Italiens præsident, Sergio Mattarella, har udnævnt en teknokrat-regering, der skal holde landet kørende, indtil der kan holdes valg igen.
Dermed forhindrer han de to partier, der fik vælgernes opbakning ved valget i marts, i at danne regering sammen.
Det er en meget alvorlig sag både for Italien og for EU.
Fare for økonomien – fare for demokratiet
Hvis Femstjernebevægelsen under Luigi di Maio og Lega under Matteo Salvini havde dannet deres planlagte regering sammen, ville det med stor sikkerhed være endt galt for italiensk økonomi.
Deres økonomiske politik var uden hold i virkeligheden. Der skulle bruges masser af penge, som der ikke var dækning for. Og Italien har i forvejen en kæmpemæssig statsgæld.
Nu får man så i stedet en midlertidig regering under den økonomisk stramme teknokrat Carlo Cottarelli.
Men det vil med stor sikkerhed ende galt for det italienske demokrati.
Den folkelige protest vil kun blive forstærket
Vælgerne havde givet protestpartiet Femstjernebevægelsen og det indvandringskritiske højreparti Lega stemmer til at danne regering.
Præsidentens blokering vil formentlig kun give de to partier – specielt Lega – mere vind i sejlene ved et nyvalg.
Det traditionelle politiske system, repræsenteret ved præsident Mattarella, vil stå i et endnu dårligere lys hos vælgerne. Det samme vil EU efter al sandsynlighed.
For at bremse en folkelig protest har præsidenten handlet på en måde, der kun vil forstærke denne folkelige protest.
Han fik konflikten til at eksplodere
Konflikten mellem præsidenten og de to partier eksploderede på grund af en mand ved navn Paolo Savona.
Han var udset til at blive økonomi- og finansminister i den nye regering. Men det sagde præsidenten nej til, hvilket er et meget dramatisk indgreb i forhold til en folkevalgt regering under dannelse.
Savona er stærkt kritisk over for euroen og stærkt kritisk over for Tyskland og dets rolle i EU.
Præsident Mattarellas veto mod ham som minister udsprang sikkert af frygten for økonomisk kaos. Hvis det store Italien meldte sig ud af eurozonen, ville det skabe uoverskuelige tilstande for europæisk økonomi.
Men blokeringen af Savona drejer sig ikke kun om økonomi. Den drejer sig også om politik.
Mange italienere vil se dette indgreb som en underkastelse under EU og Tysklands vilje. Det skaber kraftige reaktioner, som formentlig især vil gavne det stærkt EU-kritiske Lega.
Der er således udsigt til, at alliancen mellem Lega og Femstjernebevægelsen vender tilbage med fornyet styrke ved et snarligt valg.
To årsager
Hvorfor lod præsidenten så ikke bare de to partier regere i første omgang?
Det ville givetvis skabe økonomisk turbulens i Italien. Men EU ville være nødt til at give Italien en hjælpende hånd for at komme ud af problemerne – parret med krav til den økonomiske politik.
Men når præsidenten ikke bare lod regeringen blive dannet med den kontroversielle Savona som økonomiminister, er det nok et udtryk for to ting:
For det første er der en enorm frygt for et økonomisk kaos, der kan true ikke bare italiensk økonomi, men selve euroen.
For det andet er hele håndteringen af situationen præget af stor uklarhed om, hvad EU egentlig er og skal være.
Europa-stat og folkelig bevægelse
Stærke kræfter har jo gennem mange år arbejdet på at gøre EU til en ny stat på europæisk niveau. Euroen har bidraget kraftigt til, at de involverede lande bliver centralt styrede.
Reelt sender den italienske præsident på EU’s vegne den besked, at Italien ikke kan føre en politik og have en økonomiminister, som skaber tvivl om euroen. Og man vil ganske enkelt ikke få lov til at forlade euroen.
Dér hænger EU så i dag:
På den ene side har man en euro-konstruktion, der forudsætte, at landene mere og mere hænger sammen som en europæisk stat.
På en anden side en folkelig bevægelse, der går i en stik modsatte retning: Befolkningerne insisterer mere og mere på at bevare deres nationale selvbestemmelse.
Både når det gælder udlændingepolitik og økonomisk politik. Både når det gælder Italien og Danmark.
Befolkningerne er ikke imod EU. Men de er imod, at EU bestemmer for meget.
Dumt og farligt
De to partier, der skulle danne regering i Italien, er i meget høj grad båret frem af disse folkelige krav om selvbestemmelse. Og de vil vinde på dette ved et nyt italiensk valg.
Den italienske præsidents indgreb i den demokratiske proces virker som en stor provokation på befolkningen. Og den vil måske styrke den folkelige skepsis mod EU i andre lande.
Man skulle have ladet demokratiet gå sin gang med dannelse af den planlagte regering. Derefter måtte man så tage debatten/opgøret om denne regerings økonomiske politik. Og man måtte stille krav, der kunne sikre stabilitet i Europa.
Det ville være besværligt, men der er ingen anden vej.
At bekæmpe en folkelig bevægelse, der oplever et stort svigt fra de politiske ledere, ved at indskrænke demokratiet, er dum og farlig politik. Med kurs mod en katastrofe.
