Der er en himmelvid forskel på den vestlige og den muslimske verden. Denne forskel træder i eskalerende grad frem i Ahmed Akkaris nye bog, en fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre. Mod til at tvivle. I en ideologi som islam, hvor religion og politik og alt andet hænger nøje sammen i en magtstruktur, man ikke skal stille spørgsmålstegn ved, kræver det virkeligt mod at være kritisk tvivler. I vesten er det omvendt. Her skal der mod til at tro.
Den frafaldne imam og et grønlandsk skolebibliotek
De fleste danskere vil sikkert have et særdeles anstrengt forhold til den berygtede imam under Muhammedkrisen, Ahmed Akkari, som i dén grad pustede til ilden. Men – han har ændret sig radikalt sidenhen. I sin forrige bog fra 2014 tog han afsked med islamismen og aflagde offentlig syndsbekendelse. Hvad mere har han at lægge frem? Ikke så lidt endda, selv om der også er en del gentagelser i bogen. Dem kan man leve med. For han kommer mange skridt videre.
I 2008 fik Akkari job som skolelærer på Grønland, hvor han bliver vel modtaget, selv om alle kender hans baggrund. Han føler sig forrådt af sine muslimske fæller, men i det høje nord får han en ny chance.
Mødet med sine nye fæller og ikke mindst mødet med det velassorterede skolebibliotek bliver dét, som sætter ham ud på en lang rejse i bøgernes verden. Midt i mørket og kulden går han i gang med en frihedsrejse ind i den vestlige civilisation, en kaskade af øjenåbnere. Han begynder med Tintin og Asterix, men når heldigvis hurtigt til mere lødige litteratur for at ende med det helt tunge gods: renæssancehumanisterne, Shakespeare og Kierkegaard. Og hvad deraf følger.
Indblik i islamistens verden kontra Vesten
Meget sigende er hans møde med et verdenshistorisk atlas. Han opdager, at der er så meget andet end islam, som har formet denne verden. En banal iagttagelse, kunne man sige. Men bogens store force er, at man kommer ind i hovedet på et menneske, som har brugt en stor del af sit liv på at tænke og handle på en helt anden måde, end vi andre gør. Det er et dybt indblik i islamistens mørke og indskrænkede verden, og hvordan denne verden skridt for skridt bliver pillet fra hinanden. For os er det en selvfølge at søge viden i bøgernes verden og at være kritiske overfor alt. Akkari har først skullet lukke en livsforståelse op, som han for længst havde stemplet som vantro.
Et opgør med religion, ikke med tro
En af de scener i bogen, som gør stærkest indtryk, står i kapitlet ”Kakaomælk”. Under sit ophold i Libanon, inden Akkari formentlig for altid har taget afsked med Mellemøstens politiske og religiøse ragnarok, har han sat sig på en stille café, mens moskeen ved siden af støjende kalder til bøn. Han nyder en kakaomilkshake i stedet for at gå til fredagsbøn.
Det sker i forbindelse med hans tænksomme opgør med religion, med den eneste, store Sandhed, som tromler alle andre ned. Han er nået til den erkendelse, at religion handler om magt, og at det gælder om at befri spiritualitet og gudstro fra religions magtregime. Synspunktet svarer til den tyske præst Dietrich Bonhoeffers ”kristendom uden religion” – uden at Akkari dog nævner ham.
Man bør tvivle om alt – og tro på meget
Akkari har betalt en meget høj pris for sin dannelses- og befrielsesrejse, men har også vundet uendeligt meget. Læs hans bog uanset dine eventuelle forudfattede meninger om manden. Den er fremragende og bliver formentlig en af de væsentligste udgivelser i Danmark i indeværende år.
Ahmed Akkari (fortalt til Lars Hvidberg), Mod til at tvivle. Gyldendal 2018, 286 sider, 280 kroner.