Fhv. politimester Erik Siersbæk forklarer, hvorfor EU’s direktiv om ulve ikke er hugget i granit

Colourbox

Mennesker som sier JA til ulv. De sier samtidig NEI til alle husdyr som går ute! De sier nei til all normal bruk av gress ganger. De inbiller seg at ulv er bedre enn  jegere til viltstell. De inbiller seg at ”det er bare å passe og hegne inn dyrene”!! Hvorfor er folk så egoister?     Torkild Skau

 

Notat om ulven i Danmark

 

Ulven diskuteres heftigt for tiden både i medierne og mand og mand imellem. Man hører ofte vendingen ” at det er EU, der har fredet ulven”, eller at det er Folketinget, der har bestemt, at ulven ikke må skydes.

 

På den anden side  hører man fra Miljøstyrelsen, biologer og andre, der har en særlig interesse i ulven, at den er undergivet en streng beskyttelse efter EU’s Habitatdirektiv, bilag IV og Berner Konventionen.

 

Jeg forsøger i dette notat at redegøre for, hvordan Danmark så at sige tumlede ind i ”ulvealderen”. Jeg vil ligeledes gerne overbevise læserne om, at direktivet ikke er hugget i granit.

 

Habitatdirektivet

Danmark tiltrådte i 1992 EU Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Direktivet forpligter det enkelte land, men retter sig ikke direkte mod landets borgere.

 

I direktivets præambel (indledning) anføres, at hovedsigtet med direktivet er at bevare, beskytte og forbedre kvaliteten af miljøet, herunder bevare naturtyper samt vilde dyr og planter. Det anføres dog, at man ønsker at fremme opretholdelsen af den biologiske diversitet under hensyntagen til økonomiske, sociale, kulturelle og regionale behov. For at opretholde denne biologiske diversitet er det i visse tilfælde nødvendigt at opretholde eller endog at fremme udfoldelsen af menneskelige aktiviteter. I direktivets artikel 2 pkt. 3 anføres, at de foranstaltninger, der træffes efter direktivet skal tage hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.

 

Det er således klart markeret, at man ved implementeringen af direktivets bestemmelser i det enkelte land er forpligtet af de nævnte hensyn, der rækker videre end til blot at sikre  en enkelt dyrearts beståen og udfoldelse.

 

Direktivets artikel  12 pkt. 1 pålægger det enkelte land at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i direktivets bilag IV, litra a) med forbud mod  ”forsætlig indfangning eller drab af enheder af disse arter”.

 

Direktivets artikel 16 indeholder en række muligheder for at fravige  bestemmelserne i artikel 12. Dog kun under 2 betingelser : at der ikke findes anden brugbar løsning og at fravigelsen ikke hindrer opretholdelsen af bestandens bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.

Læs også
Iran bruger hæmningsløst dansk territorium til en intern muslimsk magtkamp, som den danske regering ikke formår at stoppe

 

Fravigelsernes formål kan være : at beskytte vilde dyr og planter, eller at forhindre alvorlig skade på besætning,  eller at de er nødvendige af hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller at de er foretaget af hensyn til andre væsentlige samfundsinteresser – herunder af social og økonomisk art.

 

Hvis et land ønsker at benytte sig af disse muligheder for at fravige  fredningsbestemmelserne skal der sendes en rapport til EU Kommissionen,  der  skal udtale sig inden 12 måneder.

 

Rækkevidden af artikel 16 synes ikke særlig præcis, men det må nok antages, at der kan ske regulering af enkeltdyr eller bestemte kobler af ulve, der har vist sig særligt skadevoldende eller vist særlig farlighed. I Forvaltningsplan for Ulv i Danmark (2014) anføres side 33, at der med betingelsen om, at der ikke findes anden brugbar løsning, refereres til at effektive afværgeforanstaltninger skal have været anvendt.. Forvaltningsplanen anfører desuden, at der med kravet om, at bestandens bevaringsstatus ikke må forringes, ikke tænkes på bevaringsstatus i det enkelte lands område men bredere. En regulering i Danmark er således ikke  udelukket af hensyn til bevaringsstatus i Danmark. Bestandens størrelse i Europa skal vurderes under et.

 

Det fremgår ikke direkte af direktivets bestemmelser, om selve reguleringen skal foretages af en myndighedsperson eller om reguleringen (afskydningen) også kan foretages af den enkelte borger efter tilladelse.  Det er nok forudsat, at den fysiske nedskydning skal foretages af en myndighedsperson.

 

EU Kommissionen har med udgangspunkt i Habitatdirektivet i 2014  etableret en  IT platform for sameksistens mellem mennesker og store rovdyr. Platformens principper fastslår, at Habitatdirektivet er det overordnede retslige instrument til bevaring og bæredygtig forvaltning af store rovdyrarter for at opnå og bibeholde en gunstig bevaringsstatus i EU. Men det anføres også, at menneskeskabte samfund har ret til at udnytte deres naturressourcer og beskytte deres kulturarv på en bæredygtig måde i multifunktionelle landskaber, som store rovdyr er en integreret del af. De økonomiske aktiviteters bidrag skal anerkendes og det samme gælder den offentlige sikkerhed. Det oplyses, at der i de 28 EU lande er 10 bestande og omkring 12.000 individer (2015).

 

Europa Parlamentet har også drøftet Habitatdirektivet. Den 15. november 2017 stemte et stort flertal (612 mod 33) for en mere pragmatisk indgangsvinkel til naturbevaring i Europa.

Læs også
EU: Politisering af internettet

 

Parlamentet opfordrede Kommissionen til at indføre ”fleksibel håndtering af bestande med specifik hensyntagen til nationale omstændigheder” herunder at overveje jagt eller regulering som det bedste redskab til at håndtere stigende bestande. Det gælder ikke blot de store rovdyr men også forskellige vandfugle.

 

Artsfredningsbekendtgørelserne 1994 – 2016

Da Danmark tiltrådte Habitatdirektivet, var der ikke registreret ulve i Danmark siden 1813, hvor den sidste ulv – en strejfer fra Tyskland blev nedlagt. Den egentlige ulvebestand i Jylland var udryddet allerede i slutningen af 1600 tallet.

 

Artsfredningsbekendtgørelserne fra 1994 op til 2007, der implementerer Habitatdirektivets artsbeskyttelse  angiver ikke ulven (canis lupus) i sit bilag 1, der oplister de beskyttede dyrearter.

 

Det samme gælder Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV (Faglig rapport fra DMU 2007).

 

Først ved bekendtgørelse nr. 330 af 19. marts 2013 indføjes  ulven blandt de beskyttede pattedyr i bilag 1. I bekendtgørelsens § 10 anføres det endog, at fredningen omfatter vildtlevende dyr, som er naturligt forekommende i den danske natur. Denne formulering findes hverken i de foregående eller i de efterfølgende artsfredningsbekendtgørelser,  hvor der blot henvises til de dyr, der er nævnt i bilaget.

 

Læs også
Løkke har underskrevet EU-aftale om øget indvandring fra Afrika

Det er dristigt, at man på dette tidspunkt omkring årsskiftet 2012-2013 anvender dette udtryk om ulven. Der var på dette tidspunkt kun konstateret tilstedeværelsen af et enkelt individ, der blev fundet dødt i december 2012. Ligeledes er det ejendommeligt, at man kun anvender denne passus i 2013-bekendtgørelsen. Altså netop bekendtgørelsen, hvor ulven kommer med blandt de beskyttede pattedyr.

 

I efteråret 2012, var  udkastet til  bekendtgørelsen sendt i høring hos en række organisationer og den 21. december 2012 blev udkastet offentliggjort på høringsportalen med frist til 15. januar.   Heller ikke her blev ulven nævnt i bilaget over fredede pattedyr.

 

Det er således sket det, at ulven (canis lupus) først fredes ved ikrafttrædelse af bekendtgørelsen den 19. marts 2013, da man administrativt føjer den til listen over fredede pattedyr.

 

Hverken i Miljøministeriets eller i Miljøstyrelsens sagsakter vedrørende  bekendtgørelsen findes ulven omtalt. Hvis implementeringen har været drøftet, har det ikke sat sig nogen skriftlige spor. Ej heller ses de relevante fagudvalg i Folketinget at være blevet orienteret.

 

Det må således konkluderes, at fredningen af ulven i Danmark er sket administrativt uden forudgående kritiske eller indgående juridiske eller politiske overvejelser.

 

Undtagelser fra Habitatdirektivet

En række lande og regioner har opnået undtagelser fra Habitatdirektivets fredningsbestemmelser. Det gælder bl. a. de baltiske land og dele af Finland. Undtagelserne er enten taget ved forbehold i forbindelse med tiltrædelsen af Habitatdirektivet eller ved landenes optagelse i EU. Ingen lande har senere opnået undtagelser.

Læs også
De politisk korrekte har fundet en ny strategi i deres forsøg på at kvæle udlændingedebatten

 

Den danske fortolkning af Habitatdirektivet

De foregående hensyn, der er anført i Habitatdirektivet som guidelines for en forvaltning af ulven i de enkelte lande kunne utvivlsomt   have modificeret den ultimative fredning, som Miljøstyrelsen – indenfor ganske få dage – besluttede sig for.

 

Miljøstyrelsen læner sig op ad et hastigt indkaldt notat af 20. februar 2013 fra DCE Nationalt Center for Miljø og Energi: ”Ulve i Danmark – hvad kan vi forvente?” Det anføres i dette notat, at ”Danmark på nuværende tidspunkt (må) betragtes som en del af det naturlige udbredelsesområde for den centraleuropæiske ulvebestand”. Formuleringen lægger sig tæt op af ordvalget i Habitatdirektivets artikel 12,  der anvender ordene ”det naturlige udbredelsesområde”.

 

Dette fagbiologiske udsagn lægges til  grund og mulighederne for at opnå en undtagelse eller for at at tage  forbehold, der kunne begrænse skadevirkningerne, blev forpasset.

 

I betragtning af de helt overvældende dyrevelfærdsmæssige, sociale og økonomiske problemer, der  er påført især befolkningen på landet nu og i fremtiden, forekommer den hastige og overfladiske legalisering af ulvens tilstedeværelse i Danmark at være sket på særdeles lemfældig vis.

 

Regulering

I Forvaltningsplanen anføres det med udgangspunkt i Habitatdirektivets artikel 16, at der efter en konkret vurdering vil kunne gives tilladelse  til regulering (nedskydning) af en ulv, hvis den har vist sig truende overfor mennesker eller det må antages, at en regulering vil kunne forhindre alvorlig skade på husdyr (gentagne gange har angrebet husdyr bag ulvesikre hegn eller hunde).

Læs også
Politikerne forsøgte at presse befolkningen til at lukke Tyrkiet ind i EU – men befolkningen sagde nej, og den havde ret

 

Der er ikke givet nogen tilladelse.

 

I en række andre lande bl. a. Norge og Sverige er reguleringsbeføjelsen i artikel 16 implementeret  væsentligt bredere end i Danmark og der anvendes en bestandsregulering gennem licensjagter, der administreres af de lokale jagtmyndigheder.

 

Så langt er den danske Forvaltningsplan for Ulv slet ikke gået. Her tales der kun om, at enkelte dyr kan udpeges som ”problemulve”. Så vidt ses anvendes dette begreb iøvrigt ikke i andre lande.

 

Der er således ingen tvivl om, at der er visse muligheder for at udvide området for regulering.

 

Selvom man fik indført sådanne udvidede regler for regulering f. ex. således , at den enkelte dyreholder efter tilladelse kunne nedlægge den eller de ulve, der truer hans dyr, så vil det dog ikke skabe sikkerhed og slet ikke tryghed.

 

Retspraksis

Der findes kun ganske få afgørelser fra EU Domstolen vedrørende medlemsstaternes overholdelse af Habitatdirektivet. Den mest relevante er dom af 14.juni 2007 vedr. Kommissionens traktatbrudssøgsmål mod Finland. Kommissionen påstod Finland dømt for at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 12 stk. 1 og artikel 16 stk 1, ved at have tilladt ulvejagt og derved at have  tilsidesat de fravigelsesgrunde, der er omhandlet i artikel 16 stk. 1. Dommen er teknisk lidt kompliceret, men den dømmer Finland for at have tilladt forebyggende ulvejagt, uden at det var godtgjort, at jagten kunne forhindre alvorlig skade. Derimod frifindes Finland for at have tilladt ulvejagt i et sådant omfang, at det kunne skade opretholdelsen af ulvebestanden i gunstig bevaringsstatus.

 

Konsekvensanalyse

Det er påfaldende, at der ikke er foretaget nogen konsekvensanalyse i forbindelse med implementeringen af direktivet i 2013. Det er almindeligt anerkendt i EU systemet, at der skal udarbejdes konsekvensanalyser for initiativer, der forventes have væsentlige økonomiske, sociale eller miljømæssige konsekvenser. Der skal udarbejdes en detaljeret rapport. Det er ikke sket. Det førnævnte notat fra Aarhus Universitet er en ren fagbiologisk og landskabsmæssig beskrivelse af ulven og Jylland som bosted. Der skønnes rent biologisk at være plads i Jylland til knapt 100 ulve,  men konsekvenserne for befolkningen og de udegående husdyr i den sammenhæng berøres  ikke. Det samme gælder spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes, hvis bestandens størrelse vokser over det ”optimale” antal.

 

I den administrativt besluttede Forvaltningsplan for Ulv i Danmark er der i kap.4 under overskriften Socioøkonomiske forhold en beskrivelse af de egne, hvor ulve kan forventes at etablere sig og nogle oversigter over befolkningstæthed og fordeling. Hertil føjes en række  udenlandske studier af befolkningens holdning til ulven. Disse viser samlet set en positiv holdning blandt land- og bybefolkningen til bevarelse af store rovdyr.

 

Befolkningstætheden i Jylland  oplyses at være 67/ km ² – ca. 10 gange så høj, som da vi sidst havde ulven her.

 

Fødevarestyrelsen oplyser, at der er ca. 143.000 får i Danmark – heraf formentlig mere end halvdelen i Jylland. Iflg. Dansk Kødkvæg er der pr. 1. oktober 2017 289.000 stk. Kødkvæg. Heraf tilhører ca. 45.000 de såkaldte ekstensive racer, der ofte går ude hele året og kælver der. Dansk Fåreavl oplyser, at der er ca. 5000 fårebesætninger. Mere end 3000 besætninger har mindre end 10 dyr. Der er omkring 35 store besætninger med i alt ca. 40.000 får.

 

Forvaltningsplanen for Ulv i Danmark, der er skrevet af ansatte i Miljøstyrelsen og forskere fra Aarhus Universitet, anfører, at fårehold kun udgør en ganske lille del af den samlede landbrugsproduktion, og at denne landbrugssektor ikke er rentabel. Man begrunder det med, at fåreholdet ikke fører statistik som de andre landbrugssektorer. En hurtig beregning med en samlet produktion på 200.000 lam til en værdi af 800 kr. pr. styk viser dog en produktion på 160 mill. kr. Hertil kommer den samfundsmæssige værdi af en skånsom naturpleje.

 

Hensigten med den nedladende beskrivelse af Dansk Fåreavl synes dels at være et forsøg på at udelukke en hensyntagen til de socioøkonomiske hensyn, der er indskrevet i Habitatdirektivet og dels at  beskrive ulvens skadevirkninger som værende helt underordnede.

 

Det anføres dog, at ulvens tilstedeværelse vil være en udfordring for afgræsningen af naturarealer med får. Det taler ifølge forvaltningsplanens forfattere for at anvende heste eller kvæg. De seneste erfaringer i Danmark har imidlertid vist , at ulven også angriber kvæg og som nævnt er der omkring 45.000 dyr af de ekstensive kødkvægsracer, der kælver ude. Kalvene er ubeskyttede og de ganske få ulve, der er i Danmark for øjeblikket, har spredt skræk og rædsel.

 

Dyreetiske og dyrevelfærdsmæssige forhold lades helt ude.

 

Forvaltningsplanens fremstilling af konsekvenserne af ulvens genindvandring anlægger sammenfattende en særdeles positiv vinkel og konklusionen er, at landbefolkningen (og husdyrene) vil kunne leve sammen med ulven. Betydningen af husdyr som byttedyr for ulven angives at være forsvindende lille og  ulvens jagt på vildtet angives kun at have en positiv effekt.

 

Sådan beskrives ulvens genkomst i Danmark.

 

Forvaltningsplanen for Ulv i Danmark sammen med Aarhus Universitets Notat af 20. februar 2013 udgør langtfra en fyldestgørende og dækkende konsekvensanalyse og lever ikke op til EU`s kvalitetskrav.

 

Dyrevelfærd

Danmark plejer at rose sig af at have en høj dyrevelfærd både for husdyr og for vildtet. Dyrenes velfærd kontrolleres af Fødevarestyrelsen og politiet og Naturstyrelsen kontrollerer, at jagten kun foretages af uddannede jægere. Anskydes  vildt, skal der indsættes  schweisshunde, der opsporer vildtet, så det kan aflives og ikke lider unødigt. Husdyr skal slagtes humant uden smerter. Ulven respekterer ikke disse regler og ved flere af ulveangrebene i Danmark har det vist sig, at ulvene sønderriver langt flere dyr end de fortærer ligesom de efterlader dyr, der stadig er i live, i stærkt lidende tilstand.

 

Det bør ikke accepteres i et civiliseret samfund.

 

Nødværge

Reglerne om nødværge er omtalt i forvaltningsplanen med en henvisning til straffelovens § 13, hvorefter handlinger foretaget i nødværge er straffri. Endvidere har justitsministeriet i et svar til Folketingets miljø- og fødevareudvalg gengivet bestemmelsen og ikke overraskende konkluderet, at et angreb mod et husdyr efter omstændighederne vil kunne imødegås med nødværge.

 

Man synes fra forskelligt hold at tillægge reglerne om nødværge en overdreven betydning. Bestemmelsen vil i praksis kun finde meget begrænset anvendelse. Et angreb fra en ulv mod husdyr skal være påbegyndt eller overhængende. Det er ikke tilstrækkeligt, at ulven observeres i nærheden af husdyrene og derved udgør en potentiel risiko. Ulven skal have vist angrebsaktivitet.

 

Hertil kommer, at den person, der vil udøve nødværge skal være udstyret med et egnet våben – typisk en jagtriffel. Ikke mange kvæg- og fåreavlere bevæger sig rundt i terrænet bevæbnet.

 

Det må nok antages, at kan man skræmme ulven væk ved at affyre varselsskud, så skal man først forsøge det. Så er ulven sikkert væk, men kommer igen eller den forsøger sig et andet sted.

 

Jeg har kun kendskab til enkelte ældre afgørelser vedrørende anvendt nødværge til forsvar for husdyr.

 

Jeg vil foreslå, at man beder justitsministeriet orientere om en eventuel nyere retspraksis på området.

 

Hegn og vogterhunde

Forvaltningsplanen for ulv i Danmark nævner forskellige afværgeforanstaltninger – herunder elektriske hegn. Miljøstyrelsen taler om såkaldt ulvesikre hegn. Det er hegn med 5 tråde – den nederste må ikke være mere end 20 cm. over jorden og øverste tråd mindst 110 cm. over jorden. Disse anbefalinger bygger  angiveligt på udenlandske erfaringer, men det har vist sig, at i Danmark yder disse el-hegn ingen beskyttelse.

 

En effektiv hegnsbeskyttelse skal være på højde med den, der anvendes ved produktion af frilandsgrise. Disse hegn er helt uanvendelige på arealer med fåre- og kvægavl og er desuden alt for kostbare, selv om der ydes tilskud. Hertil kommer, at disse bastante hegn udbredt over hele landet vil virke meget ødelæggende på naturen.

 

Enkelte ”store” fåreavlere har anskaffet sig vogterhunde af en særlig fransk race. Det er helt urealistisk for de fleste mindre fåre- og kvægavlere at anskaffe sig disse dyr. Det oplyses yderligere, at de kan være farlige for mennesker, der nærmer sig området, de bevogter. Hertil kommer, at det ikke vil være dyreetisk acceptabelt at foranstalte kampe mellem ulve og disse ”kamphunde”.

 

Personlige erfaringer

Jeg har ikke selv oplevet at have ulve på besøg, men jeg har talt med 10-12 kvæg- og fåreavlere i Nordjylland, der har været udsat for angreb fra ulve. Angrebene har efter hvad der er forklaret mig medført voldsomme gener og stresspåvirkninger både på mennesker og dyr og flere overvejer at stoppe  med at have dyr, idet de ikke kan frigøre sig fra den tanke, at det kan gentage sig. De føler sig meget utrygge og det gælder specielt dem, der selv har været på tæt hold af rovdyret.

 

Ingen har udtalt frygt for angreb på egen person, selvom det i offentligheden hyppigt er angreb på mennesker, der fokuseres på.

 

Flere af dem, jeg har talt med, har haft en negativ oplevelse ved mødet med ”ulvekonsulenterne”. De har oplevet det som om,  de ikke blev troet på. Flere har fornemmet, at konsulenten ikke har ønsket at rapportere angrebene som forårsaget af ulve, selvom det har været indlysende, at der har været ulve på færde. Ligeledes forekommer det dem (og mig) mindre forståeligt, at man kun ønsker at udtage biologisk materiale til DNA- test, hvis der er et erstatningskrav – altså ikke for at konstatere identiteten af ulven.

 

Ligeledes har flere haft vanskeligt ved at få telefonisk kontakt med konsulenten – nogle gange er de kun nået til en telefonsvarer.

 

Hvad så?

Efter min mening vil det aldrig blive en tilfredsstillende løsning at aktivere  reguleringsmekanismen i Habitatdirektivets artikel 16. Man må nødvendigvis for at skabe tryghed og sikkerhed i landområderne vriste sig helt fri af direktivets fredningsregler, således at Danmark får kompetence til suverænt at forvalte ulven.

 

Det bliver utvivlsomt en vanskelig opgave. Men man kan  principalt  anføre, at Danmark geografisk er helt uden betydning for den centraleuropæiske ulvebestands bevaringsstatus. Selvom bestanden i Danmark kommer op på 100 dyr som estimeret, så må det tages i betragtning, at der er ca. 12.000 individer i de 28 EU lande. Dernæst må man redegøre for, at forudsætningerne for Danmarks tiltræden af Habitatdirektivet har ændret sig ganske afgørende ved ulvens indvandring.  Det vil ikke være muligt at beskytte de tusindvis af små og mellemstore husdyrhold med de  afværgeforanstaltninger, der er til rådighed. Ulven vil aldrig blive en naturlig og accepteret del af den danske fauna. Det danske kulturlandskab vil blive forringet, fordi befolkningen vil søge mod byerne. Det vil ikke være trygt at bosætte sig i landdistrikterne. Ulvene  i Danmark vil indenfor kort tid blive et hadeobjekt for især landbefolkningen, efterhånden, som bestanden vokser og angrebene tager til. Krybskytteri og anden form for selvtægt må forventes.

 

I folkeretten gælder der en regel benævnt ”clausula rebus sic stantibus” gående ud på, at en stat i visse tilfælde kan træde tilbage fra en traktat, hvis de forhold, som den er indgået under, ændrer sig afgørende og fundamentalt. Der er næppe tvivl om, at ulvens genindvandring er en fundamental (væsentlig) ændrende omstændighed. Den daværende danske regering vidste ikke, hvad den sagde ja til i 1992. Hvis ulven dengang havde påbegyndt sin indvandring, må det antages, at  Danmark i lighed med flere lande havde taget forbehold f. s. v. angår fredningen af ulven. Det må ligeledes antages, at de øvrige EU lande uden indvendinger ville have accepteret et sådant forbehold.

 

Helt konkret mener jeg, at miljøministeren bør meddele (notificere) Europa kommissionen, at man af de førnævnte grunde ønsker at ophæve Habitatdirektivets totalfredning af ulven, således at den fremtidige forvaltning sker gennem dansk lovgivning.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…