Tre begivenheder har i de seneste dage bidraget til debatten om, hvad man skal forstå ved integration.
Alle tre begivenheder er omtalt i Den Korte Avis. De to af dem kan man læse om i dagens avis.
Østrig: forbud mod tilsløring
I Østrig er regeringen bestående af socialdemokrater og konservative nået til enighed om et forbud mod burka og niqab (hvor man lige kan se øjnene) i offentligheden.
Holdningen i regeringen er, at det er en fundamental forudsætning for livet i et åbent samfund, at man kan se hinandens ansigt, når man mødes i offentligheden. Ellers bryder kommunikationen sammen.
Regeringen vil også forbyde, at visse grupper af offentligt ansatte – for eksempel embedsmænd og dommere – bærer islamisk tørklæde.
Disse grupper repræsenterer myndighederne i landet. Og regeringen vil ikke have, at østrigerne skal møde myndighedspersoner med en påklædning, der signalerer fremmede normer, som østrigerne ikke har lod og del i.
Regeringen insisterer med andre ord på, at det østrigske samfund skal bygge på nogle fundamentale krav om at efterleve østrigsk skik. Inden for disse rammer er der så plads til forskellighed.
Ansat i dansk politi vil ikke give hånd til mænd
I Danmark har vi også en aktuel sag, der drejer sig om den samme problemstilling. Også den skriver vi om i dagens avis.
På et samråd i Folketingets integrationsudvalg tirsdag diskuterede man Asmaa Abdol-Hamid, der er ansat som såkaldt brobygger ved Fyns Politi. Hendes opgave er altså at bidrage til integration af muslimer i Danmark.
Men Asmaa Abdol-Hamid nægter at give hånd til mænd, og det er der jo ikke meget integration i. Det er islamisk dogmatik, der støder sammen med almindelig skik i Danmark.
Hun repræsenterer en central myndighed, nemlig politiet. Så når hun nægter at give hånd til mænd, er det en dansk myndighed, der praktiserer fundamentalt andre normer end dem, der gælder i det frie danske samfund.
Det skaber en fremmedfølelse over for egne myndigheder, som er en ganske alvorlig sag.
På samrådet slog justitsminister Søren Pape Poulsen og integrationsminister Inger Støjberg da også fast, at man skal give hånd, når man er ansat i politiet – efter dansk skik.
Justitsministeren vil dog ikke give politiet retningslinjer om dette. Det må være op til de enkelte borgere at klage, hvis de er utilfredse.
Det er en anden holdning end i Østrig. Sådan en blød dansk mellemvare.
”Mangfoldighed” i Canada
Den tredje aktuelle begivenhed drejer sig om den meget politisk korrekte og yderst selvpromoverende canadiske premierminister Justin Trudeau.
Da præsident Donald Trump havde fremlagt sit nye dekret om midlertidigt indrejseforbud m.m., skyndte Trudeau sig ud med følgende budskab:
”Til jer, der flygter fra forfølgelse, terror og krig, lyder en velkomst fra canadierne uanset jeres tro. Mangfoldighed er vores styrke.”
Kendsgerningen er, at den canadiske model, som Trudeau hylder, ikke bygger på integration. Forskellige grupper med meget forskellige normer og skikke, lever hver deres eget liv. Kravet er bare, at de holder fred med hinanden.
Der er ikke meget folkeligt fællesskab over det. Man deler en stat og et territorium med hinanden. Og stadig større dele af territoriet er blevet overladt til muslimske minisamfund.
Trudeaus bemærkninger var et signal om, at han ønsker at forstærke denne udvikling, hvor parallelle samfund afløser et folkeligt fællesskab om normer, sæder og skikke. Og hvor muslimske samfund fylder mere og mere i det samlede billede.
Der er i vidt omfang tale om opsplitning og fremmedfølelse over for store dele af ens medborgere.
Det er bestemt ikke noget eksempel til efterfølgelse for Danmark. Vi skal have plads til mangfoldighed. Men fundamentet for vores samfund skal være danske værdier og dansk skik.
