I et par årtier efter Den Kolde Krig levede man i Danmark på to illusioner:
Den ene var, at vi i Vesten kunne og skulle frelse hele verden.
Den anden var, at vi i Danmark skulle tage imod – om ikke hele verden, så dog i hvert fald migranter i meget stort tal.
Begge illusioner er i dag bristet. Virkeligheden kalder.
Danmarks Radio
Bevares, fortidens vrangforestillinger lever stadig videre i venstreorienterede ’ghettoer’ inden for det danske samfund, som for eksempel Danmarks Radio.
Her kører illusionerne videre finansieret af licensbetalerne. Der er utvivlsomt brug for en markant begrænsning af DR’s rolle som et socialistisk levn i det danske samfund.
Men først og fremmest er der brug for at debattere på helt andre præmisser end dem, man blandt andet møder i den licensbetalte mediemastodont.
”Verden skal blive som os”
I de forgangne årtier har dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik været båret af en illusion om, at vi kunne og skulle hjælpe ’hele verden’ til at få et samfund ligesom vores.
Vi skulle snakke rigtig godt med dem, så ville de blive grebet af vores demokratiske ideer og traditioner. Og hvis det kneb, kunne vi om fornødent gribe militært ind under amerikansk ledelse.
Denne fremstilling er selvfølgelig en karikatur. Men tendensen har været der.
Gradvis fandt vi ud af, at de meget ambitiøse forestillinger om at udbrede vestlige ideer om demokrati til hele verden var naive. Det betyder ikke, at man aldrig kan og skal gribe ind. Men det betyder, at man skal være meget mere varsom og realistisk med det.
Vesten kunne ikke bare styre den militære udvikling i lande som Afghanistan og Libyen. Og selv når man havde militær succes, kunne man ikke styre den politiske udvikling bagefter.
Putin
Nu er verden blevet en anden. Vladimir Putin regerer i Rusland. Donald Trump vil fra i morgen regere i USA.
De to herrer er, hvad man kalder udenrigspolitiske realister. Det vil sige, at de først og fremmest går efter at fremme deres lands nationale interesser.
Man kan diskutere længe, hvad Putins intentioner i forhold til Europa nærmere er. Men man kan ikke diskutere, at han altid vil sætte sine nationale interesser i forreste række.
Derfor må Danmark i højere grad bruge sine militære ressourcer på nærforsvar. Vi kan ikke se passivt til, når Putin arbejder på at styrke Rusland i Europa – uanset, hvad man nu lægger i hans ageren.
Regeringen foreslår at øge det danske forsvarsbudget. Det er der stor politisk enighed om. Og dette er en nødvendighed.
Trump
Det er en ekstra stor nødvendighed med Donald Trump i Det Hvide Hus. Også han sætter USA’s nationale interesser først. Så han vil ikke bare punge ud til Europas forsvar. Han kræver, at vi bærer en større del af byrden selv. Og det må vel siges at være rimeligt.
Trump har udløst en opgearet debat i Europa, fordi han har slynget ud, at NATO er ”forældet”. Men der er intet, der tyder på, at USA vil nedlægge NATO – det ville da også være det glade vanvid.
Derimod vil han reformere alliancen og lade europæerne betale mere. Det må Danmark være indstillet på.
Asylpolitik
Når det gælder asylstrømmen fra de ikke-vestlige, specielt muslimske lande, har Danmark allerede bevæget sig et godt stykke ad realismens vej.
Der er en ganske bred enighed i befolkningen og Folketinget om en stram asylpolitik, der bygger på, at Danmark som samfund ikke kan holde til en stor tilstrømning. Den er ikke stram nok, men vi er kommet et stykke ad vejen.
Påstandene om, at flygtningene hurtigt vil lade sig integrere og blive lige som os, bliver i stigende grad betragtet som det, de er: hamrende naive.
Disse påstande finder man i dag kun i snævre miljøer omkring venstrefløjen, De Radikale, Alternativet og Danmarks Radio.
De udgør heldigvis et udkantsområde i den danske debat – og sådan bør det forblive.
Realismen har vokset sig stadig stærkere i udlændingepolitikken. Nu må det samme ske i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
