Muslimske friskoler og burkaforbud: Venstre risikerer at bliver overhalet indenom af Socialdemokratiet i udlændingepolitikken

foto: Steen Raaschou

 

Socialdemokratiet har i denne sommer taget endnu et skridt i retning af en stram udlændingepolitik:

 

Partiet vil lukke de muslimske friskoler.

 

Konkret foreslår man at fjerne statstilskuddet til de friskoler, hvor andelen af elever med udenlandsk herkomst overstiger 50 procent. Reelt er det en dødsdom over de muslimske skoler.

 

Den socialdemokratiske integrationsordfører Dan Jørgensen siger:

 

”Vi har desværre set for mange eksempler, hvor man på muslimske friskoler har haft nogle værdisæt og udøvet en form for social kontrol, som vi selvfølgelig ikke kan leve med.” (Politiken)

 

Man henviser blandt andet til fundet af materiale om jihad og martyrer på Nordvest Privatskole. En souschef fra samme skole har på Facebook delt materiale til støtte for terrororganisationen Hizbollah.

 

Lederen af en anden muslimsk privatskole (Al Quds) har på Facebook hyldet terrororganisationen Hamas.

 

Alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti mener også, at de muslimske friskoler bør lukkes. Men Venstre  som parti er lodret imod.

 

Her tegner sig altså en alliance i udlændingepolitikken mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti imod Venstres og regeringens politik.

 

Læs også
Inger Støjberg vraget – både Venstre og Socialdemokratiet glider nu væk fra den stramme udlændingepolitik

Hidtil er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mest gået sammen mod regeringen i den økonomiske og sociale politik. Typisk i spørgsmålet om skattelettelser.

 

Men nu begynder det samme at ske i udlændingepolitikken.

 

Det skyldes ikke kun, at Socialdemokratiet rykker sig. Det skyldes også interne modsætninger i Venstre.

 

 

Dansk Folkepartis nøglerolle

Hvis Socialdemokratiet bevæger sig tættere på Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, kan det øge regeringens problemer her og nu.

 

Samtidig vil det give Socialdemokratiet bedre mulighed for at kunne regere efter næste valg – uden at skulle gøre sig afhængig af den håbløse venstrefløj.

 

Læs også
De Radikale angriber Socialdemokratiets udlændingepolitik og sender Mette F. i krise

Dansk Folkeparti kan dermed blive partiet, der har den afgørende indflydelse i dansk politik, uanset hvem der regerer. Altså den rolle, som Det radikale Venstre havde engang.

 

For Venstre er det en farlig situation. Hidtil har den stramme udlændingepolitik været det stærkeste kort til at sikre vælgernes opbakning til en Venstre-ledet regering.

 

Nu risikerer partiet, at udlændingepolitikken ikke længere er nogen garanti for dette.

 

Venstres egen skyld

Venstre er selv ude om det. Partiet kan tilsyneladende ikke samle sig om en tilstrækkelig konsekvent udlændingepolitik.

 

Det gælder håndteringen af de muslimske friskoler.

 

Det gælder også holdningen til et burkaforbud.

Læs også
Udlændingespørgsmålet er nøglen til dansk politik – derfor står Morten Østergaard og fryser i kulden

 

Dele af Venstres folketingsgruppe er imod et forbud. Uddannelsesminister Søren Pind mener for eksempel, at et sådant forbud diskriminerer muslimer.

 

Men det gør det ikke, hvilket Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol da også har gjort klart.

 

Et burkaforbud bygger på et helt fundamentalt princip: Grundlaget for et åbent samfund må være, at borgerne kan se hinandens ansigter i det offentlige rum.

 

Det burde være selvindlysende.

 

Venstre-strammere

Nogle Venstre-folk taler for skærpet kurs i forhold til både muslimske skoler (gruppeformand Søren Gade) og burka (integrationsordfører Marcus Knuth).

 

Læs også
Aftalen om finansloven mellem regeringen og Dansk Folkeparti er historisk skelsættende

Men partiet er splittet. Dets problemer kan blive endnu større, hvis Socialdemokratiet støtter et burkaforbud.

 

Venstre risikerer at blive overhalet indenom.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…