Indlæg fra læserne: Menneskeret og menneskepligt – Danmark for danskerne – Langsom ‘kvælning’

Danmark for danskere uanset ”værdier”

 

Den uendelige værdidebat, senest ikke mindst den radikale folketingskandidat Samira Nawa Amini, der i en JP-kronik hævder, at medlemmer af Dansk Folkeparti har mindre moderne værdier end muslimer, er og bliver en helt anden end indvandringsdebatten, skønt de klart sammenblandes. Ja, værdidebatten tenderer til at erstatte indvandringsdebatten. Men ”mens græsset gror,dør horsemor”. Det vil sige, at det primære problem bare vokser, mens der drives hårkløveri på det sekundære, symptomerne. Indvandringsdebattens kerne må og skal være, om det overhovedet er tilladt at operere med begrebet ”oprindelige danskere” og give dette positiv betydning. Anerkendes danskerne som et oprindeligt folk med odelsret til Danmark eller ej? Eller mere generelt: Er europæerne alene af alle verdens folk principielt hjemløse og må bare acceptere at se deres historiske befolkninger udskiftet? Så er det jo i første række flintrende ligegyldigt, hvilke ”værdier” indvandrerne måtte have. Den slags skifter alligevel efter modelunerne (var 1800-tallets borgere her i landet egentlig ikke mere danske end i dag?), og jeg synes faktisk ikke, at det altid er en fordel, når selv indvandringskritikere som krav til såkaldt ”nye danskere” kræver tilslutning til et værdisæt, der kunne være kopieret fra Det Radikale Venstres partiprogram. Rent bortset fra, at holdes indvandrerantallet nede, opstår den naturlige holdningsfordeling i et land som Danmark ganske naturligt og harmonisk uden forbudssamfund.

Peter Neerup Buhl, Sakskøbing

 


Menneskeret og menneskepligt

 

Af Visti Christensen

Det er godt, at vi har rettigheder. At vi som mennesker bør kunne stille visse basale krav til hinanden, til samfundet og til staten. Derfor vedtog man allerede i 1789 ”Menneskerettighedserklæringen”. Men også et sådant gode kan tolkes og misbruges. For nogle skal jo yde, førend andre kan nyde.

 

Derfor vedtog den franske forsamling seks år senere en “Menneskepligtserklæring”, som dog aldrig fik ret megen opmærksomhed. Og det er en skam, for i artikel 2 står, at man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Et godt og direkte Jesus-citat. Eller i artikel 4: Man er et dårligt menneske, hvis man ikke er en god far, søn, bror, ven og ægtefælle. Tydelig inspiration fra Næstekærlighedsbudet.

 

Man møder tit den påstand, at når det kristne budskab ikke får nutidens mennesker i tale, er det fordi det giver svar på spørgsmål, som mennesker ikke længere stiller. Og det lyder interessant og intelligent. Men hører vi kun om rettighederne, så glemmes normer og pligter, der førhen gav et folk sammenhængskraft.

 

“Gør din pligt – og kræv din ret!” siger et gammelt ordsprog. Det er en god kulturkristen leveregel. Men i vore dage er det, som om der er vendt om på tingene, så det i nutidspraksis hedder: ”Kræv din ret, og får du den ikke, behøver du ikke at gøre din pligt!”

 

De nyere generationer er ikke vokset op med respekt for den kulturkristne tros krav om ret og pligt, der før var en mærkbar, naturlig rygmarvsoplagring hos tidligere generationer. Kirkens dobbelte budskab har mistet ”Den gule Førertrøje”, og ikke sjældent må kirken argumentere for sin egen eksistensberettigelse.

Man finder ikke længere den kristne kultur bredspektret og intellektuel nok. Man vil følge egne regler og normer. Selv være aktiv og synlig. Selv være tovholder, også i religiøs forstand. Vi tænder lys og lægger blomster på steder, vi ikke tidligere gjorde, og går med fakler for afdøde terrorofre, vi ikke kendte.

 

Og politikerne holder alvorstunge taler. Alt sammen rimeligt nok. Men hvad er motiverne bag de nye reaktionsmønstre? Hvad vil man tilkendegive med disse handlinger? Er det dødsangst, selvhævdelse eller et religiøst tomrum, der skal udfyldes af noget nyt? Er det en demonstration mod, at nogle ikke får opfyldt menneskeretten til at leve? Eller harme over, at menneskepligten overholdes i alt for ringe grad?

Læs også
Indlæg fra læserne: Religionbegrebets grænse – Sløve padder – Overgreb på kristne forties

Langsom ‘kvælning’

 

Af Jørgen Mejrup

“Systemet” er den sikre vinder, når den almindelige borger kommer i klemme i P-afgifts-systemet.

Selv om han oplader sin røst i protest mod kontrolafgiften, får han sjældent ret.

“Systemet” er så viseligt indrettet, at hans sag er dødsdømt på forhånd.

Det viser parkeringstvisterne fra den berygtede private P-plads i Korsgade, hvor en emsig P-kontrollør har formået at tvinge parkanterne knæ med støtte fra sin arbejdsgiver Q-Park.

Klagerne afvises lige så hurtigt, som de kommer ind og det ordenssystem, der er bygger op til hjælp for borgerne virker ikke (selv om det lover noget andet).

Politikerne har smidt ansvaret over på et såkaldt klagenævn, der finansieres af den private P-branche. Nævnet er en narresut, fordi det ikke også har fået magt til at gennemtvinge deres afgørelser. Den kan kun domstolene.

Forbrugerklagenævnet er afskåret fra at hjælpe, fordi P-afgiftens værdi ligger under bundgrænsen.

Forbrugerombudsmanden afviser, fordi institutionen er ved at blive kvalt i klagesager, og derfor “må prioritere.”

Politiet vil heller ikke rodes ind, fordi Q-Park ikke begår noget (beviseligt) kriminelt.

Læs også
Indlæg fra læserne: Narko i Herning – Satspuljen og pensionisterne

Justitsvæsenet ser igennem fingre med, at retssystemet i strid med Højestrets banebrydende afgørelse fra 2010 – det såkaldte paradimeskifte – behandler P-afgiftssager under civilretten, selv om P-overtrædelser nu rettelig hører ind under strafferetten.

– Kan det da ikke være ligegyldigt, kunne man så spørge?

Svaret er nej, fordi en civilretslig behandling, aldrig med troværdighed kan give den anklagede den beskyttelse, som retsplejelovens såkaldte uskyldsformodning kræver opfyldt i kriminalsager.

Konklusion: Den såkaldte “lille mand” kvæles.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…