forfatning, og en ansøgning om EU-medlemskab, der i dag forekommer helt usandsynligt.
Krigen i Syrien og det nordlige Irak har også fjernet et marked, der er essentielt for mange tyrkiske virksomheder.
Økonomiske problemer
Men trods alle problemer har den økonomiske vækst ifølge The Economist sidste år ligget på over 10 pct. og matcher næsten situationen før kupforsøget. Den positive udvikling er blandt andet hjulpet på vej af, at hvor mange internationale investorer har trukket følehornene til sig, har Erdogans regering kompenseret og tilbudt finansiering til små og mellemstore virksomheder, og samtidig har skattesænkninger stimuleret det private forbrug.
Den økonomiske vækst har ikke været uden omkostninger. Underskuddet på Tyrkiets betalingsbalance er meget stort, renteniveauet er højt, arbejdsløsheden omfattende og inflationen ligger på omkring 13 pct. Den tyrkiske lira er samtidig faldet med 10 pct. i forhold til dollaren siden begyndelsen af 2017, og endnu mere i forhold til euroen.
Dette giver et helt konkret tab for de udenlandske investorer i Tyrkiet, herunder de mange danskere, der har investeret i ferieboliger og fast ejendom.
Baggrund for valget den 24. juni 2018
Præsident Erdoğan og hans regering fra Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) er før eller siden nødt til at forholde sig til de økonomiske balanceproblemer. Virksomhedernes og privates adgang til at optage lån i fremmed valuta er allerede begrænset. Alligevel er der risiko for yderligere fald i valutakursen, og væksten kan næppe fastholdes på det høje niveau.
Det er baggrunden for, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, onsdag den 18. april udskrev præsident- og parlamentsvalg til afholdelse 24. juni. Seneste valg var i november 2015 og Erdogan fremrykker dermed valget med næsten halvandet år.
Erdoğan har selv begrundet fremrykningen med, nødvendigheden af, at de allerede vedtagne ændringer i den tyrkiske forfatning hurtigere kan træde i kraft. Det er først og fremmest Tyrkiets militære aktioner i Syrien og den anstrengte økonomiske situation, der angives som årsager til, at et valg ikke kan vente til slutningen af 2019.
Kurderne – hvad vil Erdoğan?
Præsident Erdoğan påstår, at han er i færd med at reformere ”det gamle Tyrkiet” for at genskabe en stærk nation, der ”ikke bøjer sig” for verdens stærke magter.
Den tyrkiske invasion af den kurdiske enklave Afrin i Nordsyrien skal ses i det lys. Over for verdenssamfundet begrundede Tyrkiet invasionen med, at landets grænser var truet af de kurdiske sikkerhedsstyrker i YPG, som Erdoğan betragter som ”terrororganisationer”.
Forud for invasionen har Tyrkiet været i kontakt med både Rusland og Iran. De støtter den syriske leder, præsident Bashar al-Assad, som tyrkerne er imod.
Den kurdiske YPG-milits har spillet en central rolle i at nedkæmpe Islamisk Stat i Syrien. USA har under krigen støttet de kurdiske grupper i Syrien, og YPG var tiltænkt en rolle i en amerikansk støttet grænsestyrke.
De sekulære kræfter i Tyrkiet og verdenssamfundet er kritiske over for den syriske invasion, men Erdoğan henviser til at operationerne sker i alliance med medlemmer af den Frie Syriske Hær (FSH), der har et mål om at befri Syrien fra ”terroristerne”.
De tyrkiske medier dækker invasionen massivt, og landets kendte kunstnere, musikere og andre kendisser har offentligt erklæret deres støtte til invasionen. Det er ligeledes klart, at langt hovedparten af den tyrkiske befolkning støtter de militære operationer i Afrin – den såkaldte ”Operation Olivengren”.
Erdogan har, siden Afrin-operationen blev sat i værk, gentagende gange fastslået, at den tyrkiske militære operation vil fortsætte ind i flere andre kurdiske områder henholdsvis i Syrien og i Irak.
Sideløbende med Afrin-invasionen er Erdoğan da også i gang med en anden invasion i Irak. Dele af det nordlige Irak, som ellers er et kurdisk kontrolleret område, er blevet invaderet af tyrkiske tropper. Fra grænsen til Syrien op til Iran er tyrkiske tropper gået ind over en strækning på 9-20 km. De er ved at oprette kontrolposter og militærbaser, idet de mener, at PKK kontrollerer området og bruger det til at forberede angreb i Tyrkiet.
Forholdet til USA er ambivalent
Som medlem af NATO står Tyrkiet i en stærk position i regionen, som Erdoğan udnytter ved enhver lejlighed som et modspil, når han udfordres af Vesten. Tyrkiets angreb på YPG i Afrin har belastet forholdet til USA, som Erdoğan direkte har truet, hvis ikke de stoppede samarbejdet med kurderne i Syrien. Samtidig plejer Erdoğan tætte forbindelser med Putins Rusland. Erdoğan fremstår på den måde meget bevidst patriotisk over for højre-nationalistiske vælgere, hvis opbakning han har brug for ved præsidentvalget i 2019.
Oppositionen i Tyrkiet
Oppositionen i Tyrkiet har det svært. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) – forsøger at føre politik trods massiv undertrykkelse. Det største oppositionsparti, CHP (Det Republikanske Folkeparti), har trods kritik af AKP’s totalitære fremfærd aldrig formået at udgøre en reel opposition til regeringen i løbet af de sidste 17 år, hvor Erdoğans AKP har siddet på magten. I forhold til det kurdiske spørgsmål ligger CHP politisk tæt på AKP og CHP støtter aktivt operationerne i Afrin.
Tyrkiet har siden borgerkrigen i Syrien brød ud sammen med Saudi-Arabien og Qatar støttet oprørsgruppernes kamp mod præsident Bashar al-Assad. I forhold til Islamisk Stat og diverse grupperinger af jihadister har Tyrkiet undgået at støtte disse grupper officielt, mens det samtidig i hvert fald i begyndelsen af krigen åbenlyst tillod de udenlandske jihadistkrigere og militære forsyninger at krydse grænsen til Syrien.
Erdoğan står til at vinde valget
En meningsmåling fra marts fra analyseinstituttet Metropoll viste, at støtten til Erdoğan ligger lige under 50 procent, mens lige over 42 procent var utilfredse med præsidenten. Til gengæld kunne Erdogans umiddelbart største modstander, lederen af Republikansk Folkeparti (CHP), Kemal Kiliçdaroglu, i samme meningsmåling kun støtte fra 19 procent af tyrkerne. Det er uklart, om det prokurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, vil kunne klare spærregrænsen på 10 pct.
Tyrkiet vil i valgkampen fortsat være under den undtagelsestilstand, som har stået på, siden forsøget i juli 2016 på at fjerne Erdogan fra magten.
Oppositionspartiet CHP krævede efter valgets udskrivelse ophævelse af undtagelsestilstanden, der har givet regeringen bemyndigelse til at arrestere en overvældende mængde mennesker og at afskedige ansatte på vilkårligt grundlag. Mere end 160.000 personer skal være blevet tilbageholdt siden kupforsøget, heriblandt et stort antal journalister.
Erdoğans vej til magten
Da partiet AKP til trods for de sekulære nationalisters skepsis kom til magten i 2002, spirede der håb om forandring for mange, uanset politisk tilhørsforhold. Daværende partiformand, i dag præsident Recep Tayyip Erdoğan, havde selv en fortid som politisk fange under det tidsligere sekulære, militære styre, fordi han havde læst et religiøst digt op i 1998.
Derfor har han gentagne gange understreget, at han ville ændre den militære forfatning, som han selv blev offer for grundet sin religiøsitet og ideologiske ståsted.
Regeringspartiet AKP, Erdoğans parti, er baseret på islam, ganske liberal i den økonomiske politik, men nærmere socialistisk når det gælder velfærd, sundhed og flygtninge.
Oppositionspartiet, CHP sammenlignes med Socialdemokratiet i Danmark, men Republikansk Folkeparti (CHP) er i realiteten et sekulært, højreorienteret parti.
Det seneste parlamentsvalg i Tyrkiet blev afholdt den 1. november 2015 og valgresultatet var en sejr for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) som genvandt 316 pladser og dermed majoriteten af parlamentets 550 medlemmer. CHP fik 25,4 pct. af stemmerne, mens det pro-kurdiske parti, Folkets Demokratiske Parti, HDP, kom over spærregrænsen på 10 pct.
Ny forfatning
Det kommende valg i Tyrkiet den 24. juni 2018 er særligt vigtigt, fordi en ændring af den tyrkiske forfatning her vil træde i kraft.
Et lille flertal af de tyrkiske vælgere stemte den 16. april 2017 om en ændring af Tyrkiets forfatning. Resultatet blev, at 25.156.860 – eller 51,4 pct. stemte ja, mens 23.777.014 – eller 48,6 pct. stemte nej.
Forfatningsændringerne – som vil ændre Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik – har følgende hovedpunkter:
* Der vil ikke længere være en premierminister. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.
* Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og kan samtidig være leder af et politisk parti.
* Præsidenten kan udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, vælge de fleste af de højtstående dommere og udstede dekreter.
* Præsidenten får mandat til på egen hånd at indføre undtagelsestilstand og til at afsætte parlamentet.
* Parlamentet mister sin ret til at granske ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner mod dem.
* Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmer. En egentlig rigsretssag vil kræve to tredjedeles flertal.
* Antallet af parlamentsmedlemmer stiger fra 550 til 600.
* Præsident- og parlamentsvalg afholdes samme dag hvert femte år.
* En person må højest have præsidentembedet i to perioder.
* Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, der tidligere var premierminister i 11 år, vil ved valget i juni have siddet som præsident i cirka fire år.
* Erdoğans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med efter den foreslåede omlægning af præsidentembedet, hvorfor Erdoğan vil kunne regere i ti år mere.
Betydningen for EU
Udover Tyrkiets status som billigt ferieland er Tyrkiet af uvurderlig betydning for vesten og for EU. Under den kolde krig var NATO-landet Tyrkiet med knap 80 mio. indbyggere og et frygtindgydende forsvar, et veritabelt bolværk mod Sovjetunionen. Samtidig spillede landet en afgørende rolle som regional stormagt på grænsen mellem Mellemøstens diktaturer og Europas demokratier. Siden har Tyrkiet næsten været et modelsamfund for et muslimsk demokratisk vækstsamfund i forhold til et radikaliseret islamisk Mellemøsten og en arabisk verden ramt af kaos og vold.
Tyrkiets betydning i den nuværende flygtningesituation dokumenteres af den kendsgerning, at Tyrkiet i de sidste år har taget imod mere end 2 mio. flygtninge fra Syrien og Iraq.
Uanset tyrkernes egen opfattelse, og uden at tage stilling til ret og vrang, har EU brug for en stabil regering i disse tider, hvor Tyrkiet står over for store indre og ydre udfordringer.
EU støtter Tyrkiets håndtering af mere end 2 millioner flygtninge med mere end 3 mia. euro om året, og Tyrkiets nøglerolle er årsagen til, at EU-landene – på trods af kritikken for islamisering, magtfuldkommenhed og krænkelse af menneskerettigheder – opretholder kordiale forbindelser til Tyrkiet og med præsident Recep Tayyip Erdoğan.
