Jeg boede i Avedøre Stationsby i en dejlig lejlighed med udsigt over Køge Bugt. Der var grønne omgivelser og gode kommunale tilbud.
Alligevel flyttede jeg efter godt og vel et år.
Det gjorde jeg, fordi det bare er for anderledes at bo i et område, hvor der bor mange indvandrere fra ikke-vestlige især muslimske lande samt fra tidligere østlande.
Man har brug for at føle sig hjemme, der hvor man bor – ikke bare i sin lejlighed men også i lokalområdet. Man har brug for nogle at småsludre med – men det kan man ikke, når dem man står i kø med i supermarkedet taler arabisk eller tyrkisk. Man kan heller ikke tale med andre kvinder om vejret og påklædning, når man selv står i shorts, og de er dækket til fra top til tå.
I et område som Avedøre Stationsby – slog det mig – var det meget ofte et fremmed sprog, man hørte folk tale, og hvis jeg tiltalte folk, på dansk, kunne de enten ikke forstå mig eller de kommunikerede meget lidt dansk eller slet ikke noget.
Man savner en slags fortrolighed
Når man ikke kan tale med en stor del af de mennesker, som bor i nabolaget, heller ikke på for eksempel engelsk, er der næppe gode chancer for, at man vil udvikle tilhørsforhold til en bydel.
Det er rart at opleve genkendelighed i nabolaget, vinke til fru Hansen eller blot udveksle lidt small-talk, mens man venter i kassekøen eller ved S-toget.
Ofte oplevede jeg, at det var svært i Avedøre Stationsby, og ikke kun pga sproglige barrierer.
Men også fordi det er svært, at finde på noget at sige til mennesker som signalerer en meget anderledes kulturforståelse.
Kulturmødet
Engang i juli stor jeg i kasse-kø med tre indvandrerkvinder, og deres små børn. Ikke at dét i sig selv er usædvanligt, men om sommeren er det som om, man lægger mere mærke til, at det er en ´fremmed´, du står med.
De stod bag mig, så det var først, da et af børnene begyndte at hyle, at jeg vendte mig om og så dem. Det var et trist og meget uigenkendeligt syn, der mødte mig.
Trist fordi kvindernes ansigter var unaturligt blege og med sorte rander under øjnene.
Uigenkendeligt, fordi det ikke giver mening at iføre sig varmt tøj med lange bukser, kjoler, lange, tunge frakker og tørklæder når termometret viser 30 grader.
Kvindernes udseende, mimik og attituder stod i skærende kontrast til de glade hyggende mennesker, jeg kort forinden havde mødt på Amager Strand.
Indvandrerkvinder med frakker på i 30 graders varme. Privat
Det er kort sagt trist at se på mennesker, kvinder og unge piger, som er underlagt rigide beklædnings-regler, som desværre også ofte er medårsag til fysiske skavanker og generel u-sundhed blandt kvinderne.
Som månederne gik i Avedøre Stationsby glædede jeg mig mindre og mindre til at komme ´hjem´ og se på sådan noget!
Utrygheden
Desværre var der også andre forhold som trak ned, i forhold til at bo i Avedøre Stationsby. Som i de fleste andre store almen-nyttige boligområder tæt på de store byer, som enten har været eller er på den nationale ghettoliste, så er det et vilkår at forholde sig til utryghed i form af røverier, hærværk, voldelige og/eller verbale overfald.
Væbnede røverier har lukket flere butikker og området har især gennem de sidste par år igen været hærget af blandt andet grupper af u-tilpassede indvandrerunge.
Respektløse bøller som stiller sig op og afkræver kommunen et selvstyret værested. Fik de ikke det ville de brænde både biblioteket og gymnasiet ned, truede de.
Og unge som trænger ulovligt ind i bebyggelserne, selvsagt til stor utryghed for dem, som bor der.
Øverst slagsmål – nederst dagdriveri. Privat
Vagterne
Som konsekvens af de utilpassede unge har der været ansat vagter til at patruljere og passe på beboerne. I en af dagligvarebutikkerne er vagten nærmest fast inventar.
Avedøre Stationsby, og især Store Hus hvor jeg boede, er i dag total overvåget. Der er ansat mange folk til at holde området pænt og ryddeligt. Men hvis det eneste sted man kan føle sig noget lunde tryg er inden for kameraernes rækkevidde, så er der i mine øjne ikke så meget at eftertragte.
Desværre mødte jeg en del i Store Hus, især midaldrende kvinder, som ikke engang med kameraerne følte sig trygge. De havde for eksempel ikke været i cykelkælderen i årevis, men foretrak at tage den to-hjulede helt med op i lejligheden.
Overvågningen var ellers god i kælderen, jeg mistede engang en nøgle, men fik bekræftet fra boligkontoret, at det i hvert fald ikke var i kælderen jeg havde tabt den, det kunne de nemlig tydeligt se på optagelserne.
En vidunderlig udsigt med et touch af dramatik
Som beboer i Store Hus i Avedøre/Hvidovre er de fleste selvskrevet til en imponerende udsigt til København og Køge Bugt. Og fra tid til anden kan man også følge med i højdramatiske begivenheder, som da en gruppe indvandrerunge var blevet uenige og en af dem ´faldt´ ud over altanen og måtte reddes af et omfattende opbud af Falck, politi og brandvæsen.
Redningsaktion af ung indvandrer som faldt ud fra altanen på 3. sal. Privat
En sælsom oplevelse ved juletid
I den mere bløde ende af særprægede oplevelser var en islamisk procession juleaftendag 2013. Alt imens jeg var ved at stille risengrøden til afkøling på altanen, hørte jeg pludselig støj: “Allahu Akbar – Allahu Akbar” blev der råbt med dybe mandsstemmer imens der blev svinget med islams sorte flag fra flere følge-biler.
Det var et sælsomt syn midt i julefreden den 24 december. En del af Avedøres islamister havde samlet sig for at gå i en slags religiøst optog til ære for muslimernes profet Mohammed. Jeg undrede mig mens de satte kurs mod Gl. Køge Landevej og Valby.
Islamisk optog for Mohammed 24. december 2013. Privat
Fremtiden for en bydel som Avedøre
Der er og bliver rullet gigantiske summer til ghettoerne, Avedøre Stationsby er ingen undtagelse. Dels i form af fysiske kvarters-løft og dels som ´boligsociale´ projekter, med mange ansatte.
Togstationen blev lukket pga overfald og lignende. I deres optik er Avedøre idag et roligt sted, og mange siger til sig selv at “en smule uro” er der jo alle steder.
Det er forkert, fordi det primært er i de indvandrertætte bebyggelser, at der er brug for overvågning, vagter og udvidede politi-patruljer.
I ikke-indvandrertætte almennyttige boligområder er der ikke brug for ekstra gårdmænd til at samle beboernes skrald op og tilstedeværelse af politiet sker kun yderst sjældent.
Sådan er det her, hvor jeg bor nu, og jeg kan se at det nærmest er normalt ikke at have lås på sit have skur. Jeg krydser fingre for den gode tilstand i mit nye nabolag og at den ikke ender som en ´sminket´ bydel, hvor uro og utryghed lurer lige under overfladen.
Artiklen blev bragt første gang 25.8.2016
