Boganmeldelse: Nyd andres smerte – gå i Operaen

Opera er en vigtig del af den europæiske kulturarv og fortjener et bredt publikum.  En ny bog af Kasper Holten fører smukt ind i genren.

 

Kasper Holten: EN LILLE BOG OM OPERA. Indb. med omslag. Ill. 256 sider. Kr. 249. Forlaget Lindhardt og Ringhof.  Udkom d. 7. marts 2018.

 

***** fem stjerner   

 

Overskriftens slogan stammer fra operaen i Stuttgart, og Kasper Holten uddyber:

 

”Opera er en slags følelsernes fitnesscenter. Her kan vi træne vores kærlighedsmuskel og vores angstmuskel (…) Men det er ligesom nede i fitnesscentret: Det nytter ikke noget at stå og kigge på maskinerne. Man skal selv gøre arbejdet.” (s. 224).

 

Udnævnt som operachef som 27-årig
Kasper Holten var kun 27 år, da han blev udnævnt til operachef på Det Kongelige Teater. Men på det tidspunkt havde han allerede været i gang med opera-genren længe:

 

”Mine egen første opera var Bizets opera ”Carmen”. Jeg var ni år gammel og var nok en relativt gammelklog lille dreng. Jeg var vokset op i et hjem uden tv, og da min far tog mig med i teatret, var jeg med det samme tændt på oplevelsen af at få fortalt levende historier foran mine øjne og af, hvor voksen jeg følte mig.” (s. 23)

 

Operagenrens mange komponenter
Nu deler forfatteren ud af et livs erfaringer og giver et indblik i sin fascination af dette komplekse fænomen, der har banet vejen for hans karriere som (scene)instruktør.
  

Sideløbende indføres læseren i operagenrens mangeartede komponenter: 1.  De forskellige stemmer hos mandlige og kvindelige sangere, fx tenoren, kontratenoren, barytonen, bassen, lys sopran, de andre sopraner og mezzosopranen, 2. Arien, recitativet og koret. 3. Scenografien, 4. Orkestret, 5. Dirigenten, ikke mindst.

 

Operaens mange bestanddele skal spille sammen for at gå op i en højere enhed, og hvor vanskelig og langvarig (4-5 år)  og udfordrende processen er, forklarer kapitlerne om, hvordan en operaopsætning bliver til.

 

Hvorfor spille opera?
Hvorfor spille opera? Denne besynderlige genre, der forsøger at kombinere alle kunstarter på én gang: Sang, musik, lyrik, bevægelse, billeder, rum, farver og lys. Ikke nok med, at en opsætning er hammerdyr. Handlingen, der udspiller sig på scenen, er ofte dybt ulogisk, og det ”ufrivilligt komiske ligger hele tiden lige om hjørnet (…)” (s. 7).

 

Som fx når sanger bruger 10 minutter på at synge jeg dør-jeg dør.

 

Læs også
Elisabeth Gjerluff Nielsen: En lillesøster taler ud om opbrud i familien – den fortjener anerkendelse

Men præmissen er forkert, for ”naturligvis er opera ikke realisme.” (s. 10)  

 

Citatmosaik
En citatmosaik fra bogen giver Kasper Holtens bud på et svar, hvorfor opera er så vigtig (for ham):

 

”Det sker ikke så sjældent, at jeg møder nogen som fortæller mig, at opera ikke er noget for dem. Men det viser sig tit, at de rent faktisk aldrig nogen sinde har oplevet en egentlig opera. Fordommene er ofte operaens største problem.” (s. 10)

 

”(…) det at være menneske [er] jo i sidste ende uundgåeligt en ensom oplevelse (…) Denne ensomhed forsøger vi i operaen at overkomme. Ved at skabe en kunstart, hvor vi forener alle de udtryk, mennesket igennem tiderne har opfundet for at beskrive sin sjæl og eksistens, forsøger operaen at lade os sanse denne kompleksitet.” (s. 14)

 

”(…) noget af det som gør opera allermest vigtig i vor tid: At vi har en kunstart, der også nogle gange tør langsomheden, og som ikke (altid) forsøger at underholde. En kunstart som prøver at nå dybere ind i hvem vi er og hvordan vi føler. Jeg kan tage mig selv i at styrte igennem livet og næsten have følelsen af at det hele er noget som skal krydses af på en liste eller overstås, snarere end at opleves. Og jeg tror, at jeg elsker opera så højt, netop fordi jeg er rastløs på den måde. Det er min medicin for rastløshedens lidelse.” (s. 160)

 

”Opera er særligt, vildt, mærkeligt, krævende. Det er derfor opera er fedt. Jeg opfordrer folk til at tage deres allerpæneste tøj på og fejre, at de skal i operaen (…)

 

De smukke rum og det fine tøj er der ikke for at imponere, men for at fejre, at man i operaen kan opleve virkelig kvalitet. Man skal opleve mange hundrede mennesker, der har øvet sig i mange år for at perfektionere det de gør, og nu vil de gerne dele det med publikum.” (s. 225)

Læs også
Boganmeldelse: Søren Krarup – ikke sort præst, men et lys i mørket 

 

”(…) i sin kerne den kunstart, der i glimt for mig kommer tættest på essensen af, hvordan det er at være i verden.” (s. 238)

 

Overbevisende svar til de skeptiske
Det lykkes for Kasper Holten at formidle sin begejstring og give personlige og overbevisende svar til dem, der er skeptiske og fordomsfulde over for operagenren. Med de mange eksempler – og forklaringer – på, hvorfor fx en bestemt stemme, en særlig arie eller et specifikt kor er så fantastisk, bliver såvel begyndere som let øvede ført smukt ved hånden.

 

Den lille og letlæste bog gør helt bestemt læseren klogere på en kunstart, der slet ikke er så vanskeligt tilgængelig, som rygterne udsiger.

 

Faktaboks

Kasper Holten (f. 1973) er sceneinstruktør og har opsat over 70 operaer, skuespil og musicals både ude og hjemme. Fra 2000-2011 var han operachef på Det Kongelige Teater. Derpå frem til 2017 operachef i London på The Royal Opera House i Covent Garden.

 

Bogen er illustreret med 65 fotos fra forskellige forestillinger og indeholder en playliste med 43 indspilninger af arier, kor mv. Teksten henviser undervejs til eksemplerne, som kan hentes ned på Spotify.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…