I de senere år er et folkeligt oprør fejet gennem europæiske politik.
Oprøret har især rettet sig mod en udlændingepolitik, der fører til store og fatale ændringer i Europas befolkninger, samfund og kultur.
Ofte retter det sig også kritisk mod EU, som gøres stærkt medansvarlig for den skæbnesvangre udlændingepolitik.
Vælgerne går i stigende grad deres egne veje i forhold til de etablerede partier. Nogle af disse partier er på det nærmeste blevet udraderede.
Hårdest er det folkelige oprør gået ud over de socialdemokratiske partier. Det gælder også ved søndagens italienske valg.
Til gengæld buldrede nye partier frem med stor folkelig opbakning. Først og fremmest Femstjernebevægelsen, men også det indvandringskritiske Lega (tidligere Lega Nord).
Uklar snak om ’populisme’
Denne udvikling har udløst megen mediesnak om en bølge af ’populisme’ i Europa.
Ordet bliver brugt med en klart negativ ladning. Det er et favoritord for politisk korrekte mediefolk og politikere.
Desværre står det meget ofte uklart, hvad de egentlig mener med ’populisme’.
Ofte virker det, som om ordet bruges i flæng mod alle, hvis synspunkter man ikke bryder sig om. Det gælder især krav om en stram udlændingepolitik.
’Populisme’ bliver et simpelt politisk skældsord, der bare lyder lidt finere.
Alle politikere følger folkestemninger
Det meste af snakken om populisme er fordummende.
Det betyder ikke, at ordet ’populisme’ nødvendigvis er meningsløst. Men hvis man vil bruge det, må man være langt klarere i mælet på to punkter.
For det første skal man lade være med at bruge ordet i flæng mod folk, der følger en folkestemning, man ikke bryder sig om. Alle politikere følger folkestemninger, ellers var de ikke politikere ret længe.
Men der er partier og bevægelser, der springer op og falder ned på alle klassiske krav til ansvarlig politik.
De er uden økonomisk realisme. De kommer ikke med konkrete forslag, som de kan stilles til ansvar for. De respekterer ikke de spilleregler, som normalt gælder for politisk arbejde og politiske aftaler.
Ud fra disse kriterier kan man vel med rimelighed opfatte Femstjernebevægelsen, den store sejrherre ved det italienske valg, som en populistisk bevægelse.
Det er en meget formløs bevægelse, som er stærk i kritikken af den etablerede politik, men til gengæld særdeles svag i det konkrete og konstruktive.
De etablerede politikeres svigt
For det andet skal man se de folkelige protestbevægelser som et produkt af de etablerede politikeres svigt.
De etablerede politikere har således svigtet i katastrofal grad, når det gælder udlændingepolitikken. Det har udløst særdeles berettigede folkelige protester.
Disse protester vil ofte bryde igennem uden den finere politiske madlavning. Men de rummer en bevidsthed om det største problem i vores samfund, som de fleste etablerede politikere mangler.
Opgøret med den uansvarlige udlændingepolitik er i høj grad kommet nedefra. Men der ligger en stor opgave i at få dette oprør forbundet med stabil og ansvarlig parlamentarisk politik.
Dette er i usædvanlig grad lykkedes i Danmark. Også i andre europæiske lande har de etablerede partier formået at bringe protesterne ind i konstruktiv politik. Det gælder for eksempel Østrig.
Fra os fra fordummende snak
Men generelt har politikere og meningsdannere i Europa haft alt for ringe forståelse for den folkelige bevægelse mod udlændingepolitikken. Det giver en fatal opdeling af det politiske liv:
Til en ene side render politikere og meningsdannere rundt og rynker på næsen ad ’populismen’.
Til den anden side stormer nye partier og bevægelser frem, som er meget dårligt rustede til at administrere magten. Det kan ende galt – og man kan frygte, at det bliver tilfældet i Italien.
Men fri os fra den snæversynede politiske korrekthed og dens fordummende snak om ’populisme’.
