Der er ikke et modsætningsforhold mellem at være muslim og aktiv demokratisk borger. Hvis jeg føler mig som dansk, så er jeg dansk. Basta. Det er nogle af de udmeldinger, som forfatteren med det sorte skæg, som ikke indikerer fundamentalisme, fremkommer med. Hvordan kan det så være, at mange af vore muslimske medborgere har så svært ved at begå sig i det danske samfund?
Offermentalitet
En af de sidste sætninger i bogen lyder således: ”Vi (de danske muslimer) kan og må ikke pakke os ind i en tilstand af offermentalitet”. Det lyder såre fornuftigt. Problemet er bare, at forfatteren selv i høj grad bidrager til denne offermentalitet. Hvilket er ærgerligt, eftersom hans projekt som udgangspunkt er ganske udmærket. Han henvender sig primært til unge danske muslimer, som ønsker at leve i det danske samfund uden at opgive deres tro og levevis.
Et realistisk og bestræbelsesværdigt projekt, ville mange mene. Andre vil fremhæve det beklagelige faktum, at der vist ikke findes eksempler på, at islam som kultur og livsform fungerer tilfredsstillende som minoritet i noget samfund på denne jord. Alle positive tiltag må derfor modtages med kyshånd – og en vis skepticisme. Bogens ærinde er i bund og grund et internt muslimsk ærinde. Islamkritikken må komme indefra, hvis den skal have en virkning. Det har forfatteren helt ret i.
Google-imamer og muslimsk racisme
Bogen består af to dele. Den første er en beskrivelse af at være muslim i Danmark. Det er at være født ind i den defensiv position, hvor identitet og religion hele tiden skal forsvares. Muslimer er udsat for en vedvarende hetz. De fleste danskere hader muslimer. Slige voldsomme og unuancerede påstande gjorde det lidt svært for nærværende anmelder at komme videre i bogen.
Man skal imidlertid gøre sin pligt. Kapitlet om ”Google-imamerne” er interessant. Men meget i bogen forekommer nok en ikke-muslim mindre interessant – og vist kun til intern brug. Som f.eks. hvor meget et muslimsk bryllup koster. Der kunne sikkert også nævnes mange eksempler på eksorbitant dyre ikke-muslimske bryllupper, selv når medgiften er afskaffet.
Forfatteren er ikke blind for muslimsk dårskab. Som f.eks. udbredt muslimsk racisme. Især over for sorte muslimske. Danske konvertitter står lavt, angiveligvis. De skal kæmpe på to fronter. Men når det i afsnittet om antisemitisme hævdes, at islam aldrig har haft problemer med jødedommen som religion, hopper kæden af. At hævde, at problemerne først opstod med staten Israels oprettelse i 1948, passer simpelthen ikke! De første, Muhammed gjorde brutalt op med, var netop jøder. Jødehadet trives i bedste velgående i de fleste muslimske lande og går altså langt tilbage.
Hvem repræsenterer islam?
Bogens anden del omhandler problemer med den islamiske teologi, nærmere bestemt den wahabistiske indflydelse, som danner grundlag for staten Saudi-Arabien, ISIS, Al-Queda, Boko Haram m.fl. Her er der tale om islamiske kræftsvulster, hævder forfatteren, som ikke har noget at gøre med den sande islam. Hvorfor skal ordentlige og fredelige muslimer hele tiden tage afstand fra de forfærdelige gerninger, som bestås i Allahs navn, spørges der retorisk. Denne bog vil næppe flytte meget. Hverken in- eller eksternt. Håbet lever fortsat. På trods af de nedslående kendsgerninger.
Tarek Ziad Hussein, Det sorte skæg – om at være dansk muslim.
Gyldendal 2018, 176 sider, 100 kroner.