Der burde ikke være gives tilladelser til muslimske magtdemonstrationer på Rådhuspladsen

For nogle dage siden var Rådhuspladsen fyldt med muslimer, der fejrede Eid sammen og bad sammen. Der gik selvbestaltede vagtværn rundt om dem, mens festen foregik.

 

Begivenheden i sig selv kan ses som en islamisk magtdemonstration. Danmarks mest centrale plads var i brug til en bestemt religiøs aktivitet i nogle timer. En aktivitet, der kun var for en bestemt gruppe mennesker, og som er i modstrid med alt, hvad det danske samfund står for.

 

Jeg så en videooptagelse fra begivenheden og blev trist til mode. Men bagefter blev jeg vred.

 

Det burde ikke være muligt for et fremmed trossamfund at kunne få lov til at indtage Rådhuspladsen. Der burde være regler, der forhindrede det. Man kan ikke få lov at hejse et fremmed flag på en flagstang i Danmark uden særlig tilladelse. Hvordan kan en fremmed religion så få lov til at indtage Rådhuspladsen?

 

Det kan godt være, at der har ligget en formel tilladelse fra Borgerrepræsentationen til aktiviteten. Men jeg vil så mene, at det var den forkerte beslutning at sige ja til Eid-fest på Rådhuspladsen. Det ville svare til, at vi hejsede fremmede flag på de centrale bygninger i København. Forestil dig det tyske flag vaje over Amalienborg og Christiansborg. Hvem har lyst til at se på det? Man ville som dansker føle sig forjaget og skubbet bort fra sit eget, – som en bortvist fra sit eget hjem.

 

Muslimer har selvfølgelig frihed til at dyrke deres religion. Det er ikke det, der er spørgsmålet. Men de har ikke frihed til at dominere os andre og det offentlige rum med deres religion.

 

Her burde det kun være Folkekirken, der kunne det. For kristendommen har en særstilling i Danmark. Både formelt via paragraf 4 i grundloven og historisk og symbolsk – for eksempel ved korset i Dannebrog. Langt de fleste danskere er enten kristne eller kulturkristne, og stort set alle danskere anser Dannebrog for et nationalt symbol. De skal ikke have en oplevelse af hjemløshed i eget hjem, fordi fremmede grupper indtager Danmarks mest centrale plads og dyrker fremmede ritualer der.

 

Der bør ikke gives tilladelser til muslimske magtdemonstrationer på Rådhuspladsen.

 

Del på Facebook