Tre ting afgjorde kommunalvalget i går

Foto: Ole Sørensen

Rød blok vandt. Blå blok tabte.

 

Det er det helt overordnede billede fra tirsdagens kommunalvalg.

 

I skrivende stund mangler det fulde billede, fordi besættelsen af en række borgmesterposter ikke er på plads endnu.

 

Målt på vælgertilslutning fik Socialdemokratiet fremgang, mens Venstre fik tilbagegang. Ved sidste kommunalvalg var det omvendt Venstre, der kunne mønstre et ekstraordinært godt resultat.

 

Samtidig fik det tredje store parti, Dansk Folkeparti, ikke det valg, det havde håbet på.

 

Partiet fik kun omkring halvt så mange stemmer, som det ligger til i meningsmålinger på landsplan. Og det gik tilbage i kommunal tilslutning. Samtidig lykkedes det heller ikke denne gang at få en borgmesterpost.

 

Tre ting afgjorde gårsdagens valg.

 

En hilsen til flertallet på Christiansborg

For det første brugte vælgerne kommunalvalget til at sende en lille hilsen til dem, der har magten på Christiansborg.

 

Sådan er det ofte. Der er altid noget utilfredshed med dem, der bestemmer i Folketinget, og den kan man så bruge kommunalvalget til at lukke ud.

 

Oppositionen på Christiansborg vandt i kommuner og regioner.

Læs også
Kommunalvalget er først og fremmest et lokalvalg – men der er to vigtige landspolitiske signaler i resultatet

 

Der er ikke tale om noget dramatisk skred, men om en vis kritik. Den gavnede især Socialdemokratiet.

 

Men her skal man lægge mærke til en vigtig ting:

 

Socialdemokratiet har i landspolitikken gennemført et markant kursskifte i udlændingepolitikken. Man er rykket tættere på Dansk Folkeparti. De to partier har i det hele taget fået et tættere samarbejde.

 

Dette er Socialdemokratiet tilsyneladende ikke blevet straffet for hos vælgerne.  De har accepteret partiets strammere kurs. Det har skabt nye tilstande i dansk politik.

 

Lokal forankring

For det andet understregede dette kommunalvalg, hvor meget den lokale forankring betyder.

 

Læs også
Grotesk: Man kan blive medlem af en kommunalbestyrelse uden at kunne ét ord dansk- og så har man mulighed for tolk betalt af skatteyderne

Det er helt forkert at beskrive dette valg som en slags landspolitisk ’midtvejsvalg’. Lokale forhold og lokale personer har meget stor betydning.

 

I en række kommuner var der en klar borgmestereffekt. Mange stemmer samlede sig om den siddende borgmester, som vælgerne er fortrolige med.

 

Netop denne lokale forankring gør det svært for nye partier at vinde fodfæste i kommunalpolitikken. Det gælder selv for et landspolitisk stort parti som Dansk Folkeparti.

 

Partiets største borgmesterhåb var karakteristisk nok en kendt folketingsmand udefra, René Christensen i Guldborgsund. Men han tabte klart til den lokale mand, den siddende borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten.

 

Alternativets stærke valg i København var undtagelsen. Denne blanding af politisk parti, religiøs bevægelse og sexkult stormede frem blandt Hovedstadens mange fliphoveder.

 

Formkurven

Den tredje ting, der påvirkede kommunalvalget, er partiernes generelle formkurve.

Læs også
Her er et ubehageligt spørgsmål, du kan stille kommunalpolitikerne op til valget

 

Socialdemokratiet står ganske godt i de landspolitiske meningsmålinger. Mette Frederiksen henter opbakning som partileder.

 

Så det var et parti i fremdrift, der gik til kommunalvalg.

 

Omvendt med Venstre. Partiet har været nede i en bølgedal. Det går lidt bedre nu, men der er langt tilbage til dets styrke, da Helle Thorning regerede.

 

Dansk Folkeparti er stadig mærket af det smæk, man fik fra sagen om brug af EU-midler. Også her går det lidt bedre nu, men partiet ligger fortsat et stykke under resultatet ved sidste folketingsvalg.

 

Ikke noget stort drama

En kritisk hilsen fra vælgerne til flertallet på Christiansborg. En påmindelse om den lokale forankrings betydning. Og et billede af partiernes almindelige formkurve.

 

Læs også
Dansk Folkeparti: Udlændinge skal have bestået udvidet danskprøve for at stemme ved kommunalvalg

Sådan var kommunalvalget den 21. november 2017. Der er ikke noget stort drama over det. Det er stille, rolig og fredelig dansk politik.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…