Socialdemokratiets nye udspil om udlændingepolitik rykker partiet tættere på Dansk Folkeparti.
Socialdemokraterne vil nu forhindre, at man kan komme ind i Danmark for at søge asyl. I stedet skal asylsagerne behandles i et dansk drevet modtagecenter i for eksempel et nordafrikansk land.
Grænsekontrollen skal fastholdes for at modvirke, at migranter sniger sig ind i Danmark alligevel.
Der skal lægges et loft over, hvor mange flygtninge og familiesammenførte Danmark skal tage imod.
Alle disse krav er tidligere fremført af Dansk Folkeparti – dog ofte i en skarpere form.
Nu er DF blevet ’stuerent’ for S
Den ny S-kurs er en politisk sejr for Kristian Thulesen Dahl.
Dermed tager socialdemokraterne et stort spring væk fra den udlændingepolitik, som partiet tidligere har stået for.
Man gør op med linjen i Helle Thorning-Schmidts regeringstid.
Og man gør endnu mere op med den politik, der blev ført, da Poul Nyrup Rasmussen regerede landet sammen med Mogens Lykketoft og den radikale Marianne Jelved.
De politisk korrekte havde gyldne tider takket været denne alliance mellem slappe socialdemokrater og radikale, der ikke kunne få indvandring nok fra ikke-vestlige lande.
Det var dengang, Poul Nyrup hovent sagde til Dansk Folkeparti: ”Stuerene, det bliver I aldrig.”
Men nu er DF’erne i den grad blevet stuerene for Socialdemokratiet. Så stuerene, at Mette Frederiksen vil gennemføre en række forslag, som socialdemokraterne tidligere kritiserede Dansk Folkeparti hårdt for.
Befolkningens holdninger
Der er to grunde til denne S-kurs:
Den ene er holdningen i befolkningen. Et klart flertal af danskerne ønsker en stram udlændingepolitik, hvor grænsekontrol og skrappe regler begrænser tilstrømningen.
Den anden grund er, at Socialdemokratiet i dag rummer politikere, der kan se de alvorlige konsekvenser af masseindvandringen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande. Især gruppeformand Henrik Sass Larsen.
Kristian Jensens tilnærmelser
Men det er ikke kun Socialdemokratiet, der gør tilnærmelser til Dansk Folkeparti.
I dag, mandag, kan Den Korte Avis berette om, at også Venstres næstformand Kristian Jensen rykker tættere på.
Til Berlingske sagde han søndag: ”Vi har fået mange borgerlige og liberale sejre gennem de seneste 17 år, fordi Venstre og Dansk Folkeparti har fundet hinanden i et fællesskab.”
Ligesom Mette Frederiksen er Kristian Jensen klar over, at vælgerne kræver stram udlændingepolitik. Og han er klar over, at det er meget svært at regere Danmark uden samarbejde med Dansk Folkeparti.
DF vil prøve S af
Dermed har Dansk Folkeparti vundet to store politiske sejre i de seneste dage.
Men i disse sejre lurer en alvorlig fare:
Især Mette Frederiksen forsøger at bruge Dansk Folkeparti mod Dansk Folkeparti selv.
Mette Frederiksen går målrettet efter de store vælgergrupper, der kan finde på at stemme både på S og DF. Ikke mindst arbejdere.
På et tidspunkt forlod mange af dem Socialdemokratiet i protest mod partiets politisk korrekte udlændingepolitik. Men nogle af dem er vendt tilbage, og Mette Frederiksen forsøger at lokke flere til.
Og nu forsøger man at presse Dansk Folkeparti yderligere ved at overtage en del af dets mærkesager i det nye udlændingepolitiske udspil.
Men Dansk Folkeparti har jo muligheder for at prøve af, hvad socialdemokraterne vil være med til i praksis.
Det vil partiet givetvis også gøre i den kommende tid med forslag i Folketinget.