KOMMENTAR: Ifølge visse medier er den amerikanske præsident en vaneforbryder. Hver dag bringes nye beretninger om påståede ulovligheder begået af Donald Trump.
Den 16. maj 2017 kunne Washington Post afsløre, at Donald Trump ifølge “nuværende og tidligere amerikanske embedsmænd”, angiveligt havde røbet “højt klassificerede oplysninger” under et møde med den russiske udenrigsminister og ambassadør.
Washington Post, der ikke skyr nogen anstrengelse for at dæmonisere og diskreditere præsident Trump, havde diskret i artiklen oplyst, at som præsident havde “Trump faktisk generel myndighed til at de-klassificere regeringshemmeligheder, og at det var usandsynligt, at han med afsløringerne brød loven.”
Præsidentens sikkerhedsrådgiver, Herbert Raymond McMaster, har efterfølgende oplyst, at “præsidenten og udenrigsministeren gennemgik fælles trusler fra terrororganisationer herunder trusler mod luftfarten.”
“Der blev ikke på noget tidspunkt diskuteret efterretningskilder eller efterretningsmetoder, og der blev ikke offentliggjort militære operationer, der ikke allerede var offentligt kendt”, udtalte McMaster.
”Afsløringen” af regeringshemmeligheder
Ikke desto mindre udløste oplysningerne i Washington Post en voldsom reaktion, hvor mange amerikanske og internationale medier reagerede hysterisk, gik i selvsving og kolporterede allehånde spekulationer: Donald Trump stod umiddelbart overfor en rigsretssag, USA’s allierede i Mellemøsten og Europa ville fremover afstå fra at dele efterretninger med amerikanerne, og det forhold, at Donald Trump havde indviet den russiske udenrigsminister i konkrete sikkerhedsmæssige bekymringer bekræftede, ikke kun at Trump havde samarbejdet med Rusland under valgkampagnen, men at Putin havde en ”klemme” på Trump.
Baggrunden for hysteriet var angiveligt, at præsident Donald Trump havde orienteret den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, om USA’s overvejelser om at udvide forbuddet mod at medbringe PC’ere og andet elektronisk udstyr til også at gælde flyvninger fra Europa. At Israel besidder den fremmeste ekspertise til at vurdere terrortrusler fra ISIS kan næppe komme bag på nogen. Donald Trump har ingensinde lagt skjul på, at han gerne så et tættere samarbejde med Rusland om bekæmpelse af international terrorisme.
At Israel og USA’s andre allierede overhovedet ikke har støttet de vilde beskyldninger gjorde ikke indtryk på medierne, men efter Trumps personlige besøg hos Israel og andre nære allierede er den angrebsvinkel tilsyneladende opgivet.
Var fyringen af James Comey ”obstruction of justice”?
Men for de pågældende medier viser der sig heldigvis nye muligheder for at miskreditere den amerikanske præsident. De etablerede medier sammenkoblede efterretningssagen med Donald Trumps nylige fyring af chefen for FBI, James Comey. Fyringen er blevet udlagt som endnu et forbryderisk forsøg fra Trumps side på at forhindre retfærdigheden i at ske fyldest.
Ikke desto mindre er det fastslået, at afskedigelsen af James Comey ikke vil have den fjerneste indflydelse på den igangværende undersøgelse i FBI af mulige forbindelse til Rusland. Det er også fastslået, at det ikke er ulovligt for en person i offentlig tjeneste, herunder Præsidenten, at udøve sine lov- og forfatningsbestemte beføjelser til at hyre og fyre ”for any reason or no reason at all”.
For at noget at kan karakteriseres som en forbrydelse, må der både være tale om en ulovlig handling og overlæg eller hensigt. Selv hvis man antager, at præsident Trump havde tvivlsomme motiver til at fyre Comey, er det ikke nok til, at der er tale om noget forbryderisk. Der skal også foreligge en ulovlig handling. Og som nævnt kan udøvelsen af lov- og forfatningsbestemte beføjelser ikke være ulovligt.
Høring i Senatet
Ifølge tidligere FBI-direktør, James B. Comeys vidneudsagn under Senatshøringen torsdag den 8. juni 2017, ”håbede” Trump, at den daværende FBI-direktør ville finde en måde at afslutte undersøgelsen af den netop afgåede nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, og at Comey ville hjælpe med at fjerne “skyen” om Trump-kampagnens mulige bånd til Rusland.
James B. Comey tilkendegav, at hans manglende imødekommelse af præsidentens ”håb” var den direkte årsag til at han var blevet fyret.
Spørgsmålet er så, om Trumps “håb” var en “anvisning”, som nærmest kunne sidestilles med en tjenestebefaling, som James B. Comey under vidneudsagnet torsdag den 8. juni sagde, han opfattede det.
Var det et håb i den betydning, vi kender fra Godfather – hvis ikke du gør det rigtige, ender du med en død hest i sengen!
Eller var det i virkeligheden bare et almindeligt håb? Ligesom: Jeg håber ikke det regner i weekenden, hvor vi skal have fest i haven?
James Comey, der er velkendt med forholdene i gangsterverdenen, sagde i Senatet, at han opfattede håbet i den Godfatherske mening.
FBI-direktørens loyalitet
FBI-direktøren havde tydeligvis mistillid til præsident Trump fra dag 1. Ifølge vidneudsagnet valgte han omhyggeligt sine ord under hans møder med præsidenten, og han tog ”mentale noter”, som han efterfølgende skrev ned.
Comeys fokus på præsidentens ”håb” kan blive afgørende. Ordet ”håb” kan selvfølgelig fortolkes, men at udtrykke håb kommer ikke i nærheden af en forbrydelse eller forsøg på at forhindre at retfærdigheden sker fyldest.
I sit vidnesbyrd oplyste Comey endvidere, at han havde lækket sine egne notater til pressen via en professorven på Columbia univeristetet. Begrundelsen var angiveligt, at Comey var bekymret for, at Trump ville lyve om deres diskussioner og andre detaljer, der førte til hans fyring.
Det er tidligere fastslået, at det ikke er ulovligt for en person i offentlig tjeneste, herunder Præsidenten, at udøve sine lov- og forfatningsbestemte beføjelser til at hyre og fyre ”for any reason or no reason at all”. Der er for så vidt ikke grund til at tvivle på, at Donald Trump har lagt et vist pres på Comey. Det ligger i Trumps natur at true og intimidere – det har vi set i hans forretningsmetoder og det har vi set i forhold til hans politiske modstandere. Sagen er, at selvom det kan forekomme moralsk forkert, er det ikke nødvendigvis ulovligt.
Burde FBI-direktøren have sagt fra?
Det er svært at forstå, hvorfor James B. Comey, ikke sagde fra, når han nu siger at han blev afpresset og tydeligvis føler sin retfærdighedssans dybt krænket. Det er svært at tro på, at den 2 meter og 3 centimeter høje James Comey skulle være blevet svag i knæene overfor Trump. Den Comey, der gennem en blændende karriere har været kendt for sit skarpe intellekt og urokkelige integritet, og som prøver at fremstå som retfærdighedens vogter og det sidste bolværk mod ragnarok.
Under høringen ville flere senatorer vide, hvorfor Comey ikke stillede opklarende spørgsmål, som da Trump angiveligt sagde til direktøren: “Vi havde den ting”. Hvorfor spurgte han ikke, hvad det var? Eller hvorfor spurgte han ikke, hvad præsidenten egentlig mente, når han sagde jeg ”håber”?
Hvis Comey fandt det hele så forkert, hvorfor sagde han så ikke til præsidenten: “Jeg beklager, hr. præsident, men dette er en meget upassende samtale, og præsidenten må have mig undskyldt”.
James Comey undskyldte under Senatshøringen, at han koncentrerede sig om at være opmærksom, og at han var for rystet til at reagere på præsidentens ”håb”.
“Jeg kunne måske have gjort det, hvis jeg havde været stærkere”, sagde Comey som undskyldning for at han ikke havde sagt fra med det samme.
James Comeys vidneudsagn har formentlig bekræftet Donald Trump i, at det var en rigtig beslutning at fyre ham som FBI-direktør. Det eneste han fortryder er sikkert, at han ikke gjorde det tidligere.
Frit slag for angreb på Præsident Donald Trump
Mange journalister mener tilsyneladende, at når det gælder angreb på den amerikanske præsident, Donald Trump, er der frit slag og ingen begrænsninger overhovedet. Pludselig er hæmningsløs og udokumenteret dæmonisering af Donald Trump og hans medarbejdere i overensstemmelse med den etablerede presses etiske regler og journalistiske principper.
Jeg ser helt bort fra fusentaster som David Trads og Mads Fuglede, men det syntes at være holdningen i Danmarks Radio og på seriøse dagblade som Berlingske Tidende og Politiken. Det forekommer også at være accepteret af stort set alle journalister og kommentatorer, hvor de fleste ikke lægger skjul på, at de ville have foretrukket Hillary Clinton på den amerikanske præsidentpost.
Lemmingeeffekt og manglende dømmekraft
Den ensrettede politiske opfattelse på avisredaktionerne betyder, at journalisterne i den grad ligger under for en regulær afsky for Trump og al hans væsen – en tilgang, der fuldstændig ødelægger deres sunde dømmekraft og i nogle tilfælde ændrer ellers fredsommelige bladfolk til hadefulde og frådende trolde.
Det er virkelig ejendommeligt at overvære, hvordan journalister, når det gælder historier om Trump, helt stakåndede springer direkte til vidtrækkende konklusioner på grundlag af banale og måske forkerte oplysninger.
Kunne vi dog ikke forvente, at journalister på store aviser og i Danmarks Radio validerer og perspektiverer oplysningerne før de fælder dommen?
—
