Af Marie Krarup, forsvars- og gymnasieordfører for Dansk Folkeparti
Den unge pige, der havde besluttet sig for at begå terror i Danmark, blev anmeldt af sin egen mor og bror.
Jeg er imponeret over familien. De har gjort det eneste rigtige, – men hvor må det have gjort ond i hver en fiber på dem. Tænke sig at måtte angive sin egen datter eller søster til politiet. Tænke sig at se hende få en alvorlig straf. Det må være frygteligt.
Men værre ville det selvfølgelig have været for dem alle sammen, hvis Kundby-pigen havde gennemført sine terror-planer og havde en dræbt en lang række uskyldige mennesker.
Derfor har familien selvfølgelig gjort det rigtige. Vi skylder dem tak. Jeg håber, at den unge pige nu kommer på bedre tanker i fængslet, at hun angrer og derefter får mulighed for at ændre sit liv og blive et nyt menneske efter fængslet.
Jeg håber hun også kommer frem til at takke sin mor og bror en dag.
Til gengæld svigtede Omar Husseins venner ham
Anderledes var det med terroristen Omar Husseins venner.
De personer, han mødtes med efter drabet ved Krudttønden og før drabet ved Synagogen senere om aftenen den 14. februar 2015, bistod ham, selv om de måske godt kunne regne ud, hvad han havde været i gang med.
De er blevet frikendt for medvirken til terror, så de har ikke i lovens forstand en medskyld i terrorangrebet ved Synagogen. Men det er svært at forstå, at de ikke har været i tvivl og bagefter ikke har angret, at de undlod at kontakte politiet. I stedet sørgede de for at hjælpe Omar Hussein af med drabsvåbnet efter drabene.
Alle vidste, hvad han ville – men ingen stoppede ham
Under retssagen kom det frem, at alle i Mjølnerparken vidste, at Omar ville lave noget a la det, som var sket i Paris i efteråret.
Men ingen meldte ham. Moderen har efterfølgende anklaget politiet for at have handlet forkert ved at ”likvidere” hendes søn og har bedt om erstatning.
Jeg ville ønske at Omars omgivelser havde handlet som Kundby-pigens.
Så var der to personer, der ikke var blevet dræbt den dag i februar 2015. Og det ville være lettere at tro på, at terror kan undgås i fremtiden.
Selvom det er svært, så skal man naturligvis forsøge at afværge at ens nærmeste begår forbrydelser.
Ligegyldig hvem de er rettet imod. Man må ikke lukke sig inde i sin egen kreds og sige til sig selv: det gør ikke noget han eller hun begår en forbrydelse, for den er rettet imod ”de andre”.
Nej, man skal gøre som Kundby-pigens mor, der fik stoppet sin egen datters frygtelige planer imod den jødiske Caroline-skole.
