Socialdemokratiet i Danmark kan fejre 1. maj som landets klart største parti. Det er et særsyn. I store dele af Europa oplever de socialdemokratiske partier en dramatisk nedtur.
I første runde af det franske præsidentvalg kravlede den socialistiske (socialdemokratiske) præsidentkandidat Benoit Hamon kun lige over seks procent af stemmerne. En katastrofe.
Socialdemokraterne i Holland oplevede en regulær nedsmeltning ved parlamentsvalget i marts. Partiet gik fra 38 til 9 pladser i parlamentet!
I Storbritannien er der udsigt til et gigantisk nederlag for Labour ved parlamentsvalget den 8. juni.
I Tyskland fik SPD et betragteligt løft, da Martin Schulz blev ny formand. Man talte ligefrem om ”Schulz-effekten”. Men nu ser det ud til, at luften siver ud af Schulz. CDU’s Angela Merkel fører igen klart i meningsmålingerne.
Henrik Sass Larsen
Men i Danmark har Socialdemokratiet altså oplevet fremgang. Mette Frederiksen kan i dag holde 1. maj-taler med vinden i ryggen.
Det er der først og fremmest én grund til: partiets nye og strammere kurs i udlændingepolitikken.
Socialdemokratiet mistede tidligere mange vælgere især til Dansk Folkeparti på en politisk korrekt udlændingepolitik. Nu anstrenger man sig for at følge med de borgerlige partier, når det gælder stramninger.
Denne kursændring er ikke så meget Mette Frederiksens idé. Den er drevet frem af partiets gruppeformand Henrik Sass Larsen.
Han er personligt tilhænger af en stram udlændingepolitik.
Mette Frederiksen og Dan Jørgensen
Med Mette Frederiksen er det anderledes. Hun har aldrig kæmpet for en stram udlændingepolitik, tværtimod.
Men hun er blevet overbevist om, at Socialdemokratiet ikke kan genvinde magten, hvis partiet overlader den stramme linje til de borgerlige.
Der er fortsat mange socialdemokrater, der reelt ikke er meget for den stramme kurs. Men de følger med, fordi det er vejen til magten, og fordi det kan være skadeligt for deres politiske fremtid at stille sig på tværs.
Et eksempel er Dan Jørgensen. Han var en tro følgesvend for Svend Aukens ekstremt politisk korrekte holdninger til udlændingepolitikken. Nu er han pludselig hovedkraft bag partiets nye principprogram, der lægger op til stram udlændingepolitik.
Frederiksens balanceakt
For Mette Frederiksen er det en balanceakt.
På den ene side vil hun for enhver pris undgå, at Socialdemokratiet står som modstander af en stram udlændingepolitik.
På den anden side er hun bange for at tabe de mange socialdemokratiske medlemmer og vælgere, der stadig er til den politisk korrekte linje.
To taler, der ikke bliver holdt
Man kan sige, at det mest interessante ved denne 1. maj er de to taler, som Mette Frederiksen netop ikke holder, fordi hun skal bevare balancen.
På den ene side holder hun ikke en tale, der tager hensyn til De Radikale. Det ville en socialdemokratisk leder have gjort før i tiden.
Men Mette Frederiksen har tværtimod behov for at distancere sig kraftigt fra den radikale linje for at tage kampen op med især Dansk Folkeparti.
På den anden side holder hun heller ikke en tale, der tager nye initiativer til stramninger.
I baghjul
Socialdemokraternes mål er bare at hænge på de borgerlige stramninger. Lige præcis nok til, at partiet ikke kan anklages for at være modstræbende.
Det bliver ikke Socialdemokratiet, der foreslår stærkere styr på tilstrømningen og skærpet grænsekontrol. Men partiet kan føle sig presset til at gå med.
For nu at bruge vendinger fra cykelsporten: Mette Frederiksen lægger sig i baghjul hos de borgerlige uden selv at tage føringer.
Men hvis hun får regeringsmagten, kan hun ikke længere klare sig med det.
