I dag tirsdag har den nuværende regering siddet i 100 dage.
Der er ikke den store feststemning i dagens anledning. Ingen lys på lagkagen, så at sige.
Det har sine grunde. Regeringen står ikke specielt godt i forhold til de vigtigste målestokke: politiske resultater, samarbejde i Folketinget og opbakning hos vælgerne.
Den økonomiske reformpolitik, som Lars Løkke stræber efter, er ikke kommet særlig langt indtil videre. Dertil kommer mere symbolske nederlag såsom placeringen af den ny politiskole.
Samtidig har regeringen haft det svært i Folketinget. Det ny samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har givet den vanskeligheder med at manøvrere.
Opbakningen fra vælgerne er også beskeden.
Vælgernes dom
I en måling, der er kommet her på dagen, mener 56 procent af de adspurgte, at regeringen har gjort det enten dårligt eller meget dårligt. Under 20 procent mener, at den har gjort det godt eller meget godt. (Megafon/TV2)
I en anden aktuel måling opnår de tre regeringspartier til sammen kun en vælgeropbakning, der svarer til Socialdemokratiets. (Voxmeter/Ritzau)
Man skal dog ikke straks trutte i dommedagsbasunerne. Regeringen kan regere videre.
Men den har det svært. Tre ting har spoleret feststemningen efter de første 100 dage.
Samuelsens pistol
For det første blev regeringen skabt på et forkludret grundlag.
Baggrunden var, at Liberal Alliances Anders Samuelsen satte en pistol for panden på Løkke og truede med at vælte ham, hvis der ikke kom lettelser i topskatten.
Det fik han ikke. Til gengæld kom han med i regeringen (sammen med K). For Løkke var denne udvidelse af regeringen et spørgsmål om at overleve. Samuelsen lancerede projektet som et stort skridt i retning af politisk indflydelse for Liberal Alliance.
Men erfaringen har vist, at det lille Liberal Alliance ikke var i en position til at presse sin politik igennem.
Regeringsdannelsen førte først og fremmest til, at Dansk Folkeparti rykkede væk fra regeringen og skabte en tættere forbindelse til Socialdemokratiet. Denne akse afgør nu reelt, hvad regeringen kan komme igennem med.
Det daglige samliv
For det andet har regeringen tilsyneladende også haft problemer med at finde rytmen i det daglige forhold til Dansk Folkeparti.
Fortidens stærke VKO-samarbejde var på en tæt og tillidsfuld kontakt mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Støttepartiet blev i stort omfang inddraget og orienteret. Den slags betyder umådelig meget, hvis man skal samarbejde.
Men det har indtil videre ikke fungeret med VLAK-regeringen. Der synes at være særlige vanskeligheder mellem Liberal Alliances ministre og Dansk Folkepartis ordførere.
De Konservative er i øvrigt det eneste parti, der har nydt godt af regeringsdeltagelsen.
Kristian Jensen og udlændingepolitikken
For det tredje har Venstre nu selv provokeret Dansk Folkeparti med nye meldinger om udlændingepolitikken fra partiets finansminister og næstformand Kristian Jensen.
I et interview med Berlingske tordnede han mod grænsekontrol, mens han forsvarede det islamiske tørklæde og hævdede, at de fleste muslimer har et ganske udogmatisk forhold til islam.
Hans udtalelser stred mod virkeligheden, som Den Korte Avis har påpeget. Samtidig var de benzin på bålet i forhold til Dansk Folkeparti. Endelig sendte de formentlig også det forkerte signal i forhold til Venstres egne vælgere.
Kendsgerningen er i hvert fald, at integrationsminister Inger Støjberg står som langt den mest populære minister i regeringen. Her kommer den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen i øvrigt ind som nummer to. (Megafon/TV2)
Båndene til DF
Det er under alle omstændigheder svært at regere et Danmark, hvor vælgerne er en myretue af særstandpunkter.
Det er endnu sværere, når man har fået en pistol for panden fra et lille fløjparti som Liberal Alliance.
Men hvis Løkke skal have det bedst mulige ud af situationen, vil han være nødt til at styrke båndene til Dansk Folkeparti. Uden det vil den stå på handlingslammelse eller valg i utide.
