Enestående bog om 2. Verdenskrig: Forført til krig

20 år gammel bliver Heinrich Germer i 1941 sendt til Østfronten. En ny bog fortæller i tekst og billeder om hans skæbne før og under 2. verdenskrig.

 

Heinrich Germer & Suzie Alena Apelgren: FRA VESTKYSTEN TIL ØSTFRONTEN. Billeder af en forført generation. Indb. Ill. 287 sider. Kr. 299.  Forlaget Klithedegården. Udkommet 9. april 2018.

 

***** fem stjerner   

—————————————————————————————-

Den fængende titel ”Fra Vestkysten til Østfronten” kræver en forklaring. Nazisterne kommer til magten i Tyskland i 1933. Gartnersønnen Heinrich Germer er en af de drenge, der først bliver indrulleret i Hitlerjugend, siden som 19-årig sendt til den jyske vestkyst med et hold rekrutter for at blive uddannet som soldat.

 

Efter træningen er gennemført, går turen til Østfronten, og han er med i den første deling, der krydser den russiske grænse d. 22. juni 1941.


Heinrich Germer er enestående
Hvad der gør stadig nulevende Heinrich Germer til noget ganske enestående, er ikke bare, at han overlevede krigen – og det til trods for at han var udstationeret på en slagmark, hvor krigens farligste og mest tabsgivende kampe fandt sted.
  Det unikke er også, at hans oplevelser er blevet foreviget i form af mere end 800 fotos taget med et lille Kodak Retina Kamera. Via billederne følger vi ham op igennem 30’erne i hjembyen Bremen, under træningen i Vestjylland, i forreste linje ved Østfronten, siden som oppasser for officerer i Norge og endelig til sidst som krigsfange.

 

Feltpostbreve
De sort-hvide fotos i bogen optræder i kombination med en række såkaldte feltpostbreve, som Heinz i en lind strøm sender hjem til den højtsavnede familie. At han uagtet sine egne lidelser har overskud til at bekymre sig for sin syge far, og hvordan moren skal klare arbejdet med gartneriet uden medhjælp for ikke at tale om bombardementerne, viser hvilken støbning den unge mand er gjort af.
  Brevene er skåret over samme læst og enkeltstående monotone at læse, men tilsammen giver de et nuanceret og dybt rørende billede af den menige tyske soldats lidelsesfyldte dagligdag ved Østfronten.  Kulde, forfrysninger, kvæstelser, lig ved lig, granatchok, sparsom søvn, dårlige uniformer, sult, lus, mudder – og den evige frygt for at dø.

 

Politisk / ideologisk forførelse
Suzie Elena Apelgren har sammen med sin mand Morten Bergholt i tæt samarbejde med Heinrich Germer frembragt en særdeles læseværdig bog, der først og fremmest er en øjenvidneberetning. Om politisk / ideologisk forførelse af unge, ubefæstede sjæle, der ikke har haft en kinamands chance for at stå imod den nazistiske propaganda. Og som på den baggrund blev en del af Nazi-Tysklands forbrydelser.

 

Der må ligge et kæmpe arbejde bag værket, der udmærker sig ved et omfattende noteapparat og en indføring i den systematiske og alders-målrettede indoktrinering, som tyske børn og unge blev udsat for i 30’erne.  

 

Lad Heinrich Germer få det sidste ord:

 

”Dette er en dokumentation af min tid ved den tyske værnemagt, min uddannelse til tysk soldat i Danmark og deltagelse i felttoget ved Østfronten, som jeg oplevede det 19 år gammel og knap nok voksen.

(…)

 

Hitlerjugend fremstillede de vestlige lande som fjendebilleder. Derfor var min generation i dens ungdommelige naivitet overbevist om, at vi måtte forsvare vort fædreland. Senere blev vi smerteligt bevidste om dette vanvid.

 

Læs også
Fortæller et pressefoto altid hele sandheden?

I en alder af 96 år har jeg ønsket at dokumentere dette for eftertiden (…) unge mennesker bør vide, hvordan det gik os dengang.

 

Den slags grusomheder må aldrig gentage sig, og lignende lidelser aldrig forårsages.” (s. 5).

 

Måtte Germer få ret i sin håbefulde proklamat.

 

Video her

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…