20. JAN 12:35
Håbet var ved at svinde, men fredag rapporteres seks personer i live på et italiensk hotel, der onsdag blev ramt og begravet under en lavine.
De er ikke reddet ud, fortæller brandvæsnets talsmand på stedet.
– De er i live, og vi taler med dem, siger Luca Cari ifølge nyhedsbureauet Ansa.
Det italienske justitsministerium bekræfter kontakten med de seks over for pressefolk i byen Penne, hvor også redningsaktionen koordineres, skriver nyhedsbureauet AFP.
Man fik kontakt med de overlevende omkring klokken 11 fredag, rapporterer tv-kanalen RAI. De skal befinde sig på et loftsrum eller i et pulterkammer. Helikoptere er tilkaldt, så de kan blive evakueret.
Redningshold har arbejdet under meget vanskelige forhold med massive mængder sne og frysende kulde.
De første redningsarbejdere blev fløjet til stedet i helikoptere og firet ned, da vejene var blokeret af sne. Der lå fem meter sne i området, og ambulancer kunne ikke nå frem.
Det firestjernede hotel Rigopiano blev begravet i sne, da en stor lavine efter flere kraftige jordskælv i området blev udløst.
Der var omkring 30 personer på hotellet, da det blev begravet og flyttet 10 meter af sneskreddet i Abruzzo i det centrale Italien.
Mange rum i hotellet er fyldt med is, sne, murbrokker og inventar fra gulv til loft.
To personer, som var gået uden for hotellet før lavinen, er hidtil de eneste, som er bragt i sikkerhed.
Fredag formiddag lyder det, at antallet af savnede kan være så højt som 34 med 20 eller 22 indlogerede gæster. Det skønnes, at 7-8 ansatte var på hotellet. Desuden var der andre gæster.
De fleste af gæsterne stod nær hotellets indgang, da lavinen ramte. De ventede på transport væk fra stedet efter de kraftige jordskælv i regionen.
To lig skal være bjærget fra hotellet.
/ritzau/