Siden Donald Trump gjorde sit indtog på den store politiske scene, har han fremkaldt store aggressioner, især i venstreorienterede og politisk korrekte kredse.
Trump har provokeret disse kredse ved at bringe holdninger tilbage til ære og værdighed, som de politisk korrekte ellers troede, at de endegyldigt havde fået jordet.
I årevis har man således i USA været ude af det gode selskab, hvis man talte varmt om at værne om egen nation, egen kultur og egne grænser.
Man skulle dyrke det grænseløse samfund, der skulle gøres så multikulturelt som overhovedet muligt.
Det fik status af en sandhed, som ikke kunne anfægtes. Til trods for, at der intet belæg er for, at et folk bliver lykkeligere af, at der er meget stor kulturel afstand mellem befolkningsgrupperne – tværtimod.
I den politisk korrekte optik blev man defineret som et ondt menneske, hvis man ikke rettede ind efter dette.
Men Trump har gjort oprør mod denne tankegang. Og det viser sig, at en stor del af amerikanerne giver ham ret – til trods for den massive indoktrinering, som de har været udsat for.
En ’maverick’
Trumps oprør har på flere måder været berettiget. Men der er ingen grund til at idealisere ham som person eller som politiker.
Han er en forfængelig og egocentrisk mand, der lader sig styre mere af impulser og indskydelser end godt er for en leder af den frie verden. Jævnfør hans vilde Twitter-aktiviteter.
Sådan er det jævnligt med oprørere: De har fat i en vigtig pointe, men de har svært ved at kanalisere den ind i velovervejede, forudsigelige og stabile baner.
Trump er en ’maverick’, en vildbasse, en politisk slagsbror.
Trump og Europa
Men han er også mere end det. Han er en mand med en sag, som kan sætte sit præg på det amerikanske samfund, og som på flere måder bør sætte sit præg på det amerikanske samfund.
I virkeligheden er det en sag, der vil bringe USA tættere på Europa igen, hvis den lykkes – selv om Trump ikke viser den store interesse for Europa.
Trumps ønske om en nation med stærk kulturel sammenhængskraft er stærkt forankret i de europæiske lande. Og det er en holdning, der i disse år vinder yderligere frem i de europæiske lande.
Men i de politisk korrekte kredse forsøger man at stemple denne holdning. Det gælder først og fremmest de politisk korrekte kredse i USA. Men det gælder også for eksempel journalister fra Danmark og andre lande med alle de rigtige meninger.
Den onde Trump
I sin mest primitive kerne rummer de politisk korrekte angreb på Trump tre budskaber:
For det første: Manden er ikke rigtig klog.
For det andet: Manden er ond.
For det tredje: Folk vender manden ryggen.
Også danske medier, med TV om det vigtigste, er flittige til at kolportere disse budskaber – og har været det i forbindelse med midtvejsvalget. Journalistisk Venstreparti førte sin egen valgkamp mod Trump.
Ganske godt valgresultat
Man har således ikke gjort meget ud af at fortælle, at Republikanernes valgresultat faktisk var forholdsvis stærkt.
En siddende præsident får ofte en lærestreg af vælgerne ved midtvejsvalget. Men Trump slap bedre fra det end hans demokratiske forgængere: Fremgang i Senatet og et beskedent nederlag i Repræsentanternes Hus.
Samtidig var der især på TV en tendens til at opsøge demokratiske valgarrangementer, hvor angreb på Trump fik lov at køre for fuld udblæsning uden kritiske spørgsmål.
Ret skal være ret: Flere af de mere erfarne journalister fik efterhånden hovedet på plads og gav en nogenlunde nøgtern fremstilling af, at Trump havde fået et pænt valgresultat.
Men som helhed nedtonede man det resultat, som Trump havde opnået.
I nogle tilfælde løb den politiske korrekthed amok, som da en ung demokrat i Florida fuldstændig uimodsagt fik fortalt, at Trump repræsenterede ondskaben, mens han selv stod for godheden.
Kritik og respekt
Trump er og bliver en kontroversiel person. Hans metoder og ordvalg kan være meget grovkornede. Og man sidder jævnligt med en nervøsitet for, at han pander politiske meldinger ud, hvis rækkevidde han ikke har tænkt igennem.
Man kan ikke påstå, at Trump er en stor politisk leder.
Man kan heller ikke påstå, at Trump er et eksempel til efterfølgelse for os i Europa.
Men man kan anerkende hans mod til at gøre oprør. Man kan anerkende hans berettigede udfald mod den politiske korrekthed.
Og man kan anerkende de resultater, han vitterlig har opnået. Han har fået store vælgergrupper i tale, som har følt sig dybt svigtede. Og i hvert fald foreløbig har han fået givet et boost til amerikansk økonomi.
De fleste af os europæere vil gerne have, at han dæmper sig og tænker tingene nøjere igennem. Men vi bør respektere ham for hans vilje til at forsvare den nationale og kulturelle sammenhængskraft.