Tyrkiets islamistiske præsident Erdogan har udskrevet valg før tid til den 24. juni i år. Det gælder både præsidentvalg og parlamentsvalg. Sandsynligheden taler for, at Erdogan vil vinde disse valg.
Derefter vil den ny forfatning give ham mulighed for en uhørt centralisering af magten. Han kan fungere som præsident og ministerpræsident (regeringsleder) på samme tid.
Dermed vil han kunne styre Tyrkiet med endnu hårdere hånd, end tilfældet er i dag.
Men det er ikke kun Tyrkiet, som Erdogan vil få et stærkt greb om. Det er også Danmark og andre europæiske lande.
Deres leder hedder ikke Løkke, men Erdogan
Tyrkerne er den største indvandrergruppe i Danmark. I Tyskland er tyrkerne meget dominerende – der er knap 3 millioner tyrkiske vælgere. Og Erdogans politiske indflydelse på de tyrkiske indvandrere er enorm.
En meget stor del af de tyrkiske indvandrere opfatter stadig sig selv mere som tyrkere end som danskere, tyskere osv. Og deres leder hedder ikke Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel eller lignende. Han hedder Recep Tayyip Erdogan.
Vel er der en del tyrkiske indvandrere, som er kritiske over for Erdogan. Men i Danmark og andre lande er der klart flere, der støtter ham.
Stærkt propaganda-apparat i moskeerne
I forbindelse med tidligere valg har Erdogan og hans ministre holdt kæmpemæssige møder for tyrkiske indvandrere i det vestlige Europa.
Denne gang har en række regeringer tilkendegivet, at man ikke ville give ham adgang til at føre valgkamp i deres land. Det er han så blevet stærkt fornærmet over.
Men selv om Erdogan ikke kan holde så mange valgmøder i Europas lande, har han stadig et meget stærkt propaganda-apparat, som han kan bruge til at påvirke den tyrkiske indvandrerbefolkning.
I centrum for dette apparat står det tyrkiske religionsministerium, Diyanet. Dette ministerium kontrollerer et hav af moskeer i det vestlige Europa. I Tyskland drejer det sig for eksempel om hele 900 moskeer.
Imamerne i disse moskeer er ansat og aflønnet af Diyanet. Moskeerne er styret af moské-foreninger, der er underlagt Diyanet.
I disse moskeer kører en stærk religiøs og politisk propaganda på et islamistisk grundlag.
Børn i uniformer
På det seneste har man således set arrangementer i en række moskeer, hvor børn bliver oplært i en militaristisk ånd, der kalder til forsvar for islam og Tyrkiet.
Den Korte Avis beskrev for nylig, hvordan tyrkiske børn optrådte som soldater i kampuniformer, da tyrkiske moskeer i Tyskland fejrede sejren i slaget ved Gallipoli under 1. verdenskrig. Her vandt tyrkerne over briterne og franskmændene.
De tyrkiske børn gik rundt på rad og række i moskeen iført uniformerne, mens de sang militære kampsange. Derefter spillede de døde martyrer, som blev tildækket af det tyrkiske flag.
Erdogans regime fremstiller denne sejr som islams sejr over Vesten. Altså hellig krig.
Den slags er et stærkt redskab til at fastholde de tyrkiske indvandreres loyalitet over for Tyrkiet. De skal først og fremmest forsvare Tyrkiets interesser og se sig selv som Tyrkiets soldater.
Politiske parallelsamfund
Erdogan går således helt bevidst efter at skabe, hvad man kan kalde tyrkiske politiske parallelsamfund i de vesteuropæiske lande. Det vil sige store grupper af tyrkere, som følger Erdogans politiske bud.
Dermed får Tyrkiets islamistiske præsident en indflydelse i Europa, som han ikke kunne få ved at blive medlem af EU.
EU-medlemskabet fortoner sig. Men de mange millioner tyrkere i Europa er en vigtig udenrigspolitisk magtfaktor for Erdogan.
Han kan mobilisere børn og voksne for sin tyrkiske sag. Aktuelt kan han for eksempel iklæde børnene militære uniformer, så de identificerer sig med Tyrkiets militære ambitioner i Syrien.
Erdogan ved, hvad han vil. Spørgsmålet er, om regeringerne i Danmark og andre europæiske lande har gjort sig klart, hvad han er ude på.
