Susanne Wiesinger er lærer i en folkeskole i Wien. Hun har 30 års erfaring fra skolevæsnet og netop udgivet en bog, der er fuld af sprængstof. ”Kulturkamp i klasseværelset”, hedder den.
Bogen tager et frontalt opgør med den politiske korrekthed og berøringsangst, der bremser debatten om islams voksende indflydelse i Østrigs skoler.
Mange venstreorienterede vil sikkert se hende som en forræder. For Susanne Wiesinger har altid selv været venstreorienteret.
Men hun vil ikke længere deltage i den fortielse, som så mange venstreorienterede praktiserer, når det gælder islams rolle. Hun kalder sig i dag for en ”hjemløs venstreorienteret”.
I et interview med den store avis Kronen Zeitung (krone.at) siger hun lige ud:
”Der er simpelt hen for mange muslimske elever.” I Wiesingers egen skole er omkring 60 procent af eleverne muslimer. Hun taler om ”islams stadig stærkere indflydelse” i samfund og skole.
Forståelse for islamisk terror
Gradvis er det gået op for Susanne Wiesinger, hvor meget islam styrer de muslimske elevers liv.
Kronen Zeitung spørger hende: ”Er der en nøgleoplevelse, som har bestyrket dig i at gå ud i offentligheden?”
Hun peger på terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Her oplevede hun, at hendes elever viste forståelse for terroristernes handling.
Hun vidste egentlig godt, at de havde stærk loyalitet over for islam, selv når den er forbundet med rabiate handlinger. Men her fik hun det lige op i ansigtet.
De muslimske elever stiller ikke kritiske spørgsmål til deres kultur, deres religion og deres samfundsregler. De forsvarer dem til det sidste.
Fundamentalisme
Wiesinger henviser til en nylig sag i Østrig, hvor en ung afghaner slog sin søster ihjel, fordi hun var blevet for vestlig og for ulydig over for forældrene.
I retten begrundede han sit mord med, at han fulgte sin kultur. Wiesingers elever bruger samme slags argumentation.
Hun gør det krystalklart, at disse elever absolut ikke bliver mere østrigske eller vestlige. Tværtimod bevæger de sig mod islamisk fundamentalisme.
”Indflydelsen fra konservativ islam og en arkaisk kultur er blevet stadig stærkere, og i skolen kunne jeg næsten ikke trænge igennem længere.”
Deres regler står over vores love
De muslimske elevers tiltagende fundamentalisme gav hende også en rystende oplevelse under en diskussion om såkaldte æresdrab.
Elever sagde: ”Min familie ville være nødt til at slå mig ihjel, hvis jeg gør sådan og sådan.”
De ved sådan set godt, at såkaldte æresdrab er en alvorlig forbrydelse. Men på den anden side forsøger de at undskylde alt, der har rod i islamiske regler. Wiesinger slår den barske virkelighed fast:
”Det er svært at beskrive, men deres kultur, deres religion og deres familie står over alt. Også over vores love.”
Denne næsten ubegrænsede loyalitet mod islam og egen kultur kommer også til udtryk i, at pigerne ikke kan forestille sig at gifte sig med en ikke-muslim. Som en del af dette mønster ser man også en vækst i antallet af omskæringer.
Nægter at give hånd til kvinder
Susanne Wiesinger møder også den islamiske fundamentalisme i kontakten med de muslimske forældre.
På hendes skole nægter mange muslimske fædre at give hende hånden.
Det indretter hun og hendes kvindelige kolleger sig på. De er holdt op med at strække hånden frem, men afventer i stedet, hvad manden foretager sig. Hvis der ikke kommer nogen hånd, hilser de bare.
Kronen Zeitung: ”Er det ikke underkastelse?”
Det indrømmer Susanne Wiesinger. Hun føjer til: ”Man giver en smule op.” Hun og hendes kolleger lever også med det manglende håndtryk, fordi de ellers risikerer, at kontakten til fædre går i stykker.
Pige gemte sig på toilettet
Fundamentalismen sætter sig også spor i form af strenge regler for, hvordan børnene skal gå klædt. De børn, der overtræder disse regler, kan blive sat kraftigt på plads.
Intervieweren spørger, om der findes et ’tøjpoliti’ i mange skoler. Wiesinger bekræfter:
”Ja, det blev jeg også chokeret over. En pige kom i skole i en blomstret kjole fra H&M. Muslimerne mente så, at hun så ud som en kristen, og de truede med at klippe hendes kjole i stykker. Jeg måtte hente pigen ud fra toilettet, hvor hun havde gemt sig.”
Da hun læste denne del af sit manuskript, tænkte hun: ”Hvordan holder du egentlig det her ud?”
For sent?
Kronen Zeitung spørger til slut, hvorfor man skal læse hendes bog. Svaret lyder:
”For at vores flertalssamfund vågner op og bliver bevidst om værdierne i vores demokratiske retsstat. For mange muslimer har deres eget værdikompas.”
Susanne Wiesinger efterlader ingen tvivl om, at der har dannet sig meget stærke muslimske parallelsamfund. De fungerer efter ”deres eget værdikompas”, og børnene opdrages til helt ukritisk at indordne sig under dette værdikompas.
Skal man ændre det, må man lægge meget stærkere pres på forældre, foreninger og moskeer, siger hun. Men hun virker, som om hun frygter, at det allerede er for sent.
