Den amerikanske højesteret har mandag aften foreløbigt godkendt den seneste version af præsident Donald Trumps indrejseforbud.
Det er den tredje version af forbuddet, og det er første gang, at forbuddet får lov til at træde i kraft i sin fulde version.
Bliv klogere på forløbet om indrejseforbuddet her:
* 27. januar underskriver Donald Trump et dekret med omfattende stramninger af USA’s udlændingepolitik. Blandt tiltagene er et indrejseforbud, der betyder, at borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen ikke kan rejse ind i USA i 90 dage.
* 3. februar beordrer en dommer i Seattle i delstaten Washington et midlertidigt og landsdækkende stop for præsidentens indrejseforbud.
* 9. februar opretholder en føderal appeldomstol i San Francisco suspenderingen af forbuddet.
* 16. februar varsler Donald Trump, at han er på vej med et nyt forbud. Trump-administrationen har forinden forsøgt at få omstødt Seattles beslutning om at suspendere det gamle dekret, men det bliver opgivet.
* 6. marts underskriver Trump en ny ordre, der indfører et indrejseforbud fra 16. marts. I det nye indrejseforbud er Irak slettet fra listen.
* 16. marts suspenderer en dommer på Hawaii det nye og reviderede indrejseforbud. Suspenderingen er midlertidig og landsdækkende.
* Senere samme dag kommer dommer Theodore D. Chuang i staten Maryland frem til samme konklusion i en anden sag om dekretet.
* Beslutningerne fra Hawaii og Maryland appelleres til appeldomstole i henholdsvis Californien og Virginia. Begge steder finder appeldomstolene, at suspenderingerne af indrejseforbuddet er på sin plads.
* Justitsminister Jeff Sessions beslutter at anke til USA’s højesteret.
* 26. juni tager USA’s højesteret for første gang stilling til begge sagsanlæg. Den annoncerer, at den vil begynde høringer i oktober. Men den ophæver delvist suspenderingen af indrejseforbuddet indtil da.
* Højesteret giver regeringen lov til at afvise borgere fra Tchad, Iran, Libyen, Somalia, Syrien og Yemen. Dog med den tilføjelse, at det kun er, hvis personerne ikke har nogen forbindelse til USA, at de kan forbydes indrejse. En forbindelse kan eksempelvis være familie eller studieophold.
* 24. september bliver statsborgere fra Nordkorea og Venezuela også omfattet af indrejseforbuddet i en tredje version af forbuddet.
* 17. oktober blokerer en dommer på Hawaii den tredje version af indrejseforbuddet. Delstaten mener, at forbuddet blot er en fortsættelse af Trumps “løfte om at ekskludere muslimer fra USA”.
* 13. november giver en appeldomstol i San Francisco tilladelse til en begrænset gennemførelse af forbuddet. Dog med undtagelse af bedsteforældre, børnebørn, svogre, svigerinder, tanter, onkler, nevøer, niecer, fætre og kusiner til folk i USA.
* 4. december godkender den amerikanske højesteret en midlertidig indførelse af den tredje version af indrejseforbuddet. Forbuddet er dog fortsat under behandling ved lavere retsinstanser i henholdsvis San Francisco i delstaten Californien og i Richmond i delstaten Virginia.
Kilder: Reuters, The New York Times, AFP, CNN og den amerikanske højesteret.
/ritzau/