Hvordan lever præsterne og deres familie i hverdagen – før og nu? Hvorfor er det vigtigt, at præsterne som de snart eneste har boligpligt – lever midt i deres menighed? Find svarene her.
Præsteboligpligtens velsignelser og forbandelser
Som den snart eneste erhvervsgruppe er der stadigvæk knyttet en tjenestebolig til dét at være præst. De fleste præster har endog boligpligt. Det betyder, at man ofte som ung teolog flytter fra et kollegieværelse på 15 kvm. ind i en herskabelig, romantisk præstegård på 2-400 kvm.
Til gengæld for alle herlighedsværdierne og plads som en storbonde må man så finde sig i, at man på et tidspunkt skal flytte ud igen. At man trods en forholdsvis rimelig husleje – præsten bor ingenlunde gratis, som mange tror! – skal sørge for i god tid at lægge penge til side til egen bolig. Og at man skal finde sig i menighedsråd, som måske ikke har den store finfølelse m.h.t. præstegårdsfamiliens ønsker om en tidssvarende bolig og et rimeligt privatliv.
Et lidt for rosenrødt billede?
Pastor Blicher i Nødebo præstegård er for længst død. Kirsten Eriknauer giver en udmærket gennemgang af præstegårdens historie – fra Martin Luther og Käthes åbne hus i Wittenberg til præstegårdene som kulturcentre i 18- og 1900-tallets Danmark. Det hele er så dejligt. Og det har det jo også været – på mange måder.
Bogen følger nogle præster i Danmark. Elleve i alt og vidt forskellige. Blandt disse en valgmenighedspræst, en tidligere biskop og en pensioneret præstekone. Især de sidste har spillet en stor rolle i præstegårdslivet. Nu er de fleste præstekoner mænd, og de gider ikke bage boller og lave kaffe, men insisteret på at have deres eget liv, som ikke behøver at være menighedens.
Nogle af præsteskildringerne tangerer det ugebladsagtige. De medvirkende vil jo gerne fremstille sig selv på bedste vis, og det er helt naturligt. Hvem vil ikke det? Men for den udenforstående er der meget at hente i bogen. Vi er alle nysgerrige efter at vide noget om hinanden.
Nej tak til svenske tilstande
Hvorom alting er: det giver stadigvæk god mening, at præsten anno 2017 bor midt i sin menighed og ikke kommer kørende langvejs fra. De fleste præstegårde i Danmark er bibeholdt, selv om de er dyre at holde og upraktiske at bo i, og selv om en del yngre præster måske ikke finder boligformen helt så herlig.
Nogle af præstegårdene – men langt fra dem alle – er kulturhistoriske og arkitektoniske perler, som man nødigt ser overgået i private hænder, som kan finde på hvad som helst med dem. Bogens mange smukke illustrationer fortæller om de bevarede værdier.
Hvor forfærdeligt det kan gå med præstegårdene, kan man se i Sverige, hvor de fleste præstegårde efter adskillelsen af stat og kirke er blevet frasolgt af kortsynede menighedsråd. Svenska Kyrkan er jo på alle måder et kirkesamfund i deroute. Nedturen forstærkes kun af, at afstanden mellem kirken, præsterne og folket bliver større og større. Når præsten ikke længere er fysisk tilstede i sognet, forsvinder menigheden også.
Denne bog anbefales enhver, som er interesseret i nutidens præstegårdsliv i Danmark.
Kirsten Eriknauer, Livet i præstegården. En livsform under forandring.
Hovedland 2016, 240 sider, rigt illustreret, 300 kroner
Torsten Dam-Jensen.