Af MF Martin Henriksen (DF) Formand for Folketingets Udlændinge- Integrationsudvalg
Det hænder, at en velmenende og frustreret dansker retter henvendelse, og spørger: “Hvorfor sker der ikke noget på udlændingeområdet? I har jo magten.”
Først, så undrer jeg mig altid en smule over spørgsmålet, for hvornår har Dansk Folkeparti egentlig fået så meget politik igennem på udlændingeområdet som nu. I den tid, jeg har beskæftiget mig med politik, så har Folketinget aldrig vedtaget så meget på så kort tid. Men jeg forstår sådan set udmærket spørgsmålet, for selvom tilstrømningen er begrænset betydeligt, så mærker vi alle jo fortsat konsekvenserne af bl.a. tidligere tiders indvandring, og konsekvenserne er ikke blevet mindre, når man tænker på masseindvandringen i 2015. Jeg vil i dette indlæg forsøge at besvare spørgsmålet så grundigt som muligt.
I husker givetvis september 2015 og folkevandringerne på vore motorveje? Husker I Thorning og co’s tårnhøje ydelser og ekstremt lempelige udlændingepolitik før folketingsvalget i 2015? Når man tænker på det, så er der sket meget på udlændingeområdet siden valget i juni 2015 og folkevandringerne i 2015.
Efter DF igen fik rorpinden på området efter de radikale, så har vi arbejdet på at få strammet godt og grundigt op på udlændingeområdet samt på at få flere sendt ud af landet.
Fakta er her godt to år efter valget, at vi har gennemført 80 udlændingestramninger. Jeg satte mig ned, og talte dem sammen, netop fordi at jeg gerne vil give dem, der stiller spørgsmålet et så korrekt svar som muligt. Jeg skal ikke opremse alle stramningerne, men I kan læse om de 80 stramninger i linket her: http://www.danskfolkeparti.dk/Stramninger_på_udlændingeområdet
Vi har bl.a. fået indført grænsekontrol, som har betydet at Danmark har afvist omkring 4.000 illegale indvandrere på grænsen. Forstil jer, at der ikke var grænsekontrol.
Antallet af asylansøgere er styrtdykket fra omkring 21.000 i 2015 til omkring 2.000 i de første syv måneder i år. Det er alt andet lige et stort fald.
Samtidig har vi i 2016 fået ekspederet ca. 4.000 asylansøgere ud af landet. Hertil skal man lægge de kriminelle udlændinge, der sendes ud. Og de ender bestemt ikke allesammen på tålt ophold, om end alt for mange ender på tålt ophold. De gode og ansvarlige politifolk arbejder seriøst med at udsende så mange som muligt, og DF holder øje med arbejdet. Stol trygt på det.
Vi tager det meget alvorligt, for vi anser vores politiske kamp for en national overlevelseskamp for kongeriget Danmark. Men vi skal ud og hente flertal for hver stramning, og når regeringen ikke vil, så skal vi i gang med Socialdemokratiet, og får vi dem, så mangler vi fortsat et par mandater for at flertallet er i hus. Sådan er de faktiske forhold på Christiansborg. Derfor tager tingene ofte tid.
Det går den rigtige vej, men kampen for at mindske indvandringen til Danmark stopper selvfølgelig ikke her. Ingenlunde.
Hver eneste dag arbejder Dansk Folkeparti med forslag til nye udlændingestramninger. Vi ønsker et asylstop, opgør med konventionerne, og så skal langt flere udlændinge sendes ud og hjem. Det vigtige for Dansk Folkeparti er at begrænse indvandringen, herunder især den muslimske indvandring, så vi kan passe bedre på kongeriget Danmark.