Mistilliden til politikerne eksploderer i Tyskland – Europas vigtigste land

Længe har Tyskland været betragtet som garanten for stabilitet i Europa. Men nu er der opløsningstendenser i tysk politik.

 

Forsøget på at danne en ny regering af de konservative i CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD bliver mere og mere kaotisk.

 

Det kan sågar ende med, at SPD’s medlemmer siger nej til ’den store koalition’ ved en urafstemning. Men selv hvis det ikke kommer så vidt, ser den nærmeste fremtid meget turbulent ud for Europas vigtigste land.

 

Nu eksploderer tyskernes mistillid til deres politiske ledere.

 

Kritik af Merkel fra egne rækker

Forholdet mellem CDU/CSU og SPD er mildt sagt ikke kærligt. Hvis de overhovedet formår at danne en regering, vil konflikterne stå i kø.

 

Inden for CDU/CSU er der voldsom utilfredshed med de store indrømmelser, som Angela Merkel gav socialdemokraterne for at få dem med på den store koalition.

Læs også
Tysk politik ramt af ny ballade: En hund fik adgang til at deltage i afgørende afstemning

 

Socialdemokraterne får således de tunge poster som finansminister, udenrigsminister og justitsminister. Røster i Merkels eget CDU anklager hende for at betale en alt for høj pris for at blive siddende som kansler.

 

Samtidig presses Merkel nu for at gennemføre en person-fornyelse i CDU og dermed forberede sin egen afgang.

 

Socialdemokratisk opgør

I SPD skændes de, så det fløjter.

 

Der er splittelse om holdningen til at indgå i en stor koalition med CDU/CSU.

 

Læs også
Historisk: For første gang bliver Socialdemokratiet i Tyskland overhalet af det indvandringskritiske Alternative für Deutschland

Derudover har partiet været plaget af ballade om, hvem der skal have ledende poster.

 

Martin Schulz gik af som partileder, men prøvede at blive udenrigsminister i stedet. Det fik han støtte til fra gruppeformand Andrea Nahles.

 

Men efter stor intern ballade måtte Schulz opgive at blive udenrigsminister.

 

Så kom der nye konflikter , da Schulz forsøgte at installere Nahles som midlertidig partiformand, indtil hun kunne blive formelt valgt på en kongres i april.

 

Det har partiets ledelse nu sagt nej til. Til gengæld anbefaler man, at hun vælges som formand på kongressen i april.

 

Læs også
Meget svag udlændingepolitik: Merkels ny regering vil lukke flere migranter ind og sende færre ud

Balladen får vælgerne til at flygte.

 

Rodebutik

Der er ikke meget tysk ro og orden over denne proces. Det er den rene rodebutik. Og nu har vælgerne fået nok.

 

Det skyldes ikke kun den kaotiske situation. Mange vælgere føler, at de politisk er blevet ladt i stikken af de store gamle partier. Specielt er de forbitrede over deres svage udlændingepolitik.

 

Den folkelige utilfredshed med situationen viser sig i meningsmålingerne.

 

Kun et mulehår foran AfD

Ifølge en aktuel måling har ’den store koalition’ mistet sit flertal i befolkningen, allerede inden den er dannet.

 

CDU/CSU får i målingen en lussing med 29,5 procent af stemmerne – ved det elendige valg i september sidste år fik man trods alt 33 procent. (INSA/BILD)

 

SPD får en endnu mere syngende lussing med sølle 16,5 procent. Det er kun et mulehår foran det indvandringskritiske Alternative für Deutschland (AfD), der står til 15 procent.

 

Til sammen bliver det 46 procent af stemmerne. De to partier har altså ikke engang flertal sammen. Det har de ikke prøvet før.

 

Andre målinger er ikke helt så katastrofale for de to partier. Men mistilliden er enorm.

 

Fremtidens mand

Nu begynder stærke Merkel-kritikere i hendes eget parti at røre på sig. Det gælder således Jens Spahn, der står som en fremtidens mand.

 

Spahn er strammer af samme type som Sebastian Kurz i Østrig.

 

Han kræver lavere sociale ydelser for udlændinge, der ikke har fået asyl. Besparelserne ved dette skal komme trængende tyskere til gode.

 

Spahn foreslår også, at de tyske skoler i højere grad skal lære eleverne ”anstændighed, værdier og dyder”.  Stærke værdier er for ham vejen til at få styr på Tyskland.

 

Disse signaler kan måske appellere til en befolkning, der i den grad har mistet tilliden til lederne i de store gamle partier.

 

Men så længe Merkel bliver siddende, fortsætter Tysklands politiske krise.

 

https://www.bild.de/bild-plus/politik/inland/politik-inland/insa-meinungstrend-54785088.bild.html

 

https://www.bild.de/politik/inland/spd/heftiger-gegenwind-fuer-nahles-54792040.bild.html

 

https://www.welt.de/politik/deutschland/article173499211/Jens-Spahn-CDU-fordert-schaerfere-Abstufung-von-Leistungen-fuer-Fluechtlinge.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…