Grækenland var på dagsordenen, da eurozonens finansministre fredag den 27. april 2018 mødtes i Sofia. Den Europæiske Centralbank, ECB, og Den Internationale Valutafond, IMF, deltog i mødet.
Siden 2010 har Grækenland modtaget store internationale kriselån. Dengang stod eurolandet Grækenland over for den totale fallit. Hvis ikke euroen skulle kollapse, måtte de øvrige eurolande træde til med hjælpepakker til gengæld for opstramninger i den græske økonomi.
Efter mere end syv år med nedskæringer og redningspakker for i alt 326 milliarder euro (2445 milliarder kroner) håber Grækenland, at den nuværende og 3. hjælpepakke på 86 milliarder euro, der udløber den 20. august 2018, bliver den sidste. Forudsætningen for frigivelsen af hele hjælpen er dog, at Grækenland lever op til de krav som kreditorerne har stillet.
Krisepolitikken har fjernet budgetunderskuddet
I Grækenland er budgetunderskuddet på over 16 pct. vendt til et overskud i 2017 på godt 4 pct. Den økonomiske vækst er dog fortsat på beskedne 1 – 1,5 pct. efter 8 års decideret recession. Arbejdsløsheden er omfattende, og der er fortsat begrænsninger på hvor meget almindelige mennesker kan hæve fra bankerne. Pensionister og lavtlønnede har det svært, og der er ikke umiddelbart tegn på
Grækenlands parlament i den græske hovedstad, Athen, vedtog den 19. december finansloven for 2018, men regering og parlamentet skal fortsat iværksætte alle de reformer, der i begyndelsen af december blev aftalt med eurolandene og IMF. Grækenland skal derfor bl.a. rydde mere op i skattesystemet og gennemføre omfattende privatiseringer inden for energisektoren, hvor gas- og elmarkedet i dag domineres af statskontrollerede operatører.
De græske banker bliver samtidig nødt til igen at foretage vurdering af deres aktiver, rydde ud i de dårlige lån og gennemgå en stresstest for at sikre, at de er tilstrækkeligt kapitaliserede.
(Det bemærkes, at de fleste internationale finansfolk ikke behøver hverken aktivvurdering eller stresstest for at holde sig på betryggende afstand af græsk bankvæsen!)
Grækenland har også måttet acceptere at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet. Det forlyder, at strejkeretten var en knast i forhandlingerne. Kreditorerne krævede en stramning for at forhindre, at den græske industri lukker ned oftere, end godt er.
Spørgsmålet er imidlertid om Grækenland virkelig har overstået alle vanskeligheder?
Grækenlands kreditorer i euroområdet har hele tiden stillet deltagelsen af IMF som en ufravigelig betingelse for yderligere bidrag til redningen af Grækenland. Fondens deltagelse skal sikre troværdigheden af de reformer, landet bliver bedt om at gennemføre.
Samtidig tøver IMF, fordi IMF ikke har troet på, at Grækenland kunne komme ud af krisen uden en gældslettelse. IMF vurderer, at selv om Grækenland faktisk gennemfører de lovede reformer, vil landets gæld alligevel nå op på omkring 178 pct. af bruttonationalproduktet inden 2030 og herefter vokse eksplosivt.
IMF har derfor gjort det til en betingelse for deltagelsen i det 3. hjælpeprogram med 1,6 mia. € (12 mia. kr.) at eurolandene nedskriver Grækenlands gæld med mindst 100 mia. €.
De europæiske kreditorer med Tyskland i spidsen vægrer sig, og lader forstå, at man kunne være villige til at f.eks. bringe gælden under kontrol ved at forlænge afdragsfrie perioder, forlænge gældens løbetid eller udsætte rentebetalinger.
IMF og ECB kræver gældslettelse
Det er som nævnt især Tyskland, der har modsat sig at lette gælden til Grækenland. Den tidligere tyske finansminister, Wolfgang Schäuble fra CDU, var lodret modstander, og han mente, at de indenrigspolitiske omkostninger ville være for store. Det er opfattelsen, at fremgangen for især Alternative für Deutschland ikke kun kan tilskrives den tyske immigrationspolitik men i ligeså høj grad, at Tyskland skulle hjælpe de uansvarlige grækere. Schäuble er blevet befordret til en post som formand for Forbundsdagen for at give plads til en ny socialdemokratisk finansminister, Olaf Scholz fra SPD.
Foreløbig har Scholz været ligeså fast i kødet som Schäuble, men Tyskland presses nu også af den Europæiske Centralbank, ECB, der deler IMF’s opfattelse af, at Grækenland ikke klarer problemerne, hvis ikke landets offentlige gæld reduceres.
Det bemærkes, at EU-Kommissionen er på samme linje som IMF og ECB.
Din opsparing bidrager til at betale for Grækenland
Når Grækenland har fået vendt et gigantisk underskud på de offentlige budgetter til et lille overskud, skyldes det ikke mindst, at Grækenlands renteudgifter som følge af ECB’s rentepolitik er faldet meget. ECB’s har i de sidste år opkøbt enorme mængder af obligationer. I 2018 opkøbes der fortsat for 30 mia. € hver eneste måned, og denne såkaldte QE (Quantitative Easening) politik eller likviditetsstøtte har betydet, at renteniveauet i EU er presset helt i bund. Den lave rente begunstiger debitorerne, mens kreditorerne taber. Man kan derfor med rette hævde, at det er alle der sparer op til pension eller andet, der afholder en væsentlig del af omkostningerne ved den europæiske krisepolitik – herunder hjælpepakkerne til Grækenland.
Skæbnedagen den 20. august 2018
Om Grækenland den 20. august 2018 har opfyldt alle krav, og om Tyskland rent faktisk vil være parat til at yde gældslettelse til Grækenland, er et åbent spørgsmål. Ikke mange tror på det, men det skal afklares inden eurofinansministrene i juni afslutter det græske hjælpeprogram.
Hvis man kan tro på Alexis Tsipras, den græske premierminister, går det godt i Grækenland. Tsipras lovede ved Nytår grækerne, at Grækenland i det nye år bliver i stand til økonomisk at stå på egne ben: ”Efter næsten otte år vil vi i 2018 kunne ånde frit og lægge tiden med hårde besparelser bag os” lød det dengang optimistisk.
Grækenland får brug for optimismen, når landet den 21. august 2018 står alene overfor landets kreditorer. En række finansministre i euroområdet er formentlig skeptiske, men krydser alligevel fingre for at det går. Hvis Grækenland ikke klarer krisen, bliver konsekvenserne for tilliden til eurosamarbejdet fatale!
