Boganmeldelse “DEN, DER LEVER STILLE”: Den forkerte datter

Da Leonoras mor dør, beslutter hun sig for at skrive en bog om sit liv. Hovedtemaet er det betændte forhold til forældre, der har ønsket sig en helt anden datter.  

 

DEN, DER LEVER STILLE. Indb. med omslag. 416s.  Kr. 300. Politikens Forlag. Er udkommet.      

       

***** fem stjerner   


Leonora Christina Skov (født 1976) har udgivet romanerne ”Hvor intet bryder vinden”(2015), ”Førsteelskeren” (2012), ”Silhuet af en synder” (2010), ”Rygsvømmeren” (2003) m.fl. Hun er uddannet inden for litteraturvidenskab og anmelder ved siden af sit forfatterskab litteratur på Weekendavisen.

 

Titlen ”Den, der lever stille”
Hendes seneste bog er romanen ”Den, der lever stille”, og nøglen til titelvalget giver forfatteren selv:

 

”Min mor havde levet efter ordsprog som den, der lever stille, lever godt; man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj (…) ” (s. 27)

 

”Den, der lever stille, lever godt, sagde min mor, og der var da også først og fremmest stille i huset på Bymosevej.” (s. 85)

 

Handlingen – i grove træk  
Læserens første møde med den mor, der er omdrejningspunktet for begivenhedsforløbet, foregår på en hospicestue. Efter morens død beslutter Leonora sig for at skrive historien om sin barndom og ungdom i et parcelhus i Helsinge – dengang hun var den ensomme Christina, der vil gøre hvad som helst for at få gode karakterer og opføre sig på en måde, så far ikke bliver vred, og mor ikke ked af det. Hendes håb er, at hvis det lykkes hende at leve op til alle deres forventninger, vil de måske elske hende, deres eneste barn.

 

Det er synd at sige, at anstrengelserne bærer frugt. Derfor flygter hun hjemmefra og til København så hurtigt som muligt efter studentereksamen. Hun vil væk fra sin dysfunktionelle familie, hvor hun er ved at blive kvalt.  

 

Psykologistudiet bliver afløst af litteraturvidenskab, for Christina vil være forfatter og en helt anden vej end den slagne, som forældrene har forestillet sig. Hun lægger op til et radikalt brud på sit hidtidige, regelrette liv – symboliseret i at hun vil have et nyt navn. Christina bliver udskiftet med Leonora, fordi Christina ikke mere føles som hendes navn. På dette tidspunkt er det så også, at hun forelsker sig i en kvindelig præst og springer ud som homoseksuel.

 

Forældrenes reaktion er dramatisk. De går nærmest i coma og slår efterfølgende hånden af hende, da hun ikke vil makke ret. Leonora hænger i en tynd tråd og har svært ved at holde sammen på sit liv. Men hun viser, hvad stof, hun er gjort af, og begynder skridt for skridt at kæmpe sig op til overfladen og videre op ad stigen, hvis endetrin er den store drøm: At leve som forfatter.

 

Det er denne livskamp for dels at blive forfatter, dels at blive elsket, romanen – eller mere korrekt selvbiografien – skildrer:

 

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

”- Jeg har fiktionaliseret det hele, så det forhåbentligt fungerer i romanform, eller hvad man nu skal kalde genren, sagde jeg.” (s. 367)

 

Fortælleteknik
Den følgende citatmosaik giver en yderligere fornemmelse af værkets opbygning og de tanker, som forfatteren alias jeg-fortælleren har gjort sig om sit projekt. For at skrive denne bog viser sig at være en langt større udfordring, end hun har regnet med:

 

” – Den her bogskrivning er ved at udvikle sig til den vildeste ørkenvandring (…)
  Ja, jeg havde regnet med, at jeg kunne skrive et førsteudkast på et halvt år, nu hvor jeg hverken skulle opfinde personerne eller stemmerne eller rummene eller historierne, sagde jeg. – Men på fredag er det et år siden, min mor døde, og jeg har skrevet storslåede nul ord indtil videre.” (s. 78)

 

”I arbejdet med mine foregående romaner havde jeg perfektioneret en stil, hvor jeg sammenskrev nutids- og fortidsplanerne i en række scener, forhåbentligt med en vis fremdrift, og det havde jeg forsøgt at gøre igen.” (s. 163)

 

Denne teknik fungerer rigtigt godt i bogen.  I et tilbageblik kan der lige pludselig springes yderligere til en anden tid og situation, og de litterære virkemidler er i spil: Scenisk fremstilling med dialog, præcise og sanselige beskrivelser af personer og miljøer, tankereferat, spring i teksten netop på det tidspunkt, hvor noget interessant skal ske, så læseren selv må i gang med at udfylde hullerne.  

 

Undervejs reflekterer forfatteren over bogens tilblivelse, og hvordan hun er gået til opgaven:

 

”Min mor døde for halvandet år siden, og nu skriver jeg om min opvækst, vores forhold og min tidlige ungdom. Jeg følte mig ikke elsket af hende, hun accepterede ikke, at jeg er homo, og vi sås ikke i en del år.
  Oprindeligt havde jeg planer om at nøjes med at indskrive et par anekdoter fra min opvækst, for jeg kunne ikke overskue at dykke ned i det hele igen, men jo mere nutidsplan jeg fik fremskrevet, jo mere manglede jeg facetterne fra fortidsplanet.” (s. 155)

 

”Min erfaring var i hvert fald, at den direkte aftappede virkelighed var kraftigt overvurderet, hvis man havde til hensigt at hælde den ud over siderne i en bog. Der måtte en større kunstnerisk omskabelse til, og det var så den, jeg var i gang med.” (s. 156)

Læs også
Ny bog fra Ole Hyltoft: Socialdemokratiets forfald fra kulturbevægelse til økonomiparti

 

”Jeg skriver om mig selv og mit liv, sagde jeg. – Min opvækst, dengang jeg sprang ud, årene, hvor jeg genskabte mig selv, mors sygdomsforløb og død, Annette [samleveren] og mig, mine venner, mormor, det hele.” (s. 365)

 

Sproglig stil
Her følger nogle eksempler på den sproglige stil og tone, der præcist indkredser og spidder omgivelserne:

 

”Min mormor vurderede, at min mor sandsynligvis ikke ville overleve tabet af sine smykker, ligesom hun sandsynligvis ikke ville overleve, at jeg var lesbisk. Det var uklart for mig, hvilken sorg der var størst.” (s. 75)

 

”Det eneste, min mor havde efterladt sig, var den brune plastikkurv med småting, sine smykker og så mig, og det sidste var næppe med sin gode vilje.” (s. 81)

 

”Jeg lød venlig, men nedenunder stod barberbladene på højkant.” (s. 119)

 

Interessant læsning
Bogen har været interessant læsning. Leonoras historie er et langt stykke ad vejen rædselsfuld, fordi forældrene fremtræder så gennemført forhærdede, ufølsomme og usympatiske. Men netop fordi Leonora Christina Skov mestrer sit håndværk og har perfektioneret en række litterære virkemidler, lykkes formidlingen.  

 

I min optik har hun også ramt rent i forhold til homo-temaet, der hverken bliver over- eller underspillet.   

Læs også
De ”gode gamle dage” var bestemt ikke den rene idyl. Ny bog sætter fokus på danske erindringer…

 

Eneste indvending
Min eneste indvending – og den er i småtingsafdelingen – er, at romanen / selvbiografien bliver lidt for lang i spyttet på de sidste 50 sider.  

 

Med en enkelt undtagelse:

 

”Indimellem satte en af kragerne, sikkert den samme, sig på kanten af min balkon og skræppede i min retning, og dens blik forekom mig mere vågent og indsigtsfuldt end mit eget, så jeg delte mine kiks med den og spurgte, om den havde mødt en større fiasko end mig. Den så ikke umiddelbart sådan ud.” (s. 80).

  • har forfatteren også lært lektien fra redaktørens kritik af manus til hendes første roman: ”(…) du fremkalder for mange billeder oven i hinanden. Læseren bliver udmattet, overmæt og irriteret.” (s. 296).

 

Denne læser er fornøjet – hvis man kan tillade sig at bruge sådan et ord i forhold til en delvis tragedie? – og Leonoras forældre burde være meget, meget stolte af deres dygtige, modige og smukke forfatter-datter.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…