Konflikten med Tyrkiet vokser – tyrkisk journalist i Danmark trues med halshugning, og danske politikere parate til at svare hårdt igen

Arkivfoto fra en/ videoklip

De har ikke truet med at skyde ham, men til gengæld er han blevet truet med halshugning med en økse.

 

Den 65-årige tyrkiske og Erdogan-kritiske journalist, Ünsal Turan, med fast bopæl i Danmark bor ikke længere på sin adresse i Virum. På grund af trusler er han nu gået under jorden og lever på en hemmelig adresse.

 

Til BT fortæller han, at der blev sparket på hans dør klokken to om natten, samt at han på facebook er blevet truet med at blive halshugget med en økse.

 

Der til kommer, at han på grund af Erdogan-kritiske artikler er blevet fyret fra sit job på Tyrkiets største avis, Hürriyet, samt at han via en tyrkisk politibetjent har fået at vide, at han vil blive arresteret, hvis han viser sig i Tyrkiet.

 

Pilen peger på den tyrkiske ambassade i København

Den tyrkiske journalist er ikke den eneste i Danmark, der er havnet på Erdogans sorte liste over såkaldte forrædere og terrorister.

 

Tidligere er det kommet frem, at blandt andre Özlem Cekic, og det socialdemokratiske folketingsmedlem, Lars Aslan Rasmussen, også står på listen.

 

Nu viser et tre siders dokument, som Politiken er kommet i besiddelse af, at registreringen af Erdogan-kritikere i Danmark er foregået på bestilling.

 

Dokumentet er ifølge Politiken således sendt fra Tyrkiets repræsentation i Danmark til regeringen i Tyrkiet, som havde bestilt ”detaljerede informationer” om deltagere i den såkaldte Fetullah Gülen-bevægelse i 38 lande, herunder Danmark.

 

”Har skrevet spottende og fornærmende artikler”

I det dokument, som Politiken sammen med en række medier i gruppen ”European Investigative Collaboration”, er kommet i besiddelse af, nævnes blandt andet fire navngivne journalister, som ”overvåges nøje”, da de har skrevet ”spottende og fornærmende artikler om vores ærede præsident og om Tyrkiet”.

 

Desuden nævnes 14 skoler i Danmark, som hævdes at være en del af Gülenbevægelsen, som Erdogan beskylder for at stå bag kupforsøget i Tyrkiet den 15. juli sidste år.

 

Ligeledes er der fire kulturelle organisationer og to erhvervssammenslutninger på listen.

 

På baggrund af de nye informationer oplyser Udenrigsministeriet til avisen, at:

 

”Vi har gjort vores holdning helt klar for herværende tyrkiske ambassade. Hvis der er konkrete beviser på, at der er foregået noget ulovligt i Danmark, er det en sag for politiet at efterforske,” lyder det fra Udenrigsministeriet.

 

Tyrkiets chargé d’affaires i Danmark (den tyrkiske udenrigsministers repræsentant, red.), Bora Kerimoglu, har under et møde i Udenrigsministeriet den 20. marts benægtet, at en sådan sort-liste registrering finde sted i Danmark. Han har efterfølgende nægtet at besvare spørgsmål fra Politiken om de famøse dokumenter.

 

Men alt tyder nu på, at han dengang løj, og det samme mener blandt andre Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen: ”Vi må have det her bekræftet gennem en politimæssig efterforskning,” siger han til Politiken og har ifølge avisen opbakning hos ordførerne i Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti

 

DF: Udenrigsministeren skal skærpe retorikken

Hos Dansk Folkeparti vil partiets fungerende udenrigsordfører, Kenneth Kristensen Berth, nu opfordre udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til endnu engang at indkalde den tyrkiske chargé d’faires til et møde i Udenrigsministeriet.

 

 

”Uanset hvad en politiefterforskning måtte afsløre om den tyrkiske ambassades rolle, så nytter det jo ikke ret meget i og med, at de danske myndigheders autoritet stopper ved ambassadeporten,” siger Kennneth Kristensen Berth, til Den Korte Avis og fortsætter:

 

”Jeg vil derfor opfordre udenrigsministen til endnu engang at indkalde den tyrkiske chargé d’affaires til møde i Udenrigsministeriet og understrege over for ham, at det en alvorlig sag, hvis det viser sig, at han under det første møde den 20. marts løj om ambassadens kendskab til registrering af Erdogan-modstandere i Danmark.”

 

Ambassaden skal trues med udvisning af diplomater

Kenneth Kristensen Berth vil ligeledes opfordre Anders Samuelsen til at skærpe retorikken og gøre det klart over for den tyrkiske chargé d’affaires, at det vil få diplomatiske konsekvenser, hvis politiets efterforskning viser, at den tyrkiske ambassade fortsat lyver om sin rolle i sagen.

 

”Og det betyder på godt dansk, at en eller flere tyrkiske diplomater vil få besked på at forlade Danmark,” lyder det fra Kenneth Kristensen Berth.

 

Han tilføjer, at hvis mans fra tyrkisk side fastholder, at det drejer sig om terrorister, så skal det i så fald understreges over for tyrkerne, at den ikke holder vand.

 

”Hvis den tyrkiske regering mener, at Danmark huser terrorister, bør udenrigsministeren indskærpe over for ambassaden, at Tyrkiet i så fald skal henvende sig til de danske myndigheder med en anmodning om at få dem udleveret. Alt andet er både uacceptabelt og direkte ulovligt ifølge dansk lovgivning,” understreger Dansk Folkepartis fungerende udenrigsordfører, Kenneth Kristensen Berth.

 

http://www.bt.dk/politik/bor-paa-skjult-adresse-i-danmark-erdogan-stoetter-truede-med-at-halshugge-mig

 

http://politiken.dk/indland/art5895279/Dokumenter-afsl%C3%B8rer-omfattende-tyrkisk-overv%C3%A5gning-i-Danmark

 

Del på Facebook