Dansk Industri og CO-industri blev søndag den 12. februar 2017 enige om en ny overenskomst for 230.000 ansatte i industrien for en ny 3-årig periode.
Ifølge oplysninger fra organisationerne er der følgende hovedpunkterne i aftalen:
Med henblik på udvikling af arbejdsstyrkens kompetencer afsættes 200 millioner kroner over tre år til et uddannelsesløft. Det skal hæve ufaglærte til faglært niveau og hjælpe medarbejdere med læse- og skriveproblemer.
Resten af aftalen vedrører forbedrede løn- og velfærdsgoder:
Seniorer får ret til at købe sig til seniorfridage gennem fritvalgsordningen og pensionsindbetaling, hvilket i alt kan give 32 dage om året.
Mindstebetalingen, der i dag udgør 113,65 kroner, forhøjes gradvist til 119,65 kroner over tre år.
Genetillæg reguleres med 1,6 procent i hvert af overenskomstårene.
Reglerne for barns første sygedag ændres, så medarbejdere får ret til frihed resten af den dag, forælderen modtager besked om barnets sygdom, samt den efterfølgende dag.
Medarbejdere får mulighed for to børneomsorgsdage per år og kan i forbindelse med disse få udbetalt et beløb fra deres fritvalgskonto.
Der gives fuld løn under forældreorloven for medarbejdere med mindst ni måneders anciennitet.
Vikarer på vikarbureauer får bedre mulighed for at bevare deres anciennitet.
Hovedorganisationernes bidrag til samfundsudviklingen
Vil overenskomstaftalen bidrage til at genskabe den vækst i dansk økonomi, der er forudsætningen for at vi kan møde fremtidens udfordringer?
Næppe.
Der er blandt fagøkonomer almindelig enighed om, at der er et påtrængende behov for, at der som minimum snarest tages fat på følgende spørgsmål:
Mere innovation, højere produktivitet og forbedret konkurrenceevne
Produktivitet og konkurrenceevne kunne uden videre forbedres ved en liberalisering af planloven, der kunne tillade hypermarkeder m.v. samt gennem en sænkning af selskabsskatten.
Derudover er det helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.
Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”.
Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det ville derfor have været særdeles velkomment, hvis Dansk Industri, CO-Industri og andre ressourcestærke organisationer havde benyttet overenskomstforhandlingerne til at præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivets lønudgifter, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.
Udbuddet af arbejdskraft
Problemerne og det begrænsede udbud af arbejdskraft stiller krav om reduceret skat på arbejde. Det er ikke umiddelbart organisationernes ansvar, men arbejdsudbuddet kunne umiddelbart øges, hvis tilgangen til efterlønsordningen blev stoppet i 2018, topskatten blev sænket og dagpengeniveauet blev reduceret. Det ville have været forfriskende, hvis organisationerne havde benyttet lejligheden til i enighed at støtte sådanne foranstaltninger.
Dansk Industri og CO-industri burde have en fælles interesse i at fremme et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande – en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland,
Arbejdsstyrkens kompetencer
Alle synes at være enige om behovet for at opbygge arbejdsstyrkens kompetencer og fleksibilitet. Tankegangen er, at hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter
Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.
Overenskomstaftalens 200 millioner kroner over tre år til et uddannelsesløft, der skal hæve ufaglærte til faglært niveau og hjælpe medarbejdere med læse- og skriveproblemer, er selvsagt helt utilstrækkeligt.