Filmanmeldelse REKONSTRUKTION UTØYA: At overleve en massakre

*** 3 stjerner ud af 6

 

REKONSTRUKTION UTØYA er – som titlen antyder – en rekonstruktion af fire overlevendes erindringer om terrorangrebet d. 22. juli 2011 begået af Anders Breivik:

 

”Dette er de overlevendes egen historie fortalt af dem selv i filmen. Et forsøg på at mindes og huske. Det er vigtigt for flere af de overlevende, at de får lov til at fortælle deres historier og dermed også lade deres egne livshistorier gå videre. Lade håbet gå videre.”

 

Genren er dokumentarfilm og instruktøren Carl Javér (født 1972) er tillige manuskriptforfatter og klipper. Ifølge Javér er en typisk reaktion på onde handlinger at fortrænge dem. Men det er en dårlig idé – i stedet skal de frem i lyset, så vi – og de overlevende – kan lære af dem og leve med grusomhederne.  Derfor denne film.

 

Synopsis

Rakel, Mohammed, Jenny og Torje er blandt de overlevende efter massakren, der kostede 69 menneskeliv.  

 

Syv år senere samles de i et tomt filmstudie i Nordnorge. Opgaven lyder på, at de i løbet af de næste to uger skal genopleve og genskabe forløbet, som de hver især husker lyden af de første skud og de efterfølgende hændelser – frem til redningen.  

 

Eksperimentet bliver ført ud i livet sammen med 12 andre unge, blandt hvilke fire bliver udpeget af de overlevende til at spille henholdsvis Rakel, Mohammed, Jenny og Torje i hver deres beretning.  

 

Hvad kan vi lære af de fire overlevendes fortællinger?  

Hvad kan vi lære af Rakel, Mohammed, Jenny og Torjes rekonstruerede erindringer? Bl.a.:

 

  At ingen af de fire nogensinde vil glemme, hvad de har oplevet. Og at der altid vil sidde en smerte.  

   At konfronteret med døden / truslen om at miste livet, vil den store majoritet være sig selv nærmest.

Læs også
Filmanmeldelse: UD AF INTET – Propagandafilm med potentiale

   At disse fire ikke kun har overlevet ved et lykketræf, men til dels også ved snarrådighed og handlekraft.

   At kun Mohammed overvejer at gå til modangreb.

 

Vurdering af filmen

Fungerer rekonstruktionen? Svaret er både ja og nej.

 

Ja, fordi der tydeligvis ligger en forløsning for de fire hovedpersoner i at gennemleve de skræmmende, groteske og traumatiserende begivenheder igen. Så godt. Så fint. Alt det bedste til disse søde, sympatiske, unge mennesker.  

 

Nej, fordi rekonstruktionen forekommer søgt og skæmmes af den underliggende propaganda for det multikulturelle, grænseløse samfund, der sejler under flaget: Håbet er større end hadet.

  

Dette motto nærmer sig det meningsløse, fordi begreberne svæver rundt i æteren. Håb om hvad? Hvilket had? Og hvordan kan de to kategorier i det hele taget sammenlignes, når de ikke kan måles?

 

Læs også
Filmanmeldelse af den italienske “Kald mig ved dit navn” – Kærlighed med komplikationer

I pressematerialet, der må være godkendt af instruktøren, optræder følgende passus:

 

”Det var den dag [22. juli 2011] et fascistisk korstog mod det åbne multikulturelle og demokratiske samfund kostede 69 menneskeliv.”  

 

Udsagnet er overfladisk og tager overhovedet ikke højde for, at Anders Breivik i første omgang blev erklæret sindssyg

 

Men hermed er synsvinklen – og dens tydelige begrænsninger – fastlagt og til dels fastlåst.   

 

Især Torje Hanssens skildring står stærkt. Fordi det (næsten) lykkes ham at ride klar af instruktørens hang til at sentimentalisere igennem kameraføringen: Alt for mange nærbilleder af tårer og dirrende læber, der svækker den ellers på forhånd givne oplagte identifikation og indføling med de overlevende.

  

Så denne film kan absolut ikke leve op til varedeklarationen: ”Den eneste film om Utøya du har brug for.”  Dertil er den alt for overfladisk med sin slagside imod følelsespornografi – samt alt for ideologisk.

 

Læs også
Ny film: DAVID LYNCH – kunsten at leve

Længde: 91 minutter

  • Medvirkende: Rakel Mårtensdatter-Birkeli, Mohammed Saleh, Jenny Andersen, Torje Hanssen m.fl.
  • Instruktør: Carl Javér
  • Premieredato: Torsdag d. 29. november     

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…