Europaparlamentet har i en beslutning truffet fornylig lagt op til, at der til EU-valget næste år skal figurere en liste, der går på tværs af nationer, således at man kan stemme på andre end sine landsmænd.
Beslutningen er endnu ikke konfirmeret af hele EU-systemet, men der er med initiativet åbnet for en heftig debat om Europas og EU’s fremtid. Formanden for Europabevægelsen, erhvervskvinden m.m. Stine Bosse, har den seneste tid fulgt op på det ved gennem en række initiativer at opfordre til en bred folkelig debat om EU og Europa.
Den debat er livsvigtig og skal hilses velkommen. Hun har selv taget hul på debatten ved ikke særligt overaskende at anklage den danske befolkning for at være for fodslæbende. Mindre centralisme og større suverænitet og selvbestemmelse til nationalstaterne er for hende en vej at gå, der i bedste fald ender blindt, i værste fald fører til ustabilitet og ufred.
I stedet kaster hun et længselsfuldt blik efter Frankrigs unge præsident Macron og Tysklands Angela Merkel, der har signaleret, at Frankrig og Tyskland i et tæt parløb vil sætte fut i EU-toget, så det kører målbevidst og med den højst mulige hastighed hen mod det mål, der hedder et stadigt mere integreret og føderalt Europa, et Europa uden grænser.
Hvorfor konsekvent vende det døve øre til befolkningerne?
Med slet skjult hentydning til de i hendes optik fodslæbende briter slår Stine Bosse fast med syvtommersøm, at der ikke mere er plads til gratister i Europa.
Enten står man på toget, inden det forlader perronen mod nye destinationer og mål, eller også står man alene og fortabt tilbage på perronen. Det er som om, man har hørt den historie før! Enten er du med på toget til fuld pris og uden mulighed for at stå af for at få en tænkepause undervejs til Utopia, eller også er du dømt ude over afgrunden.
Hvilket Europa får vi mon, hvis eliten er passagerer på togets første klasse, mens befolkningerne står tilbage på perronen? Hvorfor er det, at Stine Bosse og andre konsekvent vender det døve øre til de åh så besværlige befolkninger?
De ”gode” og de ”onde”
Set l lyset af den folkelige skepsis mod EU-mastodonten, hvis professionelle udøvere lever deres eget liv fjernt fra de mennesker, der i deres hverdag skal leve med konsekvenserne af de multikulturelle globalisters utopiske drømme, er det ikke det bedste afsæt for en balanceret, åben, mangfoldig og fordomsfri debat, Stine Bosse tager afsæt til.
Hun har på forhånd sat etiket på, hvem der har set lyset og har sandheden og fremtiden på sin side, nemlig føderalisterne i Europa med Macron og Merkel i spidsen. Anderledes tænkende må se sig henvist til at få hæftet betegnelser som populist, nationalist eller højreekstremist på sig.
Den intellektuelle elite har altid flirtet med utopier
Selv kan jeg ikke se mine egne holdninger i den sammenhæng, og det tror jeg også gælder mange andre, der instinktivt vægrer sig ved at stige på EU-toget, hvis det buldrer frem mod det, Stine Bosse og Europabevægelsen ser som kontinentets redning fra Ragnarok.
Må jeg i al stilfærdighed advare mod på forhånd at stigmatisere nogle, der har en divergerende opfattelse i forhold til de standarder for meningsdannelse, der hersker på det politisk korrekte bjerg, som bl.a. Stine Bosse sidder og troner på. Den intellektuelle elite har altid flirtet med utopier, det er der ikke noget nyt i.
Førhen var det marxismen og kommunismen, der jo også er international og global i sin tankegang. Nu er det et føderalt Europa, hvor nationalstaterne er roden til alt ondt, og begrebet fædrelandskærlighed gjort klar til historiens skraldespand.
Må jeg minde om, at nationalfølelse i modsætning til nationalisme aldrig har været aggressiv i sin karakter. Nationalfølelse er derimod en forudsætning for at møde andre med ægte tolerance og forståelse – i respekt for, at lande og mennesker er forskellige, men ligeværdige.
Inddrag Paris-erklæringen fra 2017 i den kommende Europa-debat
Jeg håber, Stine Bosse og Europabevægelsen vil inddrage Paris-erklæringen fra oktober 2017 i den kommende EU-debat. Her mødtes en række konservative tænkere for i fællesskab at drøfte og beskrive deres syn på Europas tilstand. Det Europa, som Stine Bosse og andre vil have mere af, har indtil videre – alle de gode økonomiske resultater ufortalt – efterladt os et kontinent, som er forsvarsløst, skrøbeligt, magtesløst, selvopgivende og rådvildt.
Derfor er vejen frem ikke mere globalisering, ikke mere utopisk integration, ikke mere historisk og kulturel selvfornægtelse. Det er heller ikke mere national og moralsk opløsning og ikke flere centraliseringsprojekter á la Macron og Merkel.
Eller som det hedder i Paris-erklæringen: ”Europa er ikke et luftigt og utopisk politisk fremtidsprojekt, der kan planlægges på et stykke blankt papir af ideologer. Europa er ikke en idé eller en ideologi. Europa er en historisk arv. Kun ved igen at finde sig selv i denne arv og holde fast i dette kan Europa igen blive stærkt, åbne sig mod verden og igen på verdensscenen komme til at spille den rolle, som Europa har haft gennem århundreder. Intet er vigtigere for Europa i dagens situation.” – Det er det, Paris-erklæringen handler om. Lad den derfor indgå i den folkelige debat forud for næste EU-valg. – Ja til et EU af tæt samarbejdende nationalstater, men nej til føderalisme og utopiske multikulturelle drømme om Europas forenede stater! – Og sagt direkte til EU’s udenrigschef Mogherini: Du taler imod folkeviljen i Europas lande, når du slår fast, at politisk islam hører hjemme i Europa!
Det er på vegne af et falsk og et historieløst Europa, hun taler. – Vore nationer og vores fælles kultur er ved at blive udhulet af sådanne illusioner og selvbedrag, når det gælder, hvad Europa er og bør være. Derfor må vi i tilknytning til en kommende bred folkelig debat gøre modstand over for denne trussel mod vores fremtid. Vi må forsvare, bevare og tage kampen op for det ægte Europa, der er vokset frem af vore fælles demokratiske og kristne rødder.
