Af Birgitte Munding
Min mor på 85 år med Alzheimers har lige været indlagt på et hospital i København.
Hun var indlagt på grund af lungebetændelse og infektion i urinveje.
Hun kan ikke klare meget støj, og jeg kunne mærke en forværring, efter hun lørdag blev flyttet til en anden stue.
MR: En stor gruppe udlændinge talte meget højt
På stuen lå en udlænding, og der var cirka 15 højtråbende besøgende, da vi kom derop. De talte ikke dansk, og der var kvinder med muslimsk tørklæde.
Nogle af dem satte sig i et sofaarrangement lige udenfor døren, så man kunne høre dem ligeså tydeligt. Resten blev inde på stuen. Jeg bad flere gange sygeplejerskerne om, at få dem til at dæmpe sig. Men der skulle være plads til alle, fik jeg at vide.
Altså man vægter hensynet til denne gruppes behov højere end hensynet til de meget syge patienter.
MR: Bad på gulvet
Jeg anmodede så selv den store gruppe besøgende om at dæmpe sig.
En af mændene svarede: “Jeg har hørt dig, du behøver ikke gentage dig selv”, og det var med et uvenligt blik.
Da jeg gik hjem om aftenen, havde en af kvinderne fra gruppen linet en sofa op for at overnatte.
Da jeg var gået, kom der flere, som alle talte meget højt.
De havde tilmed lagt et bedetæppe ud på gulvet på sengestuen og begyndte at bede liggende på gulvet.
Da nattevagten kom, bad hun dem om at dæmpe sig.
MR: Min mor blev flyttet
Jeg bad om at få flyttet min mor, men det kunne de ikke.
Jeg tog en runde og så, der var to stuer med plads.
Derefter kontaktede jeg et regionsmedlem for at få hjælp.
Jeg kontaktede derefter sygeplejersken og sagde: “Jeg har lige en politiker i røret, vil du godt gentage, hvorfor min mor ikke kan flyttes”.
Så blev min mor flyttet på 10 minutter.
Det kan ikke være rigtigt, at vi skal underlægges muslimerne så meget, at de bestemmer på hospitalerne.
Jeg kunne efter få timer se, at min mor fik det meget bedre, da hun var blevet flyttet til en anden stue. Hendes brystkasse galopperede af stress, og Alzheimers patienter kan slet ikke tåle den uro.
MR: Et dagligt problem, men det taler vi ikke om. Jeg klagede til den øverste sygeplejerske, men hun skulle først lige høre de sygeplejerskerne, der var på arbejde den aften med støjen, og de havde fri til onsdag.
Min mand talte med en af de ansatte, og vedkommende fortalte, at det er et dagligt problem, men at de ansatte ikke må gøre noget.
Det samme sagde en vagt, min mand talte med.
Kan det være rigtigt, at muslimerne nu også bestemmer på hospitalerne og gør, som de selv vil? Og ingen tør sige noget til dem, de vejer tungere end de syge.
Min mor blev udskrevet onsdag, og hun glæder sig til at komme hjem på plejehjemmet.
MR: Uenighed med oversygeplejersken
Onsdag talte jeg med oversygeplejersken.
Hun sagde, at personalet havde udtalt, at der højst var 3 udlændinge ad gangen på stuen. Og det var acceptabelt.
Hospitalet havde en regel, der sagde, at der må være cirka 2-3 besøgende ad gangen. Og personalet syntes, at de besøgende havde overholdt reglerne.
Jeg sagde, at det ikke var rigtigt, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde filmet det.
Hun stoler mere på personalet end på mig.
Hun havde i øvrigt aldrig hørt om problemet før på lungeafdelingen, og det sagde hun på trods af, at de to mænd, min mand talte med, sagde, at det var et dagligt problem.
Men nu ville de tage det op i direktionen.
MR: Mange andre klagede ikke
Jeg fik også at vide, at der ikke er et bederum på hospitalet.
Hun sagde også, at der jo var forskel på, om folk syntes, at det var i orden, at der lå folk og bad inde på stuen.
Der er også forskel på, hvor meget støj de andre patienter kan klare – for der skal jo være plads til alle, fik jeg at vide.
Og så blev hun ved med at sige, ‘jeg har jo ikke selv været der’.
Og de kunne ikke bare flytte min mor og tage ekstra hensyn til hendes Alzheimers.
Når min mor alligevel blev flyttet, var det fordi, de havde fundet en plads – til trods for, at jeg lige havde fået at vide, at det først kunne overvejes mandag. Og sjovt nok, at det kunne ske 10 minutter efter, jeg havde fået kontakt til et regionsmedlem.
I tager altså mere hensyn til muslimerne end til de syge, sagde jeg til hende. Og til det gentog hun bare: Der skal være plads til alle.
Jeg svarede, at hun skulle spørge portøren, der kørte min mor derop. Han bemærkede nemlig: Hold da op en udvandring.
Og hvis de overholdt reglerne, hvorfor måtte nattevagten så bede dem om at dæmpe sig.
Så alt i alt har jeg nu lært, at de syge kommer i anden række, fordi man skal tækkes muslimer.