En journalist fra den tyske avis BILD besøger en skole i Berlin. Hun møder en første klasse, hvor der ikke er én eneste af eleverne, som taler tysk derhjemme.
Det er på ingen måde en undtagelse i det område, hvor skolen ligger – nemlig Berlin-bydelen Neukölln, som har 330.000 indbyggere.
Her findes der en enorm koncentration af ikke-vestlige indvandrere, ikke mindst med arabisk baggrund.
Blandt de nye elever, der i sommer kom ind i første klasse på skolen, var der ét barn med tyske forældre.
Skoleleder Astrid-Sabine Busse slår alarm og siger uden omsvøb: ”Vi er blevet arabiserede.”
Hun kunne også have sagt: ”Vi er blevet islamiserede”. For den massive andel af arabiske elever sætter et stærkt islamisk præg på skolen.
Skolelederens fortvivlede kamp
Skolelederen fører en ihærdig kamp for at integrere de arabiske og andre tosprogede elever i det tyske samfund.
Men denne kamp er ekstremt hård, grænsende til det håbløse. En meget stor del af eleverne har ingen som helst forestilling om, at de skal integreres i det tyske samfund. Det har deres forældre heller ikke.
Det, de opfatter som deres samfund, er i vidt omfang det muslimske parallelsamfund.
Astrid-Sabine Busse bruger da også ord fra krigens verden for at beskrive det voldsomme kulturopgør, som hendes skole står sig midt i: ”Vi befinder os ved fronten,” siger hun.
Den stærkt pressede skoleleder kender alle påstandene om, at tredje generation af indvandrere – altså efterkommernes børn – bliver mere integrerede.
Men hun har ingen illusioner i den retning. Som hun konstaterer:
”Man bliver ved at hente sin ægtefælle i det tidligere hjemland. Så kommer der igen en voksen, der ikke kan noget tysk.”
Skønmaleri om integration i Danmark
Berlin-bydelen Neukölln er særlig hårdt ramt af integrationens fiasko og islamiseringens fremmarch. I Danmark har udviklingen heldigvis (endnu) ikke nået de samme ekstremer.
Men også i Danmark står det nu klart, at megen snak om integration er skønmaleri. I virkelighedens verden er forsøgene på integration af ikke-vestlige indvandrere i stort omfang gået galt.
En aktuel rapport fra Undervisningsministeriet og Integrationsministeriet gør det klart, at tredje generation af indvandrere slet ikke lever op til de forestillinger, man har haft om integration.
Anden generation af indvandrere, dvs. efterkommerne, klarer sig ganske vist bedre end de tilvandrede forældre i det danske samfund. Det gælder både uddannelse og arbejde.
Men den positive udvikling varer ikke ved.
Hvis integrationen fungerede, skulle man forvente, at fremgangen fortsatte i tredje generation af indvandrere – altså efterkommernes børn. Sådan, at denne generation klarer sig bedre end anden generation og nærmer sig danskernes niveau.
Men rapporten, der hedder ”Analyse af børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund”, slår klart fast, at dette ikke er tilfældet.
Efterkommernes børn får ikke bedre karakterer i folkeskolen end deres forældre. Der er ikke flere af dem, som færdiggør en ungdomsuddannelse. Og der er ikke flere af dem, som får et arbejde.
Denne generation klarer sig fortsat langt dårligere end danskerne. Til trods for, at både de selv og deres forældre er født og opvokset i Danmark.
Parallelsamfund med hjemlandets kultur
Én af rapportens forklaringer på miseren flugter med skoleleder Busse fra Neukölln: Man bliver ved med at hente sin ægtefælle i hjemlandet. Dermed fastholder man hjemlandets sprog og skikke i familien.
Selv om forholdene i Danmark ikke er så ekstreme som i Neukölln, så punkteres de naive forestillinger om, at de muslimske indvandrere bliver mere og mere som danskere.
Nogle gør. Men mange gør altså ikke. De er produkter af parallelsamfundene, hvor de bliver fastholdt i hjemlandets kultur.
Deres adfærd bygger i stort omfang på konservative muslimske værdier og forskrifter. Deres indsats i det danske samfund er ofte præget af ineffektivitet, manglende faglige og sociale færdigheder og en svigtende samfundsmoral – set med danske øjne.
”Arabisering”, kalder den berlinske skoleleder Astrid-Sabine Busse det, fordi hun har mange arabiske elever. Men dybest set drejer det sig om islamisering.
Venstreorienteret lærer: mere fundamentalistisk islam
Den Korte Avis har tidligere omtalt den østrigske skolelærer Susanne Wiesinger, der har fortalt om sine erfaringer fra skoler med mange muslimske elever. Det sker i bogen ”Kulturkamp i klasseværelset”.
Wiesinger er venstreorienteret, men i modsætning til mange venstreorienterede erkender hun ”islams stadig stærkere indflydelse” i samfund og skole. Hun beskriver de kraftige kultursammenstød, som dette medfører.
I bogen hedder det: ”Der er simpelt hen for mange muslimske elever.” Hun føjer til, at det først gradvis er gået op for hende, hvor meget islam styrer disse elevers liv.
De stiller ikke kritiske spørgsmål til deres kultur, deres religion eller deres samfundsregler. De forsvarer dem til det sidste.
Selv terrorangrebet på Charlie Hebdo blev forsvaret af mange af hendes elever. Det samme gælder de såkaldte æresdrab.
Wiesinger gør det klart, at de muslimske elever ikke bliver mere østrigske eller vestlige. Samlet set bevæger de sig tværtimod i retning af mere fundamentalistisk islam:
”Indflydelsen fra konservativ islam og en arkaisk kultur er blevet stadig stærkere, og i skolen kunne jeg næsten ikke trænge igennem længere.”
”Mange muslimer har deres eget værdikompas”
Avisen Kronen Zeitung spørger hende, hvorfor man skal læse hendes bog. Svaret lyder:
”For at vores flertalssamfund vågner op og bliver bevidst om værdierne i vores demokratiske retsstat. For mange muslimer har deres eget værdikompas.”
Dette ”værdikompas” fører til parallelsamfund og fiasko for integrationen. I Østrig. I Tyskland. I Danmark.
Derfor er det så vigtigt at standse tilstrømningen.
