I Sverige har de nu cirka én skudepisode om dagen – sådan undgår vi samme katastrofe

Arkiv - skærmprint NRK/Youtube

I Sverige var der alene i juni, juli og august i år 81 skudepisoder. 46 blev sårede, og 11 døde.

 

Over hele året er der nu næsten én skudepisode … per dag!

 

Det siger kriminalkommissær ved Stockholms Politi Gunnar Appelgren til Svenska Dagbladet.

 

De fleste af disse skyderier er forbundet med banderne.

 

Før 1990 var der ifølge Appelgren omkring fire bandemord om året. Siden lå tallet på 8-13 bandemord om året frem til 2014-2015.

 

Så eksploderede det til 30 bandemord om året.

 

Fra årsskiftet til slutningen af august registrerede man 202 skudepisoder, der var forbundet med banderne!

 

Vanvittig udlændingepolitik

Det er fuldkommen svimlende tal. De vidner om et samfund i tiltagende opløsning.

 

Nu siger vagter på en akutmodtagelse i Malmø til svensk TV (SVT), at det kun er et spørgsmål om tid, før nogen bliver skudt i akutmodtagelsen.

 

Forklaringen på disse tilstande ligger lige for: en vanvittig udlændingepolitik.

 

Man har lukket et enormt antal mennesker ind, som slet ikke vil Sverige, og som dyrker deres egen kultur i store parallelsamfund, hvor vold spiller en fremtrædende rolle.

 

Vi skal selv bestemme

Kriminalkommissær Appelgren taler om, at myndighederne skal øge trykket på banderne. Men det forslår slet ikke til at løse problemerne.

 

Danmark er endnu ikke nået til svenske tilstande. Det politiske flertal i Folketinget har truffet beslutninger, der gør, at den kulturelle ’berigelse’ ikke har nået samme omfang som i Sverige. Det skal vi påskønne.

 

Men disse foranstaltninger er langt fra nok til at få styr på masseindvandringens problemer. Vi har først og fremmest brug for to ting:

 

Vi skal selv bestemme, hvem vi vil lukke ind.

 

Og vi skal selv bestemme, hvem vi vil lukke ud.

 

Det skal ikke være nok at sige ”asyl”

Vi skal således ikke lukke tilrejsende ind i vores land, bare fordi de siger ”asyl”.

 

At søge asyl skal ikke være en adgangsbillet til at komme ind i Danmark. For når folk først er kommet ind, er de meget svære at få ud igen – selv hvis deres asylansøgning afvises.

 

Det er os selv, der har truffet beslutningen om, at asylansøgere skal have adgang til landet. Det er ikke noget, som nogen konventioner kræver af os.

 

Så nu må vi bruge vores selvbestemmelse til at sige stop og asylbehandle på grænsen.

 

Ud med bandetyperne

Vi skal heller ikke acceptere, at voldsforbrydere ikke kan smides ud af landet på grund af domstolenes brug af Menneskerettighedskonventionen.

 

Danske domstole er særlig håndfast bundet af denne konvention, fordi vi har gjort den til en del af dansk lovgivning. Det har for eksempel forhindret, at en mand som bandeleder Shuaib Khan er blevet smidt ud.

 

Den slags typer skal ud. Og det vil være lettere, hvis vi tager konventionen ud af dansk lovgivning.

 

Vi kan selvfølgelig også lade være – og se om vi kan gøre Sverige kunsten efter med én skudepisode om dagen.

Del på Facebook