En asylskandale ryster Tyskland.
Den begyndte i Udlændingestyrelsen, der i Tyskland hedder BAMF (Bundesamt für Migration und Flüchtlinge). Nærmere bestemt afdelingen i Bremen.
Det kom frem, at man her havde givet omkring 1.200 personer asyl, som ikke skulle have haft det.
Tilsyneladende var der tale om en bevidst svindel, der omfattede både embedsmænd, advokater og i hvert fald én tolk. Man taler om bestikkelse.
Den centrale ledelse i BAMF forsøgte først at holde sagen nede. Men oplysninger slap ud i medierne og skabte debat.
I begyndelsen drejede denne debat sig specielt om forholdene i Bremen. Senere fandt man ud af, at der var lignende problemer andre steder i landet.
Men så blev sagen for alvor politisk sprængfarlig. Nu er det ikke længere kun embedsmænd, der er under anklage.
Flere medier fremhæver, at de skandaløse forhold i lokale dele af BAMF skyldes fatale svigt i toppen af tysk politik.
Tyskland har slet ikke haft styr på sin asylbehandling. Det skyldes frem for alt, at asylsystemet blev stærkt overbelastet på grund af den enorme tilstrømning i 2015 og 2016.
Merkels ”velkommenkultur”
Ansvaret for disse kaotiske forhold ligger hos politikerne. Først og fremmest hos forbundskansler Angela Merkel.
Hun og hendes regering sendte det klare signal til BAMF, at man skulle skrue tempoet i asylbehandlingen voldsomt op for at undgå en ekstrem ophobning af ubehandlede sager.
Regeringen kunne i stedet have valgt at løse det reelle problem, nemlig at man tog imod alt, alt for mange asylansøgere.
Men det ønskede Merkel ikke. Hun mente, at Tyskland skulle slå dørene op og indføre en særlig ”velkommenkultur”.
”Wir schaffen das” (”Det klarer vi”), som hun så flot sagde. Men det gjorde man altså kun ved at slippe et hav af mennesker ind, uden at de blev tjekket ordentligt.
Den tyske befolkning måtte så leve med konsekvenserne af, at Merkel skulle pudse glorien.
”Flygtningekoordinator”
Den politiske chef for BAMF var dengang indenrigsminister Thomas de Maizière. Han var betænkelig ved udviklingen. Men det var ikke ham, der havde det afgørende politiske ord.
Det var Angela Merkel. I praksis var det hendes højre hånd, lederen af kanslerkontoret, Peter Altmaier. En magtfuldkommen og selvtilfreds herre med alle de rigtige meninger – og med et stort ansvar for Merkels politiske fejltagelser.
Altmaier, som i dag er økonomiminister, blev i oktober 2015 udnævnt til regeringens ”flygtningekoordinator”.
Han afviste at foretage en opbremsning i asylstrømmen. Han mente, at man skulle koncentrere sig om at få de mange asylansøgere sluset hastigt igennem systemet uden for megen ballade.
Kritikere af denne linje blev belært om, at flygtningestrømmen snart ville ebbe ud af sig selv. Som en rørledning, der gradvis løb tør.
Løber fra ansvaret
Siden har den tyske befolkning reageret kraftigt mod denne politik. Blandt andet ved at give Merkel et elendigt valg til Forbundsdagen i september sidste år.
Så nu har Merkel og Altmaier fået travlt med at løbe fra ansvaret. De forsøger at læsse hele skylden over på den daværende indenrigsminister de Maizière (der siden er blevet fyret af Merkel).
Men så let slipper de tilsyneladende ikke.
Det liberale parti FDP foreslår, at Forbundsdagen nedsætter et undersøgelsesudvalg, der skal granske sagen og vurdere, hvem der er skyld i katastrofen. Højrepartiet AfD har allerede krævet sagen undersøgt.
Foreløbig er der ikke stemmer nok til at få nedsat et undersøgelsesudvalg.
Partiet De Grønne vil for eksempel ikke være med til at se på det politiske ansvar, formentlig fordi de vil beskytte den meget asylvenlige Merkel.
Vaklende position
Merkel og Altmaier kæmper som rasende for at undgå en undersøgelse, der kunne udpege dem som politisk ansvarlige for det tyske asylkaos.
Men de vil blive konfronteret med spørgsmål i Forbundsdagen og dennes indenrigsudvalg.
Og de risikerer, at befolkningen slipper vreden løs over Merkels udlændingepolitik.
Den giftige sag kan få Merkels position til at vakle yderligere.
https://www.bild.de/politik/inland/peter-altmaier/zum-bamf-skandal-55880652.bild.html
