Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har inviteret Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen til at indgå en aftale om udlændingepolitikken.
Han erklærer sig parat til at tilslutte sig store dele af det udspil, som Socialdemokratiet præsenterede for nylig med titlen: ”Retfærdig og realistisk – En udlændingepolitik, der samler Danmark”.
Socialdemokratiet har i første omgang reageret henholdende. Det er helt usandsynligt, at partiet vil indgå en forpligtende aftale inden næste folketingsvalg.
Partiets udlændingeudspil er bevidst holdt i meget brede vendinger. Der er tale om et valgoplæg.
Hvis Mette Frederiksen går ind i alt for konkrete drøftelser inden et valg, risikerer hun, at uklarheder og svagheder i oplægget bliver udstillet. Det har hun ikke lyst til. Og det ved Thulesen Dahl selvfølgelig.
Men han kommer med invitationen for at markere Dansk Folkepartis linje i udlændingepolitikken og for at lægge pres på både regeringen og Socialdemokratiet.
Livsløgnen
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har en fælles opgave i at gøre op med, hvad man kan kalde livsløgnen i udlændingepolitikken.
Livsløgnen går ud på at lukke øjnene for, hvor vigtig en stærk national grænsekontrol med asylstrømmen er.
Regeringen hævder, at den seneste tids nedgang i asylstrømmen stort set skyldes stramningerne af de danske udlændingeregler.
Der er ingen tvivl om, at de danske stramninger har medvirket til at begrænse tilstrømningen.
Men hovedårsagen til opbremsningen ligger et andet sted. Asyltallet er jo også faldet kraftigt i det øvrige Vesteuropa.
Det skyldes, at en gruppe lande i det centrale og østlige Europa er gået i spidsen med en skrap national grænsekontrol. Østrig og Ungarn har været de drivende kræfter.
Med denne nationale kontrol har de i høj grad lukket af for strømmen af spontane asylansøgere op gennem Europa.
Hvem er usolidarisk?
Det har de ikke fået megen ros for hverken i Danmark eller i EU. Tværtimod hagler kritikken ned over Østeuropa.
Så sent som på fredagens topmøde i EU truede Angela Merkel de østeuropæiske lande med at reducere deres EU-tilskud, hvis de ikke tog et større kontingent af flygtninge. Lars Løkke bakkede hende op.
Merkel og andre kaldte østeuropæerne for usolidariske. De svarede, at de havde været særdeles solidariske. De havde ofret store ressourcer på at styrke deres nationale grænser – til gavn for hele Europa.
Man kan sige, at det tværtimod var Merkel, der var usolidarisk ved at invitere den store asylstrøm til Europa.
Asylcentre i Nordafrika og national grænsekontrol
Danmark er i høj grad afhængig af, at de øst- og mellemeuropæiske lande fortsætter deres stramme kurs. (Det samme gælder Italien og landene omkring det.)
Men vi må naturligvis være forberedte på, at strømmen sydfra igen kan vokse voldsomt. Det vil kræve en stærk national grænsekontrol i Danmark.
Socialdemokratiet foreslår i sit udspil, at asylansøgere skal behandles i særlige asylcentre i udlandet – for eksempel Nordafrika.
Den mulighed skal undersøges. Men den er vanskelig at gennemføre. Og den garderer ikke mod, at der alligevel kommer mange spontane asylansøgere til Danmark.
De skal bremses på grænsen. Al erfaring viser, at hvis de først kommer ind i landet, rejser de ikke ud igen. I stedet skal de hjælpes i nærområderne.
Det må gå hånd i hånd med loft over familiesammenføringer og øget hjemsendelse af krigsflygtninge, når forholdene tillader det.
Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og forhåbentlig også regeringen bør sammen erkende, hvor vigtig kontrol med egne grænser er.
Samtidig bør de kunne enes om at støtte en mere fair kurs over for Østeuropa i EU.
Der er brug for at tage afsked med livsløgnen i udlændingepolitikken.
