Af Flemming Jansen
I dag torsdag i denne uge begynder det allerede traditionsrige folkemøde på Bornholm, som tidligere minister med dybe rødder i den danske folkehøjskole, Bertel Haarder, i sin tid var initiativtager til. Det var et godt initiativ, som leder tankerne hen på den tid, da dansk folkelighed ikke blot var et luftigt begreb, men også praktisk virkelighed.
Den nationale danske kultur blomstrede på bl.a. de grundtvigske folkehøjskoler, hvor mange danskere med kristendommen som fundamentet, der bar meget af det andet, oplevede mødet mellem deres hverdag og tro, historie, litteratur, poesi og fællessang. Grundtvig og B.S. Ingemann var samtidige, og førstnævnte inspirerede Ingemann til bl.a. at skrive de berømte historiske romaner, der levendegjorde middelalderen og den danske historie.
Tidsånden havde nemlig en bestemt tendens: At vække folkeånden i en nødstid. Ingemanns historiske romaner er karakteriseret ved at beskrive, at splid mellem den politiske magt og kirke fører til ulykke, hvorimod en forening af det nationale og det kristelige bringer landet fred og velsignelse. Ingemanns romaner blev folkelæsning og fik stor betydning for den folkeånd, som optog både ham, Grundtvig og St. St. Blicher, hvis legendariske Himmelbjergmøder også var store folkemøder præget af både åndelig vækkelse og praktisk samfundsmæssig foretagsomhed.
Ingemanns salmer samt morgen- og aftensange båret af tro og nationalt sindelag – ikke nationalisme
Ingemann, der hele sit voksenliv var lektor på Sorø Akademi, brød sig ikke om samtidens politisk-liberale røre og den dertil hørende irreligiøse filosofi. I stedet skabte han udødelig digtning båret på sin tro og sit nationale sindelag, som vel at mærke intet havde med nationalisme at gøre. Ingemann og aggressivitet er to modsatte størrelser.
De danskere, der har stiftet bekendtskab med hans salmer og morgen- og aftensange, vil kunne nikke genkendende til den fromme barnlighed og de fredelige billeder af Sorøs idylliske natur, de er båret af. De fleste af teksterne har melodier af Weyse og er nok noget af det nærmeste, man kommer kernen i dansk kultur og folkelighed.
Således taler en stemme fra det danske kulturparnas anno 2017
Tilbage til nutiden og det aktuelle folkemøde på Bornholm. Mon eksempelvis Ingemanns ”Fred hviler over land og by” finder vej som et værdigt og stemningsfuldt punktum for dagens debatter og diskussioner? Jeg håber det, men har mine tvivl, om der kan skabes samling om det. Det nationale og det kristelige er nemlig ikke i høj kurs her 150 år efter Grundtvigs og Ingemanns folkelige virke for danskheden.
Tidligere på året udtrykte en af nutidens kendte kvindelige forfattere, Suzanne Brøgger, således i dagbladet BT: ”Jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er vores. Man kan vel ikke eje et land og slet ikke Danmark”. Og hun fortsætter på en nyligt afholdt festival på Egeskov Slot: ”Hvis vi ikke forstår Jorden som et helhedsfællesskab, så kan det blive voldeligt. Og foreløbigt er det jo ikke voldeligt. Indtil videre handler det om, at der er nogle afrikanere, der gerne vil bo i Europa, og nogle flygtninge, der forsøger at redde livet.”
Sådan taler en stemme fra det danske kulturparnas anno 2017. Magen til arrogant åndsforladthed, skal man lede længe efter. Hvordan kan en forfatter, der vil betragtes som seriøs, f.eks. sige, at det jo ikke er voldeligt endnu. Hvad mon de mange terrorofres efterladte vil sige til det? Og har den kloge dame mon opskriften på at indrette Jorden som et ”helhedsfællesskab”? Selvfølgelig ikke. Det er blot politisk korrekte og letkøbte bemærkninger slynget ud i æteren fra Suzanne Brøggers Babelstårn langt fra den barske virkelighed.
Behov for ny folkelig og politisk vækkelse – stærke kræfter arbejder imod det
Der er desværre langt imellem danske kunstnere – og politikere med for den sags skyld – som virkelig føler et ansvar for forvaltningen af den kultur og den historie, vi har fået overgivet til videreforvaltning af dem, der var her før os. En ny folkelig vækkelser er aktuel, som den var det for 150 år siden. Dengang kom den og blev forstærket efter nederlaget i 1864.
Her blev der indad vundet meget af det, der var tabt udadtil. Siden gjorde det marxistiske studenteroprør og dets efterdønninger, som vi stadig lever i, op med al tradition og dansk folkelighed. Det nationale blev blot et skuldertæk og en rynken på næsen værd personificeret i bl.a. Suzanne Brøggers attitude.
Måtte folkemødet på Bornholm blive et opgør med tidens kulturradikale åndløshed og værdirelativisme i form af en ny folkelig vækkelse, hvor man vil være sine nationale og kristne rødder bekendt. Kun på den måde kan vi møde resten af verden med et åbent sind. Desværre får vi nok i stedet masser af mere hakkelse i døgnets rejsestald i form af moderigtig politisk korrekthed bygget på et fatalt kulturelt selvhad…..