Lørdag d. 17. marts 2018 blev det danske vintermørke og den danske vinterkulde som ved et trylleslag forvandlet til lys, varme og forårsoptimisme. Æren for det tilfalder det ellers så udskældte DR. Her havde man nemlig reserveret hele sendefladen på kanalen DRK i hele 12 klokketimer til at dykke ned i den danske sangskat og via fællessang fra den seneste udgave af højskolesangbogen få den til at ånde og leve igen.
Danskhedens blå bog
Hvor var det en lise for sjælen igen at opleve det fællesskab og den åndelige styrke, vi kan hente i vores sange og salmer. Jeg tilhører måske den sidste generation, der er vokset op med de danske salmer og sange, som for en stor dels vedkommende er samlet i højskolesangbogen – det, jeg vil tillade mig at kalde danskhedens blå bog. De fleste over fyrre år kender den, selv om det efter det fatale 1968-oprør ikke mere var god tone at dyrke det nationale og det folkelige fællesskab. Derfor har det ikke været så meget, man har hørt eller set til denne samling af dejlige tekster og melodier. Tilsyneladende har der ikke været så meget at være sammen om for moderne danskere i informationssamfundet.
Et stykke ægte dansk folkelighed for fuld udblæsning
Hvor var det derfor dejligt en hel dag fra tidlig morgen til sen aften at genopleve et stykke ægte dansk folkelighed for fuld udblæsning. Danskheden er jo nemlig summen af vore forfædres livsbetingelser, udfordringer og livserfaring, deres måde at leve, tænke, tale og tro på. Højskolesangbogen binder det hele sammen i en buket, hvor historie, litteratur, poesi, religion og sang går op i en højere enhed. Den danske sangskat formidler et folkeligt fællesskab, fordi den samler de rødder, som vi alle sammen er spiret af, og som de fleste af os føler os knyttet til på en eller anden måde. Og Højskolesangbogen bliver jo løbende ajourført – senest i 2006 – og tilført nye tekster og melodier, der lever side om side med de gamle og velkendte. Fortid og nutid lyser gensidigt på hinanden og oplyser os, når vi konfronterer os med det.
Det ægte frisind udspringer af rodfæstethed
Det er jo faktisk sådan, at man kun ved at vedkende sig sine rødder og sin egenart kan gøre sig fri og blive sig selv. Derfor kan man ikke kassere den nationale fortid, som førhen 1968-oprørerne forsøgte, og nu gentages det af de multikulturelle kulturradikale. Det er det samme som at kassere sine egne forudsætninger, og det fører om noget til en falsk bevidsthed. ”Livet leves forlæns og forstås baglæns”, som Søren Kierkegaard siger. Ægte tolerance og frisind forudsætter, at man selv er bundet af nogle værdier. Det, der kendetegner det falske, overfladiske og derfor misforståede frisind, er, at det ikke kan være til uden at gøre sig til og træde på traditionen. Det falske frisind er opblæst og selvovervurderende, fordi det er så overbevist om sin egen fortræffelighed i forhold til alle overleverede værdier og derfor så bundet til nutiden og moderniteten, at det må forkaste fortiden. Det kan kun rumme sig selv – og leverer hermed kvit og frit beviset på, hvad snæversyn er og fører til. Det sande frisind er derimod det, der er rodfæstet i nogle værdier, men som ikke af den grund afviser nye veje og muligheder. Det ægte frisind og den ægte folkelighed udspringer af rodfæstethed – der er tale om at være knyttet til fortiden og traditionen uden at være bundet af den.
Visse venstreorienterede og kulturradikale kredse, der desværre i alt for høj grad har tegnet både den offentlige debat og den moderne skole, har haft et idiosynkratisk forhold til vores kulturarv repræsenteret ved f.eks. højskolesangbogen for slet ikke at tale om salmebogen (!). Heldigvis indeholder højskolesangbogen som den danskhedens blå bog, den er, naturligvis også en del salmer, simpelt hen fordi de repræsenterer en fundamental del af dette at være dansk. At bruge vores sangskat aktivt i skole og hjem, i foreningslivet og i mange andre sammenhænge, hvor mennesker mødes i et fællesskab, har derfor intet at gøre med indoktrinering af reaktionære nationalistiske idealer, ligesom det heller intet har at gøre med at hygge sig i smug eller at lukke sig omkring sig selv.
Nationalfølelse og nationalisme er to vidt forskellige fænomener
Nationalfølelse – kald det bare fædrelandskærlighed (!) – og nationalisme er to vidt forskellige fænomener, der ikke må forveksles med hinanden. Mens dette at være nationalistisk er ensbetydende med at være aggressiv og selvhævdende, så er nationalfølelse tværtimod udtryk for, at man holder af sit land, sin kultur, sine rødder – og værner om disse værdier uden at stivne i dem. I en national holdning er også indbygget respekten for andres ret til at holde af deres rødder. Nationalfølelse bygger et fællesskab op uden at rive noget andet ned. Det evner nationalismen ikke.
”Danmark i tusind år” skrev Valdemar Rørdam i det 19. århundrede. ”I Danmark er jeg født, der har jeg rod, derfra min verden går”, supplerer H.C. Andersen. Det bliver de ikke nationalister af. De var, er og bliver digtere, og deres poesi fortjener at leve videre. I højskolesangbogen har noget af den bedste poesi, der er skrevet på dansk om Danmark og danskerne fået et hjemsted. Meget skiller danserne indbyrdes. Højskolesangbogen handler om det, vi er fælles om. Derfor er det en væsentlig bog, og derfor må vi håbe for vore efterkommeres og for vores egen skyld, at der på trods af alle sabotageforsøg fortsat vil blive nynnet i Danmarks hus – og helst noget mere! – Tak til DR’s Kanal DRK, der lørdag d. 17. marts 2018 ydede et væsentligt bidrag i den proces! Den dag blev jeg optimist!
